EN DAG I SORT…

Jeg har sovet rigtigt dårligt, drømt, vendt og drejet mig, været oppe flere gange, men har ikke kunnet finde ro.

Sus skal bisættes i eftermiddag, og tankerne om det fylder mig med sorg og en smule panik; jeg snakkede længe med Sus’ mand, Ib, i går, han sagde: “Hvis vi da for pokker så bare ikke skulle synge!”
Sådan har jeg det også, ville hellere sidde lige så stille og bare lytte til smukke toner fra orgelet, det giver mere på plads til bare at være.

Jeg er sikker på, at præsten vil tale om Sus’ glade og lattermilde væsen, hendes store engagement i sit job, hendes evne til at prioritere de væsentlige ting i livet og om den positive ånd, der har præget hendes udtryk.
Jeg kan kun nikke ja, for det passer alt sammen, men hvor er det svært til fulde med ord alene at beskrive et menneske, det er på det nærmeste umuligt at få alle nuancerne med, alle de små skævheder, der gør det enkelte menneske unikt.

Jeg vil lytte, men også give mig selv lov til at lukke verden ude, og mindes alle de skønne dage jeg har haft i de sidste 40 år, dage sammen med Sus.