Dagen har været lang, også selv om vi tog hul på den noget senere end nødvendigt, sådan cirka 1.5 times “oversovning”; jeg har glædet mig til denne fredag, der er kl.15 blev til FERIE; en uge til fri afbenyttelse inden jeg igen skal være på instituttet…
Vi har i mange år været i sommerhus i uge 7, pigerne og jeg hele ugen, og Torben noget af den, men i år skal vi “bare” være her hjemme og tage os tid!
Tid til bare at være, tid til at tænke tanker til ende, tid til fordybelse, tid til snak, tid til bøger, tid til strikketøj, tid til 500, tid til højtlæsning, tid til lækre måltider, tid til Aros, tid til at pleje vores lille familie, der er blevet forsømt for længe.
Vi trænger alle til det…
Jeg har haft for travlt, har stresset mere end nogensinde før, men jeg klandrer ingen!
Ingen andre end mig selv vel at mærke, for jeg indrømmer blankt, at jeg er i top 5, når det gældet det ikke at kunne sige nej, jeg stinker til det; faktisk er det sådan, at jeg tilbyde at hjælpe og ordne, før folk overhovedet har opdaget, at det kunne være rart med en ekstra hånd…
Men nu er det blevet for meget, jeg er kortluntet, eksplosionsfarlig og urimelig, jeg snerrer af børnene, bider af Torben og bjæffer af hunden, ingen af dem fortjener det.
Sus’ sygdom og død har været svær at komme igennem, at komme over er slet ikke på tale for indeværende, jeg pakker væk, lægger læg på og låser af, måske for at overleve, at livet endnu engang gav mig en ordentlig én over snuden.
Men det presser på, kan jeg mærke, der er proppet for meget i glemmekassen, og noget skal tages ud og kigges på…
Jeg vil starte med at lade ugen komme til mig, lade timerne tage hinanden, lade dagene gå og prøve at finde fodfæstet og balancen igen!
Ingen kommentarer