Spørger man mine forældres generation om, hvor de var og hvad de lavede, da JFK blev skudt, så husker de det; 11.september husker vi, en varm og dejlig sensommerdag, der pludselig forvandlede sig til et mareridt, og som ændrede en del af vores verden…
I vores små private familier verden over er der også dage og datoer, der markerer sorg, tab og forandring; sådan en dag var det her i går.
Mens vi gik og malede, snakkede vi om påskelørdag sidste år, en dag, hvor vi, som så mange gange før, var samlet i sommerhuset i Arrild.
Fredag havde vi alle spist frokost sammen, Sus og Ib havde lavet kylling, som desværre havde givet flere af os en urolig nat; vi mobbede i stor stil, jokede med, at de da bare kunne ha’ sagt, at de ikke gad at være sammen med os, i stedet for at forgifte os…
Sus havde det også halv skidt, men på en anden måde, end os kyllingeramte; vi regnede med, at det vel var det sammen, også da hun viste os, at hun var gullig på brystet og op ad armene, ingen anede i første omgang uråd.
Vagtlægen ville se hende, og vi vinkede, stadig grinede af hendes køkken-fadæse, muntert på gensyn…
Men der blev ikke nogen glad genforening; da Sus kom hjem, efter et par uger på hospitalet, var det med beskeden om, at hun led af uhelbedelig kræft i bugspytkirtel og lever!
I går mærkede jeg igen sorgen gnave indeni, hun mangler i mit liv, og ikke mindst i Ibs og deres børns liv, påskelørdag sidste år forandrede vores familie…
Ingen kommentarer