Lidt af hvert

DET ‘ EN OMMER…

12/07/2006

Foran vores hus holder en monster lastbil læsset op med stilladsdele, rundt om huset flintrer der 2 svedige mænd og kaster med jernstolper, og i indkørslen holder der en kassevogn med 2 halvgamle tagdækkere, der sidder og får en kop formiddagskaffe, og tager bestik af situationen.
Larmende håndværkere invaderer vores hus, godt vi snart skal afsted på ferie…

Vi skal ha’ lavet hele vores store tag om, plus carportens, det er falmet og ser jævnt kedeligt ud, og det er vel ikke meningen efter bare 3 år??!!

Da vi fik bygget huset, var tagenterprisen et seperat projekt, ét tagfirma leverede pappet, et andet kom med tagdækkere og brændte det på og lavede listetækning.
Byggefirmaet, der opførte huset, havde lavet klar til pap, og det kostede det samme, som hvis vi skulle ha’ haft tagsten på, ikke tegl, men den slags betonsten, som mange nye huse får lagt på…

Så tagpappet var en betragtelig merudgift, men vi ville ha’ pap, det passede bedst til huset, syntes vi, og det skulle være så sort, som muligt.
Derfor købte vi noget, der hed Ekstra Sort, og det var det såmænd også det første års tid, men siden blev det musegråt, og det var/er ikke kønt.
Vi frygtede, at vores reklamationssag ville komme til at pendulere mellem de to tagfirmaer, at de ville forsøge at tørre det af på hinanden, intet ville ha’ været lettere; for det ene firma kunne jo sige, at pappet havde været for dårligt, og det andet firma kunne sige, at det var brændt forkert på…

Men til alt held var der intet brok, der var ingen tvivl om, at det skulle laves om, og det var faktisk den ekstra dyre pap, der var skyld i hele miseren, det var nemlig ikke rene skifterstykker, og det kunststof, der var blandet i, blegnede i solen, ikke ret smart!
Nu skal de bruge 10 arbejdsdage på stilladset og taget, hvis vejret altså er med dem, men når vi så kommer hjem fra ferie, så skulle huset gerne stå med et flot nyt og knaldsort tag…

Jeg har ondt i knoppen i dag, ville gerne hen og ligge lidt, men der skramles for meget udenfor; jeg ville ønske jeg havde pigernes sovehjerte, de plirrer ikke engang med øjenlågene endnu, men ligger og sover så dejligt i deres forældres svale soveværelse, der er god plads i sengen, nu hvor mor og far er skubbet ud …

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.