Vores dag fik en meget brat og voldsomt start med skrig, tumult, panik og gråd!
En af Amandas deguer var i nattens mulm og mørke brudt ud af det ellers topsikre bur, og uheldigt for den og os, så lå Aja og sov i Amandas arme.
Et kattedyr med voldsomme jagtinstinkter og et lille hurtigt pelsdyr er en meget dårlig kombination, og på trods af lynhurtig indsats fra os alle, så har vi nu ét husdyr mindre og et meget ulykkeligt barn…
Vi har ofte talt om den højrisiko-faktor, det var/er at ha’ de to dyregrupper under samme tag, men pigerne har været supergode til at sørge for, at buret til de små kræ altid var forsvarligt lukket, og kattene har faktisk accepteret, at deguer er på værelset, og kigger kun på afstand, indtil i dag!
Faktisk er det sådan, at det i aftes var mig, der sidst havde buret åbnet, og har åbenbart ikke fået givet lågen det ekstra nøk, den skal ha’ for at være degu-springs-sikker, utilgiveligt, men bedre, end hvis det havde været en af pigerne.
Amanda hader Aja lige nu, men ved godt, at kattens instinkter er stærkere end hjernekapaciteten!
Det blev til en hjemmedag for det sørgende barn, hun har lige siddet lidt med “kisten” og aet det lille bløde døde dyr, vi skal holde begravelse i eftermiddag, når Laura kommer hjem.
En ny degu bliver det ikke til, og vi skal finde et andet hjem til Spip, der ikke kan tåle at bo alene, for flere mord kan vi ikke klare…
3 Kommentarer
Årrh, hvor synd. Kan stadig tydeligt huske da jeg var 12 år og vores kat åd min undulat.
Stakkels pige – godt at I holder en statsmandsbegravelse i eftermiddag, selv om det er hårdt så hjælper det en smule.
Jeg sender et varmt kram til jer begge.
kh
Sanne B.
Øv hvor synd Anne, men det er jo netop instinkterne, der bestemmer 🙁
Å så trist 🙁 Vi har en degus selv, og han er den eneste degus i verden som trives alene. Han er 4 1/2 år og har ikke deppet en enste dag over at den andre degusen han bodde sammen med rømte for 4 år siden.