BEN I NÆSEN…

For ikke længe siden, skrev jeg, at én havde fået nyt job; denne ene er Sophie, der er blevet tilbudt et job ved Idé Møbler, det har hun sagt ja tak til, og det er vi glade for.

Vores store dejlige pige trives ikke optimalt i tøj-branchen, hvor hun jo er nu; der er for meget overflade-kindkysseri og blikke, der lige vandrer en tur op og ned, alt for meget fokus på “indpakningen” og ingen respekt for menneskerne indeni…

Vi har kunnet se, at hun er blevet mere og mere slukøret, og bare har skruet arbejdsmængden op, for at glemme det trælse; hun har prøvet at holde fast og holde ud, men er alt for tit gået hjem med ondt i maven.

Vi har snakket, vendt og drejet, og listet for og imod, og har bare haft så svært ved at se hende ked; på den anden side, så er hun voksen, og skal også drage sine egne erfaringer, lære at sætte hælene i og sige “Stop”, og mærke efter, hvad det er, der gør livet godt for hende…

Fra uventet side dumpede der et jobtilbud ned i skødet på hende, eller rettere 2, men det ene var så interessant, at det andet nærmest ikke blev nævnt, og nu bliver tøjstativerne skiftet ud med møbler og brugskunst.
Møblerne er ikke nyt område for Sophie, hun havde fritidsjob hos Idé Møbler i 5 år, faktisk det eneste fritidsjob hun nogensinde har haft; perioden med reklamer og aviser har vi alle fortrængt, også os, der reelt delte dem rundt.

Hun glæder sig, vildt meget, og fortæller glædesstrålende om, hvordan det bare var ligesom at komme hjem, også selv om det meste af personalet og cheferne er skiftet ud, “Du ved det jo, mor, der er bare så rart at være!”

Jeg glæder mig for min store pige, og bliver varm om hjertet når hun så voksen står der og siger:

“Ja, nu har jeg så prøvet at være smart med de smarte, drukket drinks på Skt.Petri og D’Angleterre, svøbt mig i alt for dyre klude, og ved du hvad, det er bare ikke livskvalitet for mig, mor!”

Sådan, hun er da bare til at knus-elske…