Hvordan kom vi mon fra, at jeg skulle hjælpe med et lille menuforslag, til at jeg nu 2 eftermiddag i træk må svede ved det store blussende komfur??
Torben vil nok sige, at det er en rigtig “Stange”, jeg igen har lavet, altså en sådan “det kan jeg da bare lave”-finte.
Jeg kunne sparke mig selv bag i, hårdt, hvis jeg ellers kunne nå…
Oppe i byens lille kulturhus er der hver måned en fællesspisning, 120 kommer der troligt hver eneste gang, og mange flere ville gerne, men der kan ikke klemmes én eneste mere ind.
Forskellige grupper står for madlavningen, det har bl.a. været nogle dagplejemødre, det har været skolens lærere, det har været en flok fra hundeklubben, Oldboysspillerne har også været på banen og denne gang er det så den lokale Brugs’ bestyrelse.
De kommer sødt og spørger, om hvad jeg synes om deres idé med gammeldags oksesteg og hjemmebagte kringler??
Fin idé, siger jeg.
Meeeeen, mon jeg måske ikke har et godt forslag til spændende tilbehør??
Jo, det kan vi da kigge på.
Og sådan fremdeles, inden jeg når at tælle til 10, så har jeg tilbudt at lave indkøbslister, meget detaljerede og på mål og vægt, og sørme om jeg ikke også lige får indskudt, at jeg selvfølgelig gerne hjælper dem i dagene omkring arrangementet.
Sådan, Anne, så klarede du sørme endnu engang at rode dig ind i noget, der kræver opmærksomhed og en god håndfuld timer…
Dette er ingen bebrejdelse af de stakkels bestyrelsesmedlemmer, jeg nu har påtvunget mit selskab, det er bare lige et los til mig selv, hvornår lærer jeg at holde min store brede mund???
Så denne eftermiddag, hvor jeg kunne ha’ siddet i sofaen sammen med Amanda, og læst lidt i en hyggelig bog, eller hvor jeg kunne ha’ fået strikket den nederste kant på Fisker, der smutter jeg i stedet op i kulturhuset og laver bønnesalat, koger sauce og skærer de mange kilo oksesteg ud.
Men næste gang, næste gang siger jeg jer, da siger jeg altså ikke noget, og er der nogen der spørger direkte, så siger jeg n-e-j!!
Tror jeg da nok, jeg vil i alle tilfælde prøve…
5 Kommentarer
Du er for god af dig Anne, men det ved du jo så godt. Nej er faktisk det sværrester ord at få over sine læber, men nogen gange re det meget godt at kunne. Maden lyder lækker, så hyg dig med det nu hvor du jo ikke fik sagt NEJ!
Og sådan løber det gode hjerte ind imellem af med en 🙂
Puha – nu skal du vel ikke vaske op også, vel. Så kunne du måske nå et par pinde der i stedet for….
Jeg er fuld af beundring over , at du orker..Men er der ikke også noget med, at overkud avler overskud? – eller noget i den stil..KH Miri
Jeg orker godt, rigtigt godt endda, for ved komfuret kobler jeg af og får resultaterne her og nu, et velkomment modstykke til mit daglige arbejde med de tunge familier, hvor hver lille forandring er længe undervejs!
Jeg henter meget energi ved køkkenbordet, det er min største lidenskab og interesse…