Der var D-dag i ’45, der er vaskedag og badedag, fødselsdag og bryllupsdag, og så “afholder” jeg altså ind imellem Store Tudedag.
Sådan én var det i går, jeg kom til at småpive over en eller anden bagatel, og så gik det ellers der ud a’ med snøft og hulk og masser af itukrammede Kleenex’er hen over eftermiddagen.
Jeg græder tit af glæde og sommetider af raseri, men det er ikke ofte at jeg lader sorg eller fortvivlelse komme op til overfladen, jeg føler, at jeg mister kontrollen, og det bryder jeg mig ikke om.
Når alt kommer til alt, så holder jeg nok mere, end hvad godt er, på facaden; jeg bilder mig ind, at facaden er mere for min egen skyld, end for andres, forstået på den måde, at jeg egentlig ikke er specielt bekymret for at vise andre, hvad jeg føler eller hvem jeg er, men mere, at jeg har forfærdeligt svært ved at klare mig selv som “svag”.
Jeg ved ikke om det er sandheden, men sådan ser det ud med mine briller…
Det er så dobbelt og tåbeligt, for jeg synes på ingen måde, at gråd er et svaghedstegn, bortset fra når det er min egen; når det er andre, så hepper jeg nærmest og kæfter op om, hvor vigtigt det er at turde stå ved sine følelser og også dele dem med andre.
Jeg deler gerne mine følelser, allerhelst de glade, men også de vrede, de triste eller bange, dem holder jeg tæt til kroppen, det er dumt, men jeg magter ikke rigtigt andet.
Selvkontrollen bliver dominerende, og ender med at give ondt i maven, og ind imellem er det så at der går hul på ballonen…
Jeg får grædt over gamle gamle uretfærdigheder og svigt, over dumme hjerteløse bemærkninger, men også over en lille hundehvalp, der var her alt for kort, over truede børn i min sfære, over sygdom og død.
Og da jeg så først var i gang, ja så snupper jeg såmænd også lige et enkelt hikst over en umalet trappe og et manglende sofabord!
Intet er for småt til en tåre.
Jeg vil gerne blive bedre til at græde undervejs, jeg er på vej, men der er langt endnu; det ville jo være rart, at man kunne ta’ det i mindre doser og også mere afstemt.
Men indtil jeg når dertil, så må T-dag nok være en del af livet her…
11 Kommentarer
Jamen Anne, Selvfølgelig skal der være en T-dag indimellem. Græd som pisket eller stille, bare det kommer ud af systemet. Det er den bedste måde at få luft på. Det kan ikke planlægges og struktureres, men er en af livets ventiler, som heldigvis altid virker når trykket er for stort.
Vær stolt over at du tør græde eller fortælle om det.
Flot Anne! Dels at du tuder , men også , at du fortæller om det.
Gad vide om det er en pædagog skade, vi forstår og anerkender alle andres følelser, men vores egne kniber det med…KH Miri
For pokker Anne, har du det godt igen nu? Du får lige 1000 positive tanker herfra og lidt godt vejr fra oven og kom så ud i solen og hiv noget frisk forårsluft ned i lungerne, så du kan blive glad igen.
Smil til dig selv i spejlet, det er noget godt du ser, det er det vigtigste.
Jeg har det fint igen, men en ordenlig tuder, det må der til ind imellem…
Ha ha ha… jeg genkender så utroligt meget her. Og bagefter… ja, bagefter er der frisk luft i hver en fiber af kroppen og i grunden rart at være.
Vi er godt tossede, Anne 😉
Ja, det tænkte jeg nok du gjorde, Liselotte, vi er nogle tosser, men søde og bløde, ikk’ 🙂
I er nogle dejlige tosser, som jeg holder meget af 🙂
Sådan nogle dage kender vi vist alle – ying og yang – lige meget af hvert – det må give en tudedag i ny og næ.. man er træt ind til benet bagefter, men også renset på en underlig måde.. man skal helt ned og vende før det kan gå op igen.. det skal nok gå det hele..
Der er tider hvor jeg ville give hvad som helst, for at kunne det du her beskriver. Jeg tror det er lige så vigtigt som at grine.
…og så lige tak for sidst, det var rigtigt hyggeligt i Ry.
KH Lone
Det er sundt med sådan en dag – man bliver let på krop og sjæl bagefter.
Noget sjovt er at der faktisk ikke er nogen fysiologisk grund til at vi græder! Jo hvis vi har fået noget i øjet, men ellers ikke, så det må være fordi det er sundt for sjælen 🙂
Selvfølgelig skal der tudes en gang i mellem – det gør jeg selv. Du skriver om noget, som jeg selv kender så frygtelig godt. Jeg tuder når følelserne bliver for stærke, den ene eller den anden vej…. men det bedste er nu at det letter helt inden i sjælen.
Jeg håber du fik tudet ud og har fået forårssolen indeni igen.
Mange knus og tanker
Karen S