Jeg har lige tilbragt et par inderlige timer sammen med en dejlig veninde, der har tilbragt de sidste 16 dage i Grenoble hos sin voksne søn, der i påske blev livsfarligt kvæstet ved en skiulykke.
I går blev han fløjet til Danmark med sin mor ved sin side, de er hjemme nu, tæt på, hvor vi andre har mulighed for at holde om og støtte op, og også samle op de dage, hvor de må bide i græsset.
Han klarede at overvinde døden, men ikke uden knubs af den helt hårde slags, vejen tilbage til det liv, der var, bliver knoldet og lang…
Det er skønt at ha’ hende hjemme igen, jeg har trængt sådan til at gi´ hende en masse varme og faste knus, stryge hendes hvide strithår og holde hende tæt, låne en skulder ud og vende verden igen og igen.
Det har været, og er stadig, barskt, det bliver et langt sejt træk for dem alle, men han er her, sønnen med fighterviljen og livsglæden, og det må være i det, at de skal komme videre – sammen og hver for sig, alle med al den støtte, vi andre formår at gi’.
Velkommen hjem, i to…
6 Kommentarer
Ouhh – godt at de er hjemme nu !! Hils hende mange gange.
Kh
Susanne
De helt nære veninder er ikke til at undvære i en sådan situation, tror hun sætter lige så meget pris på din tilstedeværelse som du ynder at være til rådighed:)
Du er en meget, meget god veninde at have i både svære som gode dage, Anne 🙂
Jeg håber det allerbedste for den unge mand og hans familie.
Jeg skal hilse, og sende ønsker og håb videre til dem.
Og så tak for de søde ord, Ella!
UNDSKYLD …
“Janos”, det er altså Torbens mellemnavn, og det var ham, der havde logget ind på bloggen, det opdagede jeg for sent 😉
Det var altså bare mig…
dejligt at hun har sådan én som dig!
kh.fra Island
Frida