MØDER…

Skoledagens timer er omme, børnene lukket på græs og vi halvgamle heltrætte sidder et øjeblik med benene oppe og venter på at komme i gang med eftermiddagens møder.

Jeg kan mærke, at jeg skal mande mig op, gøre mig klar, for et af mine møder er af den lidt hårde slags, et hvor forældre og undervisere skal forsøge at møde hinanden i nogle tiltag for at trængt barn.

Det bliver ikke let, paraderne er oppe, og virkelighedsflugten dominerende, men der er ingen vej udenom, ikke hvis barnet skal komme igennem næste skoleår med selvfølelsen i behold og skindet på næsen…

Jeg føler med forældrene, dybt og inderligt, og anerkender det behov, der er for tid til at fordøje og sadle om, men jeg føler stærkere med barnet, der hver dag kommer til kort både fagligt og socialt.

Jeg vil tillade mig at sige, at jeg er god til disse samtaler, jeg ved at balancen mellem empatien og kravene er i orden, jeg ved, at alle kan gå derfra med følelsen af anerkendelse og fælles fodslaw; men tanken om samtaler som denne kan godt gnave, for ingen ønsker vel at være med til at skyde drømme-balloner og illusioner ned.

Det er lige om lidt, og i morgen venter mere af samme skuffe…