Jeg har maskiner til at gøre det hårde indledende arbejde for mig, men den sidste gennemæltning af en dej er noget af det mest meditative jeg kender.
Måden hvorpå jeg flytter brødet i bestemte mønstre, de stille drys af mel, tanker og kræfter der formes og styrkes igennem gentagelse på gentagelse af seje lange ælt…
Jeg står og ælter ved mit lange køkkenbord med udsigt til have og åben himmel, alt er stille, ingen radio eller tv-stemme, der afbryder min tankerække, kun små lyde oppe fra Lauras værelse, lyde der fortæller mig, at hun sidder ved sit skrivebord og tegner og klipper, hendes måde at pleje sit indre på og lade tankerne vandre…
Når dejen er klar til at blive formen til lange rækker af små brød, vil jeg kalde på hende, det er godt lige at mærke at hinanden er der…
1 kommentar
Det er godt bare at være sammen når livet viser sig fra sin barske side men tidligt at opleve at skulle opleve det for din pige.