Lidt af hvert

OPPE OG I GANG…

25/08/2007

Der har været aktivitet fra den årle morgen her hjemme i dag, denne lørdag er blevet en af de dage, hvor der pludselig er ret meget på programmet og en del logistik må til, hvis tingene skal gå op i en højere enhed.

I eftermiddag venter sjov og spas og masser af hygge sammen med Torbens mange kusiner og fætre med alle deres børn, og også en lille flok af den ældre generation.
Der skal snakkes, leges, spiller og spises, vi glæder os, det plejer at være nogle meget dejlige dage, når vi alle samles…

Jeg er blevet sat på salat-opgaven, og har snittet, hakket, blendet og kogt siden morgengry, men nu er det færdigt, kun den allersidste finish skal klares ved aftenstide, når grillen syder i Nørre Vium.
Der er bønnesalat med bulgur og rød sennepdressing, der er vandmeloner med feta, rødløg og oliven, og så en sprød grøn salat med rødbedeblade, spirer, grønne asparges og hvide gulerødder.
Hvidløgsdressing med dild og bredbladet persille til at dyppe i og så masser af gnavegrønt til alle de børn, der helst vil ha’ deres grøntsager i ublandet form.

Jeg elsker action i køkkenet, det er den bedste måde at starte dagen på, smilet er bredt!

Og det er nok godt nok, for om en halv times tid står jeg bag disken i venindens butik, hun trængte til lidt lørdags-bistand, og benyttede sig af et af de “kom-på-arbejde”-kort, der var en del af hendes gave fra os til åbningen, og jeg skal først til vestjylland i eftermiddag, så et par ekspeditioner eller fem, det kan jeg sagtens nå.

Jeg er klar, lørdagsmild og kundevenlig, men først skal lokkerne under kontrol og læberne males, jeg er den der er smuttet!

God lørdag derude…

You Might Also Like

Ingen kommentarer

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.