Alle mine egne problemer og spekulationer blev så uendeligt små og ligegyldige, da jeg først på eftermiddagen var med, da mand, børn og mor sagde farvel til deres elskede.
En ældre kvinde måtte gå den tunge gang ud af kirken bag sin datters kiste, tre børn, der endnu ikke er flyvefærdige, måtte se rustvognen kørt bort med deres mor, det giver ingen mening, ingen!
Desværre er de ikke den eneste lille ramte familie, alt for mange lever rundt omkring med blødende hjerte og sønderslået dagligdag, hver dag, hvert minut sker der uhyrlige ting, som ingen burde udsættes for.
Jeg vil blive bedre til at sætte pris på alle dem og alt det jeg har, hver dag, det må ikke blive en selvfølge at være rig på kærlighed og tryghed…
5 Kommentarer
Ja uh ha det er tungt. At miste sine børn og at miste sine forældre inden man er voksen er bare så naturstridigt. Min mormor mistede sin mor da hun var 9 år gammel, hun har skrevet i sine erindringer:”Al den tid jeg gik i skole, læste vi om den dræbte vildand. Jeg kunne slet ikke tage, når vi kom til: Oh har du en moder – så skøn derpå. Så var det sket med mig. Det er en stor omvæltning i et barns tilværelse at miste sin moder.”
Jeg tror, hun var tæt på de 80, da hun skrev ovenstående og jeg synes jeg kan høre hendes smerte, selvom det var så længe siden.
Mange tanker til den berørte familie….
Godt i fik sagt et godt farvel – det er en dag man aldrig glemmer..
Godt du, og forhåbentlig andre, er der til at tage vare på den knuste familie. Nogle gange skal man “bare” være der, andre gange skal der tales i et væk. Det er aldrig ens.
At sige farvel er uendeligt svært, uanset om det så er familie eller venner.
Det betyder sikkert rigtig meget for den lille familie, at I var der og sage farvel.
Idag d. 4/9 er det 7 år siden min far blev bisat. Jeg var ikke noget barn da han døde (bliver 40 om 4 dage), men alligevel følte jeg det sådan den dag.
Mange tanker til de efterladte og jer, fordi I støtter familien som I gør.
Det var drøjt, men sådan må det være ind imellem…