Forleden var der vældigt gang i debatten om, hvor vidt det er i orden at strikke til møder/undervisning/forelæsninger, der var argumenter for og imod, ganske interessant!
Jeg er vild med den slags meningsudvekslinger, men også meget opmærksom på, at der ligger en del begrænsninger i net/skriftbaserede debatter, vi kommer til at mangle smilet, der ledsager en rask bemærkning, vi må undvære det selvironiske tonefald og milde øjne.
Det er yderst vigtigt for mig, at alle føler, at det er muligt at komme til orde her hos mig, uden at blive hvæset af eller måske føle sig trådt på, så jeg vil bede jer om at være hensynsfulde og ikke alt for selvhøjtidelige…
Albert kom ikke med i går, men ikke fordi jeg ikke længere vil strikke til de engelske dicipliner, nej jeg havde bare ikke fået ham gjort klar til automat-strik, jeg fortsætte ufortrødent mit strikkeri, og på samme måde som hidtil, altså med min opmærksomhed rettet mod det væsentlige, nemlig undervisningen.
Jeg skrev ikke om læringsstil for at transportere den fra folkeskolen og op i de videregående uddannelser, jeg skrev om det, fordi jeg synes, at det er vigtigt at vi altid har for øje, at vi som mennesker er forskellige, og at vi hver især vandre gennem uddannelse, job, ægteskab, venskaber, ja livet i det hele taget med forskellige briller på.
Nogle briller synes bedst om synet af regelmæssighed og ensrettethed, andre, som mine, trives ved synet af det individelle og unikke…
Hvad nu hvis kodex i min engelsk-undervisning var britisk up-tight rynkemund, ret-ind-og-stå-ret, lægget nederdel og bidselsko?
Skulle jeg så droppe de bare tæer i sølvsandaler, den hjemmesyede skuldertaske, den høje latter og min individualitet?
No way!! Jeg er, og har altid været, en yderst engageret studerende, med lytterlapper foldet helt ud, reflekterende, debatterende, spørgelysten og med tårnhøje karakterer, jeg er ikke en eneste gang i mit halvlange liv blevet anset for værende useriøs, never ever, kodex eller ej…
Om det er her at slaget om de kvindelige og mandlig værdier skal stå, ved jeg ikke; jeg synes det handler mere om mellem-menneskelige relationer og anerkendelse af forskelligheder, samt selvfølgelig respekt, der skal gå begge veje.
Jeg synes, at der skal være balance, man kan ikke forvente respekt og engagement, hvis ikke man selv viser samme; med det mener jeg ikke, at man behøver at ta’ individulle hensyn til måske 200 studerende, overhovedet ikke.
Men man kan måske anerkende, at det, man selv oplever som dårlige manerer, nødvendigvis ikke opleves sådan af alle, og også finde ro i, at ens undervisning/forelæsning er top-veltilrettelagt og spændende, men at ikke alle viser deres engagement på samme måde.
Vi er forskellige, og det er skønt, verden ville være et dødsygt sted at være, hvis konformiteten var enehersker.
Husk nu de milde øjne…
10 Kommentarer
Det er en meget interessant debat. Og jeg er lidt delt. På den ene side, som tilhører, kender jeg i hvert fald fra mig selv, at indimellem skal der lige tegnes lidt kruseduller i margenen…for det meste lytter jeg koncentreret samtidig…og andre gange får tankerne lov at “krusedulle” med. At være 100 % opmærksom hele tiden, det kan jeg ikke. Så hellere lige stå lidt af, og så komme ind i kampen igen.
På den anden side, hvis jeg var underviser…så kunne jeg godt forestille mig, at hvis alt for mange af de studerende havde gang i andre aktiviteter imens…det være sig strikketøj, kruseduller eller noget helt tredie…ville jeg nok blive en anelse irriteret.
Den er med andre ord ikke helt nem! 🙂
Jeg har fulgt med i debatten for bagefter at tage afsted til et heldagsarrangement omkring vores Aktivitetshus. Strikketasken var selvfoelgelig pakket, men jeg taenkte ogsaa lidt paa hvordan det ville virke paa de andre deltagere og konsulenten fra Birkeroed. Da han praesenterede sig sagde han bl.a. at den form for kommunikation kunne vaere anstrengende i laengden, og at han havde det fint med at folk gik rundt i lokalet, malede kruseduller ( det var det oejeblik hvor strikketoejet kom op paa bordet ) – eller strikkede. Saa var det afklaret ! Jeg kan sagtens lytte og strikke et eller andet “autostrik” – det er det der holder mig vaagen og koncentreret. Men jeg proever at tilpasse mig situationen – naar jeg laegger maerke til at underviseren foeler sig forstyrret, ryger det ned i tasken.
Da jeg moedte en af mine laerere til mit 25-aars-studenterjubilaeum sagde hun at hun ikke lige kunne huske mit navn – “men du er den der altid sad og strikkede” 🙂
Strikkehilsner
Angelika i Sydslesvig
Du er selv inde på det – det med læringstil.
Vi er individuelle som mennesker og vi lærer i forskellige miljøer.
Når jeg kigger ud over en forsamling, som jeg underviser – så er der aldrig en der sidder opmærksom og kigger på mig og kun lytter…
Alle elever/lytter laver et eller andet. Nogle (især pigerne) sidder og snoer deres hår om fingerne – eller hinandens hår. Drengene sidder ofte og dimser (som du kan høre underviser jeg). Der er også dem der tager notater på den bærbare.
Jeg har aldrig følt mig generet af hvad de end sidder og foretager sig -så længe de bare ikke sidder og små snakker indenbyrdes…. Jeg selv står jo heller ikke stille. Jeg går rundt i lokalet – beskriver med arme og ben….
At tilhørerne sidder og dimser med et eller andet; kuglepen, strikketøj, hår eller hvad ved jeg betyder ikke at de ikke er lyttende, tværtimod. Jeg oplever ofte at dem der sidder og dimser netop er de mest lyttende.
Læringsmiljøet er forskelligt både for underviseren og den der skal modtage undervisning. Og det er ikke altid muligt at tage 100% hensyn.
Men det er spændende netop det med læringsmiljøerne……
Mangfoldigheden længe leve! Selvfølgelig skal man have respekt for hinanden, men også for sig selv. 😉 Diskussionen er spændende, men som du skriver mangler man nogen gange smilet i øjnene og latteren i stemmen, når man sådan sidder bag sin skærm og skriver.
Men jeg håber, at du stadig er glad ved både strikkeriet og studiet, det er jeg! 🙂
Kh Karen S
Det var et godt indlæg – jeg tror du udtrykker hvad vi andre gerne ville have sagt. Med et glimt i øjet 🙂
Jeg har prøvet af bevare smilet og de positive øjne, men det kan være svært at finde lige de rette ord.
Og ja HURRA for mangfoldigheden, den må vi aldrig ta’ livet af!
Og Birgitte forresten, har du opdaget, at vi skal på Isager-kursus sammen på Fanø?
Vi ses lige om et par uger 🙂
Efter et nærmere tjeck på deltagerlisten – sørme ja! 🙂
Jeg glæder mig også! 🙂
Personlig vil jeg hellere stå og kigge på en studerende/elev der strikker end en der sover 😉 Har prøvet begge dele da jeg gik på håndarbejdsseminariet for ca 100 år siden.
Da jeg gik på lærerseminariet sidste år spurgte jeg mine lærere om det var okay med dem at jeg strikkede og det var det. Min dansklærer sagde at det ville have generet ham hvis jeg havde siddet i et hjørne og gjort det og aldrig havde sagt et ord, men nu sad jeg lige oppe foran ham og var meget aktiv i undervisningen også.
Men jeg forstå godt Ullas holdning og det er jo også derfor jeg spørger når jeg sidder i en undervisningssituation. Hvis underviseren (og andre tilstædeværende) føler sig generet af mit håndarbejde vil jeg ikke kræve at få lov til at gøre det alligevel. Vi skal jo gerne være her alle sammen 🙂
Blev det der i mod forbudt at strikke i bussen, så ville jeg protestere på det kraftigeste, for jeg kan altså ikke sidde og glo ud i luften den halve time det tager mig at komme ind i byen ;-D
Fortsat god fornøjelse med seminariet og Albert.
KH Britta
Jeg er en meget aktiv studerende og har styr på sagerne.. og det der med at strikke til en forelæsning, har jeg ikke gjort. Mest fordi jeg ikke lige har tænkt over det, og nu er det bare slet slet ikke utænkeligt, at jeg vil gøre det til vinter… hver gang lejligheden byder sig. Jeg sidder altid på bagerste række, så det kan vist ikke genere de andre 163 på holdet… og mændende opdager det slet ikke. De sidder nemlig med deres bærbare og surfer på nettet, skriver på msn osv…. 😉
Åh ja, Johanna, bærbare computere, de kan da virkelig få folk til at glemme at være seriøse 😉
Og så vil jeg da glæde mig til at se, om du kaster dig ud i strikkeriet under forelæsningerne, og hvilke reaktioner, der så kommer på det!
Britta, jeg ville aldrig aldrig strikke, hvis det virkelig var til gene for mine omgivelser, men jeg ville nok forsøge at presse et argument eller 3 ud af dem, før jeg bare lige accepterede det!