Hvorfor er det lige, at jeg aldrig får mig arrangeret ordentligt i forhold til julebageriet?!
Det bliver til sådan lidt drypvise udskejelser, når lysten lige melder sig, en sjat pebernødder her, nogle cookies der og en enkelt nykogt klejne, når det går vildest for sig.
Jeg vil ha’ kagedåser stakket i høje tårne, fyldt med den ene sprøde kage efter den anden, masser af kager i alle mulige afskygninger, der skal være nok til at man kan vælte sig rundt i dem – og smide det kvarte ud, når julen er slukket og lukket.
Hjemme hos mormor blev der bagt i to på hinanden følgende dag, og så stod de ellers der, kagedåserne, ovenpå køkkenskabet, de flotteste kager blev sat bagest med tape om låget, og foran stod så de mindre dåser med misfostrene i, og dem måtte man tage lige så mange af, som man ville, næsten…
Jeg når det ikke i år, det der med maratonbagning, men lidt har også ret, og 3-4 slags kan det vel blive til, inden juleferien og den ekstra tid til småkagegufning oprinder.
Pebernødder er et must, de første er for længst væk, spicy cookies ville også være godt, med masser af kanel, chokoladeklumper og kokos i, og så nogle sønderjyske fedtkager, som jeg kunne få lov at spise helt alene, og måske også nogle papirtynde jødekager.
Vanillekranse er også godt, og finsk brød med hakkede pistacier ovenpå, og klejner – uhm – sådan til at ha’ i ukogte i fryseren, så de hver gang kunne nydes friskkogte og sprøde.
Jeg kan ikke nå det hele i dag, måske slet ikke overhovedet, men jeg vil drømme om de gode kager og de høje tårne af fyldte dåser, og så vil jeg starte med at lægge dejen til en omgang lyse kager med orangeskal og frisk rosmarin…
6 Kommentarer
Anne du lyder som mine unger. De vil også ha’ fyldte kagedåser med mange slags af det ene og det andet. Mig rør det ikke, jeg spiser faktisk slet ikke af det.
Men det så sagt, så elsker jeg processen med bagningen, så indtil nu er det blevet til vaniliekranse, pebernødder, brunkager og orangestænger med chokoladeovertræk.
Mand og børn kræver (gerne)mange slags, og derfor er der stadigvæk 2-3 slags på to-do listen. Men det gør ikke noget, for jeg holder så meget af det, især i den sene aftentime.
Kære Anne
Trods underudviklet husmorgen, fuldtidsjob og 2 små børn har vi de seneste år haft lige hvad du beskriver, tårne af kagedåser og så mange småkager at vi kunne forære væk af dem (og smide ud efter jul). Som hos din mormor blev de fineste gemt til jul. Og ved du hvad? Vi når bare at blive rigtig træt af dem i julen…Så i år er julebagningen som din plejer at være, lidt her og lidt der. Vi bagte dine pebernødder forleden (uhm) og bød rundt til legekammerater og deres forældre, i weekenden bagte vi svenske lusekatte. Vi bager (og spiser) når vi har lyst, og har ikke et bjerg stående til juledagene, hvor vi i virkeligheden er nået dertil at vil trænger mere til frisk frugt og ostemad.
Hmm, når det så er sagt, småkager med rosmarin, det lyder nu ikke dårligt…
Jeg er jo i virkeligheden bare et barn, Anne 🙂
Siden jeg skrev indlægget her, har jeg produceret 3 x dej, så inden aften, så er jeg da godt på vej mod kagetårne.
Laura bad så inderligt om vanillekranse, men jeg mangler sådan en fætter til kødhakkeren, det er vist noget med at der findes en uautoriseret til Kitchen Aid’en, jeg må på jagt.
Og madlavning/bagning om aftenen eller natten, det ynder jeg også…
Jeg er i gang nu, Lise, og inden vi får set os om, så har jeg bagt en masse, men med det leben der er i vores hus, så forsvinder de hurtigt, det er jeg helt sikker på.
Godt at i kunne li’ pebernødderne, dem elsker vi selv, og bliver lidt lange i hovederne når vi får serveret de krydderibomber, som optræder de fleste steder, bevares de smager da dejligt, men pebernødder er det ikke uden peber 😉
Safranboller bager vi altid d.13., når jeg er i topform serveres de til morgenmad, og er jeg vintermat, så nyder vi dem om eftermiddagen.
Jeg har lige tjekket bageskuffen, og der er safran i hus, det kan nemlig ikke købes i vores lille by…
Hej Anne,
Hvis du finder en uautoriseret “dims” til Kitchen Aid, vil du godt lade mig det vide ? Vi kvaerner dem stadig ud af den meget gamle koedhakkemaskine. Hos os er Vaniljekranse helt bestemt en del af Julen.
Ann i Vancouver
Jeg snupper to med det samme, Ann, hvis jeg altså finder den!
Tak skal du have!!
Ann