ARVESTYKKER…

Hos Madame er der kørt i stilling til en tur tilbage til barndommens land, til tanker om ting, der ved deres tilstedeværelse i vores liv sender os på gode ture ned ad Memory Lane, når vores øje falder på dem, eller duften af andet, der sender os tilbage i rum, der ikke længere er.

Rundt omkring i vores hjem er der også ting, der minder mig om det der var, om gode dage, og også om mindre gode dage, ting der linker mig og mine tanker til dem, der forsvandt alt for tidligt ud af mit liv, og som jeg så pokkers gerne ville ha’ haft muligheden for at kende nu, hvor jeg er blevet store Anne med lidt flere år på bagen, med egne børn, holdninger, meninger, livsdrømme og flere erfaringer.

I mit køkken står en stabel gryder, der bruges næsten hver eneste dag, gode gedigne gryder, der er mere end 30 år gamle og som er slæbt hjem fra Lyon af min far, der engang brugte en sommerferie på at lege Chef.

Han drog med gode venner på kokkeskole i Frankrig og måtte bare ha’ de gryder med hjem, for uden dem kunne man da nærmest ikke lave et anstændigt måltid…

Min far døde alt for tidligt, bare 30 år gammel, og lige forleden dag var det 31 år siden, det er længe, og oplevelser, minder og stemninger kan med tiden blegne, især når man bare var en pige på 11 år, der oven i købet kun kom på weekend og ferie, og som ikke havde en hverdag sammen med ham.

Men jeg har heldigvis en hukommelse som en elefant,  kan åbne mange små skuffer i den kringlede hjerne og finde dage og timer frem, som jeg selv kan glædes over og varmes ved, og som også mine piger elsker, at jeg deler med dem.

Jeg kan jo kun forestille mig, hvordan vores forhold ville ha’ været i dag, og det er så let at sætte de ikke-tilstedeværende op på et piedestal, og alt hvad jeg husker og fornemmer er måske heller ikke den skinbarlige sandhed, men jeg ved med sikkerhed, at der er mange mange ting hos/på/i mig, der er sammenfaldende med hvem og hvad min far var.

Jeg er fars pige, indeni og udenpå…

Musikken, naturen, de mange ord, krøllerne, hænderne, glæden ved at være omgivet af mange mennesker, latteren og kærligheden til livet i køkkenet er vores fællesnævnere, eller nogen af dem, og nogen af dem er forstærket af en mor med samme hang;  jeg føler, at vi ville ha’ haft så meget at gi’ hinanden, os to, Topper og jeg.

Vi fik ikke tiden til det, men han er her jo alligevel, inden i mig, og mange dage, når jeg lukker min hånd om de sorte håndtag og løfter de tunge gryder rundt ved komfuret, så tænker jeg på ham, på køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på bordet og svinge med de tynde brune pigeben, hvor jeg fægtede med skarpe knive og fik lov at rode med råvarer, smage på alverdens lækkerier og ta’ livtag med madlavningens kunst, det var dejlige dage.

Mange af de ting, som jeg i sin tid arvede fra min far, er gået til på livets bumpede vej, bøger er blevet læst i stykker, vinyl-lp’er er blevet udkonkurreret af små blanke disc’s, porcelæn er blevet slået itu, men meget andet er her endnu, hundrevis af fotos, en Petronella, som han fik i studentergave, hans gamle drengeklubs-fane, som pigerne har i deres havehus og ikke mindste gryderne, der koger os de lækreste saucer og simreretter.

Arvestykker eller tidsmaskiner, livet ville være fattigere uden dem…