Jeg rakte hånden og hjertet frem, jeg tilbød mig selv og min faglighed til jeres arbejdsfællesskab, jeg bød ind med alt det bedste i mig, min rummelighed, mine drømme, mine forudsætninger, mine styrker, min humor, mine reflektioner og intentioner.
Og imens sad du bare der, med armene over kors og ansigtet vendt væk, og de eneste to gange, hvor din røst lød i lokalet, da var det med slet skjult foragt og nedladenhed.
Du kiggede mig ikke i øjnene en eneste lille gang, sagde knap farvel og da slet ikke tak, og da jeg havde lukket døren bag mig, der sørgede du i alle tilfælde for at komme godt og grundigt på banen med alle dine forbehold over for mig…
Det var ikke min faglighed, mine pædagogiske evner, mit anerkendende møde med børnene og jer andre, der var i spil, nej for der var jo egentlig ikke noget at komme efter, i alle tilfælde ikke hvis man skulle være saglig.
Så du gik efter manden i stedet for efter bolden, og du gav mig sådan et spark i maven og sådan et svirp på hjertet, at det vil tage nogle dage, før jeg får samlet mig op igen.
Du gik til angreb på min personlighed, jeg var for skarp, for hurtig, for grinende, for snakkende, for klog, for udfordrende og sikkert også for moderne.
Jeg kan fortælle dig, at lige nu er jeg alt andet end det, jeg er lille, ked, tvivlende, selvbebrejdende og rystet…
Men du kender mig jo, og ved sikkert også godt, at inden længe, så er jeg på benene igen, og du skal vide, at så kommer jeg lige forbi og vender verden med dig.
Jeg vil tilbyde dig et hurtigt lift hen på ørertævernes holdeplads, og for en stund vil jeg glemme, at jeg faktisk er et overbærende, rummeligt og sødt menneske, og så vil jeg fortælle dig en historie.
En historie, der vil efterlade dig uden den mindste tvivl om, hvad jeg egentlig mener om din fladrøvede, musegrå Fjällräven-pædagogik, om din lammende kaosangst, der forhindre dig i at være en sjov og udviklende pædagog, om min foragt for din måde at skamme børnene ud på og om din usle empati med de mennesker, der ikke lige passer ind i en af dine sorte eller hvide kasser.
Jeg vil fortælle dig, at indeni der er du bare et ynkeligt lille menneske, og at du burde gi’ dig selv et los bagi og komme frem bag det hegn du har bygget af selvretfædighed.
Jeg vil fortælle dig lige præcis, hvordan du virker på de børn, som du forestiller at skulle anerkende, og jeg vil sørge for, at du fra nu af og til du engang holde op med at være pædagog, vil høre min stemme og se mine gnistrende sorte øjne foran dig, hver eneste gang du åbner munden for at lukke noget nedgørende og ringeagtende ud til et medmenneske, og at du vil mærke min ånde i nakken hver eneste gang du kigger med hovmod på en lille eller en stor!
Du kan bare lige vente dig, kan du…
Jeg kommer mig, også hurtigere end du vil gøre, og indtil jeg er helt mig selv igen og har fået hjertet helet og sat på plads, der kan jeg heldigvis bære det i en lille skål, der er givet af en kær veninde, der kunne se, at jeg havde fået det revet ud og trampet på, og som heldigvis også kan se, at jeg rummer meget mere end du gør.
Om det gjorde godt at få luft??
Det kan du bare lige bande på at det gjorde!!
Men sorgen over at møde et fattigt og indskrænket menneske som dig, den holder nok et par dage endnu…
43 Kommentarer
Sådan, Annemone….det lyner i Engesvang 🙂
Lyder som en rigtig dårlig oplevelse, du har haft…mon ikke hun i bund og grund er skidemisundelig på den måde, du er pædagog på?! I hvert fald lyder hun ikke til at være verdens bedste kollega. Øv!
Godt, at du har fået lidt luft her…jeg sender lige lidt opmuntrende tanker din vej. 🙂
Lynet nåede da vist også helt til Ewaldsvej fra Engesvang, jeg krøb da helt tilbage i sofaen, med sådan en skæld ud… Kan lige høre din tone oven i hovedet, og det gør mig absolut ik mindre bange :o)
Men bare du fik luft mor… Håber ikke hende pædagogen, kan finde ud af at gå på nettet, og i hvertfald slet ikke finde fugl og fisk.
Kys fra din store datter
Sidder her og tænker på dig, og hvad du har været i gennem…sådan må mennesker ikke opføre sig, men jeg ved godt, at det gør de , for jeg har prøvet det selv, har fået samme beskeder som dig….men som du selv skriver, du vender tilbage,,, det gør man jo….men stadigvæk er det ikke i orden at være sådan….godt du fik skrevet det ned og ud… pas godt på dig selv..også gode tanker sendes herfra, og med det blæse vejr, er de der vist snart.
Ja sådan Hanne, kunne du bagefter lynet så høre det der AAAhhhhhh, der også fulgte med 😉
Hun er bare en kæmpe klaphat, Lea, men hun har gjort mig rigtig ked af det, men jeg kommer igennem det, er allerede godt på vej…
Ha, Sophie, ja du kender jo om nogen måden jeg lyder på, når jeg når dertil, hvor det bare er nok 🙂
Jeg tvivler på, at hun surfer og læser blogs, men hvis hun gør, så skal hun være så hjertelig velkommen, og hun ville også vide, at en dag, der kommer ordene direkte fra mig til hende og ikke bare på skrift!
Kaere Anne,
det maa ha’ gjort godt at faa luft !og hvem bedre end at goere det overfor end dine venner her i Cyberspace.Det maa have vaeret en grim oplevelse og trist er det at vi af og til moeder den slags mennesker, men saa taenk paa alle os andre som paa venneplan hver dag nyder godt af din dejlige personlighed og dit venskab. Hvis jeg ikke sad paa den anden side af Jorden ville jeg bestemt komme forbi og faa den kop kaffe du har lovet mig og proeve at faa dig tilbage til den Anne som vi kender.
Knus
Ann i Vancouver
Pust! Knus!
Det er et sjokk når slike “små personligheter” viser sitt sanne ansikt – samtidig er det i ettertenksomhetens lys enda godt at vedkommende fikk vist sitt sanne jeg, for nå vet du virkelig hvor du har vedkommende! (Jeg var utsatt for noe liknende i fjor…så jeg nikket på hodet her og gjenkjente raseriet ditt når jeg leste).
Du har min fulle sympati, du fortjente ikke en slik behandling!
Stor strikkeklem fra meg
jeg heier på deg!! ikke fordi du vinner, for det gjør du, men fordi du har rett! stå på! klem og smil.
Sådan Anne – så ka’ hun lære det 🙂
Bare gå på hende, når du har samlet dig selv igen.
Den satt, tenker jeg!!!!
Åh, Anne…det gav et gib – mest – i mit hjerte, men også i min faglige (pædagog) stolthed at læse dine sårede, vrede – men stolte ord.
De er der ALTID de små, snævertsynede, misundelige mennesker, uden hjerte, faglighed og selvindsigt.
Og når de tromler over én som dig, for at bevare deres tilværelse kedelig, følelsesforladt og vrissen, gør de det uden at ænse hvad deres stikkende, tunge ordstrøm og nedladende kropssprog efterlader….
At du er hjertelig, saglig og levende lyser ud af dine ord – ja, du rummer nok alt det din “kollega” ønsker at være (hun ved det bare ikke selv!!!!!!!!)
Trods grimme hug og sårende ord, har du forladt denne dag med mest stolthed over at være sig selv – det er jeg sikker på…..
Kærlig hilsen og et lille klem
Ulla :0)
Det må være svar på tiltale… sådan og kom stærkt igen
Jamen, Anne da` det er noget af en dårlig oplevelse du har haft !-) Det lyder som om at i er to vidt forskellige personligheder! – Det giver ikke ret til at ydmyge og ned gøre..Jeg kan godt forstå at du føler dig krænket…Sådan er livet jo desværre nogle gange..Min oplevelse er også at det gør stærkere,når man har rejst sig igen!-)
Hold da op! Imponeret over dit udbrud, men fornemmer også smerten over mødet! Håber du har fået luft, så du kan komme videre?
Hold da fast… håber det gjorde godt….
Jeg gør det samme … i bilen… til og fra arbejde … så hvis du en dag møder en hvid Ford med en buttet, rødhåret, snakkende og fægtende kvinde, så er det sikkert mig… *gg*
Tross at jeg syns forferdelig synd på deg, fordi slike opplevelser er skrekkelige og utmattende, så var det godt å lese det du skrev. Jeg beundrer deg din evne til på samme tid å være så såret og opprevet, og samtidig klare å bevare selvrespekten og se gjennom henne som gjorde deg urett.
Go, girl!
puha! godt gået, Anne! håber du snart får samlet dig selv igen, for vi kan altså ikke undvære dig lige som du er!
kh.fra Island
Frida
Godt talt skønne Anne, giv du bare igen så du høres over det ganske danske land.
Åh Anne, godt du tager kampen op. Selv vi, der kun kender dig herfra kender dit store faglige engagement og ved hvor hårdt dit hjerte banker for dem der har allermest brug for dig! Man skal ikke lade sådan en modstander vinde, men tage til genmæle for sig egen, og ikke mindst for børnenes skyld. Både fagligheden og menneskeligheden må forsvares! Godt brølt, Anne!
Hun er da vist ikke en af dem man ønsker at samle på…
Tænk at hun gider bruge sin tid på det.
Vi ligger gerne øre til dine udbrud – og stakkels hende, når de kommer den vej.
Dorte
Det lyder som noget af et slag, du har fået dig der. Trist at nogle mennesker kan være sådan, men det er desværre et af livets hårde realiteter.
Håber, du får rejst dig igen og læget sårene, hun gav.
Og som du kan skrive, så man lige forstår, hvad du mener!
Jeg hader selv de der smålige mennesker der kun kan være store ved at gøre andre små. De får deres straf ligepludselig fra en helt uventet kant.. noget med karma? Bliv ved med at være den du er – der hvor du er er du den bedste. Forblæste hilsner fra Ærø
Jeg ved, hvem der tabte. Det var ikke dig, Anne 🙂
Jeg har ikke så meget at tilføje vil blot sende dig et virtuelt knus og kh.
Kæreste Anne
Fejl-finder-pædagoger/lærere er noget der hører fortiden til. Dinosaurerne trives stadig derude – men de mærker instinktivt, at de er en udødende race, og kæmper mod deres egen udslettelse ved at træde hårdt til, når de møder den anerkende tilgang til børn og unge. De er skræmte, fordi udviklingen løber fra dem og de magter ikke den nødvendige tilpasning, der kunne sikre deres overlevelse . De har ikke kapacitet til udvikling og derfor må de gå til grunde. Jeg tror med hud og hård på den anerkende pædagogik – men jeg ved også, at det koster i det etablerede system, hvor dinosaurerne sidder på magten og kæmper med alle midler for at fastholde den. Det kommer til at kræve sine ofre at få dem væltet af pinden – men i samværet med børnene mærker man tydeligt, at der ingen vej er udenom kampen. Det er en kamp, der skal kæmpes
God kamp
Tanker Mie
Sådan, klokkeklart, klokkerent og lige i smasken.
Jeg blev meget rørt, da jeg læste dit indlæg – meget velskrevet, meget velformuleret, nærmest poetisk. Hold endelig fast i at ville fortælle hende et par ting eller to, det vil gøre godt.
Anne, det lyder som om du er SÅ klar til at levere det her videre til rette ejermand !
Jeg er sikker på, at du passer på dig, -selv om du blev hårdt ramt i dag, 🙁 – men denne her skal tilbage lige i solar plexus, – om det hjælper ved jeg ikke, – det kunne lyde som om hun er udenfor “rækkevidde”, – men hun SKAL høre det, – for det er IKKE ok!
– Og hun har jo allerede “tabt”, – ikke mindst hendes værdighed…..
Knus og godt tanker blæses afsted herfra ! 😉
Næh ved du nu hvad, det er simpelthen for frækt, at du på den måde skal belemres med andre menneskers angst og højrøvede egoisme. Er vi professionelle eller er det ok at vi kører vores eget l… af sådan lige når det passer os. Sådan en perfid og misundelig K……! Herfra Djævleøen sender jeg lune bløde vattæpper til hjertet og maven, samt masser af sjællandsk muld, jordkraft og varme til at give omsorg til det chok du må have i kroppen. Du forstår nok at rase og lyne selv, ser jeg, men jeg siger alligevel: hun skal ikke rører ikke min yndlings Anne med så meget som én spydighed til.
Pyha Anne.. sikke en svada.. Jeg håber det lettede og at du virkelig på et tidspunkt for videre givet den til rette vedkommende. Man skal sgu ikke finde sig i hva´som helst!
Knus herfra..
Jeg kender hende godt Anne, hun arbejder også der hvor jeg arbejder. Det bedste er man bare kan trække på skulderen efter en tid og tænke hvor er hun dog ikke særlig langt med sit liv, synd det var dig der skulle stå for skud.
Jeg er saftsusme glad for jeg ikke er i hendes sko… 🙂
Knus herfra!
Huff, det er vondt når følelsene raser sånn.
Nei, hev deg over henne, hun fortjener ikke at du kaster bort to dager til med sorg….
Løft hodet, søte Anne! Du er nok mer enn søt og, har jeg lært =)
Du er en sterk og modig Anne også. Stor klem fra meg.
Sådan en snotskovl!!!!
På hende!!!!!
Ingen kan brøle så højt som en såret hunløve.
Giv’ her hell !!!!!
varme knus
Sanne B
Jeg læser desværre først dit indlæg nu. Jeg kan bare sige, at hun må være et fattigt, misundeligt og kedeligt menneske, sådan at sige nej til dig – du er så fuld af liv og leg og lyst. Du kan give ungerne så meget – og de voksne, hvis de tør. Bliv ved med at være dig Anne, verden ville være et fattigt sted uden. Kærlige tanker fra mig til dig.
Puhhh..
Kender personen du skriver om og ved hvor lidt dennes plads er berettiget lige dér. Ved hvordan hun kan ødelæggen al den glæde som kunne være. Er vist flygtet fra et par stykker.
Du er snart oven på igen, det ved jeg.
Knus
.. og god madlavningsweekend, det lyder så herligt og hyggeligt det hele. 🙂
Jeg har heller ikke set indlægget før nu og jeg blev så vred på dine vegne, Anne. Den type ledere, er så bange for stærke og dygtige medarbejdere – der kunne jo ske det, at deres egne manglende evner kom frem i lyset.
Du har fået luft i et helt fantastisk skarpt og velskrevet indlæg, der svirper, så jeg også kan høre stemmen i mine ører.
Pust hende i nakken – og bliv ved – så kan hun lære det!
Suveræn refleksion. Man bliver pædagog gennem uddannelsen og men man bliver vurderet på sine handlinger og samspil – og der skal nogen altså ud af faget igen. Jeg håber du vover at tage returbolden.
Karen-Ditte fhv. pædagogm, idag uddannelseskonsulent:-)
Ret ryggen og sæt hende på plads når du har fået hele følelseregisteret på plads .. og husk på hun er et meget usikkert og misundeligt menneske når hun tillader sig at opføre sig så ringe.
[…] mødte hende her i dag, hun kom gåede på cykelstien med en flok unger, der hujede og vinkede, da de så mig komme […]
[…] en ret ubehagelig oplevelse tidligere på året krøb jeg i flyverskjul, lagde låg på alle længsler efter nye udfordringer […]