Pigerne er kommet hjem fra en oplevelsesrig badminton-weekend med ædle metaller i taskerne, den lille havde en guldpokal med og den store en i bronze, hver især tilfreds med egen indsats.
Vi to halv-gamle er allermest tilfredse med, at de overhovedet kom afsted, det holdt nemlig lidt hårdt, de har ikke den store trang til den slags udskejelser, men det er så dejligt, at de tog springet, for de er kommet hjem så glade og fyldte af oplevelser og mod på meget mere.
Og vi er selvfølgelig også glade for, at deres flid og indsats på den sportslige side belønnes, det er altid sjovt at vinde…
De mødte hinanden i semifinalen, og de havde kæmpet, som var det med livet som indsats, og vi har fra pålidelig kilde hørt, at det var med hvæsen og onde øjne at slaget stod.
Den store siger, at hun lod den lille vinde, den lille snøfter hånligt og bedyrer, at sejren var fortjent!
Den diskussion får de lov at ha’ for sig selv, den startede for næsten 12 år siden og får nok aldrig ende.
Amanda måtte bæres op ovenpå i aftes og har ligget brak deroppe der meste af dagen i dag, de hypermobile led har været på overarbejde og anklerne kan endnu her i aften nærmest ikke støttes på.
Det er surt for hende, der gerne vil springe badut og slå til både Søren og fjerbolde, men sådan er det og så må hun ta’ en slapper, når hun har brugt sig selv for meget.
Pokalerne kom med hjem, og det opvejer vist så rigeligt de ømme kroppe…
6 Kommentarer
Du kan da vist med god grund være stolte af dine to dejlige piger Anne. Jeg kan tænke mig at den semifinale må have været noget af en publikumsmagnet :0) Jeg sidder og får nogle “indre billeder” af hvordan det ville have været hvis min søster og jeg havde stået i samme situation for år tilbage…. uha ikke noget kønt “syn” vil jeg tro – jeg har på fornemmelsen at dine piger klarede “presset” flot. Tillykke til dem begge.
Det er så SKØNT, når ungerne kommer hjem fyldt med glæde og gode oplevelser – det er synd med de ankler – min ældste døjer med det samme, efter en dag i Fakta gør ryggen av… god og dejlig aften til jer alle. 🙂
Wauuuu! Tillykke med pokaler og superdygtige børn… og så lige et pust til ømme ankler 🙂
Tillykke til de seje piger.
Sikke flot af dem begge!! Et STORT tillykke – og det var da nogle pokaler der ville noget!
Emil døjer meget med astma, men er lige så vedholdende, viljestærk og nysgerrig på livet, som din Amanda virker til at være.
Han giver først op når alle kræfter (og luft) er brugt, og er som regel fuldstændig færdig efter endt træning/kamp…så er rekreation nødvendig. Som for Amanda og hendes ømme led…
Alligevel glædes jeg ved tanken om den vilje og glæde ved sport, som de begge utvivlsomt besidder, på trods af de fysiske kampe de må tage med oveni…
Sidste år spillede de finale mod hinanden til klubmesterskaberne, Frk. Solhat, det var ikke let for forældrene, det ikke måtte heppe hverken for lidt eller for meget 😉
Det var rigtigt dejligt, Helle, der var oplevelser med hjem, som kan snakkes om i mange år 🙂
Det var da ret godt gået, ikk’ Anita, og jeg sender pustet videre, det kan også bruges i dag…
Tak Sifka…
Ja, Ulla, det er for en gangs skyld nogle pokaler, der blinker 😉
Og så kan vi vist være tilfredse med Amanda og Emils gejst, for det letteste ville være at sætte sig i sofaen og takke nej til aktivitet p.g.a. følgerne, så hurra for at de gider…