Jeg må forsyne mine lommer med rå mængder af lommeletter til de kommende dage, jeg har så let til tårer og jeg har stærk fornemmelse af, at jeg kommer til at trille en enkelt eller fem.
Lige nu føles det som om, at der er en hel masse, der sker for sidste gang, sidste diktat, sidste bibliotekstime, sidste forældrebrev og videre i den dur, det er faktisk rigtigt hårdt for mig, også selvom der venter en masse nyt og spændende lige henne om hjørnet…
Enkelte børn kigger på mig med lidt opgivende og triste øjne, og det flår i mit hjerte, vi snakker om, at de får en ny og herlig voksen til at vise dem vejen og gå den sammen med dem, men de bider ikke bare sådan på, heller ikke selv om en af dem med megen alvor i stemmen sagde til mig “Du har jo ret til at leve dit liv, Anne!”.
Mon det var ved at få mig til at fortryde i bare et lille øjeblik? Det skulle jeg mene…
I dag var der morgensang for sidste gang, for mig i alle tilfælde, og da sidste vers af “Dagen er ny” blevet sunget af 100 børnestemmer, der måtte jeg bide mig selv rigtigt hårdt i kinderne for ikke at løbe helt over.
Dagen er lang.
Sol over vang.
Gi’r du et smil, vil jeg nynne en sang.
Før det bli’r nat,
husker vi at
livet er givet, så bare tag fat.
Leve og lege,
nyde hinanden, bruge forstanden og
dele det hele,
drikke af dagen i tørstige drag.
Jeg tager fat, det lover jeg, jeg skal bare lige tude først…
9 Kommentarer
Det ER bare ikke nemt at skulle sige farvel til dejlige børn og søde kolleger…heller ikke selvom det er for at begynde noget nyt og spændende. Godt, du er velforsynet med lommetørklæder…jeg ville have det akkurat lige, som du…og have ligeså mange pakker papir klar! 🙂
Puha, det trækker tårer!!
Man kan jo sådan set heller ikke forvente at være dygtig og vellidt uden at det kan mærkes…
Åh, Anne! Dit hjerte er lige så blødt som mit og tårerene flyder vist lige let…
Bare dét at læse dit indlæg var nok – og børn der synger!!
Du er ikke sat på en nem opgave de kommende dage….. men mon ikke du “bare” skal lade al den omsorg og kærlighed som børnene udviser overfor dig, flyde ind og tårerne flyde ud.
Trods alt er de jo – bl.a. – et udtryk for din omsorg for børnene, der har taget dig helt ind i hjertet :0)
Jeg er nået dertil, at tårer grundet rørstrømskhed ikke kan hindres og ej heller holdes inde…..
Held og lykke de næste dage – jeg tror, jeg vil tænke på dig :0)
KH
Ulla
Åh, hvor må det være skrækkeligt, jeg kan sagtens følge dig, det må være som at blive revet midt over.
Så tud du bare, så kan børnene også se hvor meget de fylder i dit hjerte, fyld du bare en nettopose med tudeservietter.
Held og lykke med resten af tiden hos “dine børn”.
Lommeklæder er der nok af, Lea, og tårer 😉
Det var sødt, Karin 🙂
Vi er vist i samme båd, Ulla, den rørstrømske.
Og tak fordi du tænker, det hjælper måske…
Nogle børn kan godt klare voksnes tårer, Tina, men andre bliver bare så forlegne, og det er næsten synd for dem, at de skal se mig med røde øjne i flere dage…
Åh, jeg ville godt nok også tude og hænge i dine arme hvis du var MIN voksen der skulle have andet at tage dig til… – så det er kun et godt og dejligt varmt udtryk for at tingene har været gode – rigtig gode – at du og de er kede og gir’ udtryk for det… og uh ha – hvis du var MIT barns støtte så ville jeg knagme også tude… tude … tude … for der findes ikke alt for mange af din kaliber, Anne!!
Men godt med kleenex er ikke at foragte…. kender det alt alt for godt og det kan ikke betale sig at kæmpe imod – selv støttekrævende børn skal have mulighed for at lære at der er også GLADE tårer…. ;0)
Kærligst Susanne
(PS. – og sangen Anne – hvilken sangbog er den mon fra – eller har du en titel til den, så jeg kan finde og synge den???)
Oaky okay – jeg HAR set at du jo også skrev titlen på sangen i indlægget – undskyld – ku’ nok ikke se den for bare tårer….
kh susanne
Jeg får også helt tåre i øjene!
Og selvfølgelig tuder du – det er jo ikke børnene der er grunden til at du valgte at tage springet, vel!
Jeg er så lille, Susanne, så du ville nok komme til at hænge med benene hen ad gulvet 😉
Men tak, hvor er det søde og varme ord du skriver!
Og godt at du opdagede “brøleren” selv, forfatteren hedder Jesper G. Jespersen…
Det er rigtigt, Britta, dem kunne jeg være sammen med for evigt…