FANØ TUR RETUR…

Eller historien om den syge moster, der måtte transporteres mange gange hen over Jylland, før nogen satte strikkepindene i hende!

En dag i eftersommeren 2007 kørte et strikkekit ombord på færge i Esbjerg havn, det skulle til strikkefestival på Fanø, hvor det var udlovet som præmie til en af alle de mange kvinder, der lige netop den weekend rejste til øen for at muntre sig med uld, pinde og ikke mindst hinandens gode selskab.

Til manges næsten uudholdelige misundelse landede den grønne syge moster lørdag aften i armene på en lille grinende kone fra fastlandet, hun jublede og lo og lovede, at hun ville passe så godt på mosteren og at hun inden længe ville blive strikket for så at blive båret med stolthed og til skue for alle de misundelige, der ingen moster havde.

Men ak, sådan skulle det ikke gå, den syge blev fragtet tilbage til fastlandet og kom så til at passe sig selv i hjørnet af et strikkeskab, og selv om der mange gange blev spurgt til hendes velbefindende og fremskridt, ja så skete der ikke en pind, den lille grinende kone lod som ingenting, og havde vist nærmest ikke bare den mindste snert af dårlig samvittighed.

En dag blev det dog for meget for den lille grinende kone, og hun tænkte, at hun nok hellere måtte sende den syge moster hen til en, der ofte havde spurgt til mosterens fremskridt og som var kendt for at stikke pindende i lidt af hvert og også få den hevet af igen, når ønskede slutresultat var nået.

Mosteren blev modtaget med åbne arme og der blev lovet snarlig bedring og frelse fra den stramme strikkepose, men så kom et nyt job på tværs og mosteren lå og sukkede, ensom og urørt var hun, og hun følte efterhånden, at hun nok havde været bedre stillet, hvis hun var blevet på Fanø den dag i sensommeren 2007.

Sommerdage kom og gik, mosteren nye plejerske prustede og stønnede og ønskede sig så frygteligt nogle stille feriedage med plads til strik og eftertanke, og sandelig om det ikke gik i opfyldelse, pludselig var ferien der og plejersken fik travlt med at pakke uld og pinde og den syge moster.

De kørte gennem landet og mosteren genkendte veje og landskaber, og pludselig kunne hun også mærke duften af hav og en frisk brise fra det store vilde hav på sine uldne kinder, plejersken havde valgt at tage mosteren med tilbage til øen, for her var der tid og rum til at arbejde med mosteren helbredelse.

Og sandelig om hun ikke på bare nogle dage gik fra at være bløde bundter i en lille snøret pose til at være en flot og frisk fejende moster, der nu kan leve sit liv i lyset, færdigstrikket og elsket, og med livskraft og overskud til at varme andre, så de ikke ender med at blive syge af blæst og fugtig havluft.

Og se, det er en næsten sand historie…