Min lille gamle farmor har fødselsdag i dag, 94 er hun nået til, det er alligevel noget, og selv om hun efterhånden er lillebitte og skrøbelig, så er hun stadig den samme seje farmor inden under alt det, der ser så gammelt og træt ud.
Vi har selvfølgelig været hos hende i dag, krammet livet halvvejs ud af hende, aet hende på de nysatte lokker og grinet af de pusseløjerlige ting, der ind imellem ryger afsted fra damens ellers meget meget pæne Roskilde-mund…
Farmor og jeg har altid været tætte, det var hos hende og farfar, at min far og jeg tilbragte mange af vores weekender sammen, dengang han endnu var ung og studerende og boede i en kælderlejlighed i Århus; der var ikke godt at være for os to sammen, syntes han, det var langt bedre at tilbringe stille og varme dage hos hans forældre.
Jeg er blevet sovset ind i kærlighed og tid og overskud hos farmor, der ofte sukkede over, at det var mormor, der havde mig til at bo hos sig til daglig; jeg var, og er nok stadig, farmors øjesten, og det bånd, der er mellem os, blev stærkt til det ubrydelige, da min far døde alt for ung.
Jeg har så mange vidunderlige minder fra mange dage med farmor, hendes sommerhave og glæde ved blomsterne, hendes gode fortællinger fra hendes barndomstid i Roskilde, det er rendyrket Matador, hendes ro og rummelighed, hendes skarpe intellekt og hendes kærlighed til bøger og smuk musik, og selvfølgelig også alle hendes historier om min far, som jeg fik lov at kende alt for kort…
Jeg har svært ved at slippe farmor, når det er tid at drage hjem, jeg kan næsten ikke klare det uden våde øjne, for jeg ved, at når man er 94, så er man ved at ha’ brugt sin tid her, og det er fair nok, men det er svært for mig at tænke på, at den dag hun er væk, så er der ingen tilbage, der husker barndommens dage sammen med mig mere, ingen mor, ingen far, ingen søskende, ingen bedsteforældre, og det kan altså føles tungt at vide.
Men det skal ikke lægge bare den mindste dæmper på en herlig dag, som den i dag, hvor hun den ene gang efter den anden sendte små gode bemærkninger hen over middagsbordet, bemærkninger der fik mine piger til at knække sammen af grin og mig til at udbryde et lille forskrækket “Farmor da!”
Faktisk er jeg temmelig sikker på, at mit ansigtsudtryk matchede nedenstående, da hun i dag omtalte sin hjemmehjælper som en “gokke-nok”, det siger en pæn dame altså ikke om sin søde og flittige hjælper, eller…
8 Kommentarer
Sikke dejlige ord – og billeder. Den lille detalje med elastikkerne på brillestængerne…åh ja…
De vidner vi har til vores tidlige liv kan aldrig erstattes af mennesker, der entrer scenen senere, og når det tynder ud i vidneskranken smerter det. Også selvom man ved, det er livets gang.
Jeg håber, du får lov at beholde farmor en god tid endnu.
Det var en meget smuk fortælling, som jeg nød til sidste ord. Nu ved jeg, hvor du bla. har dit smukke væsen fra…
Tillykke med din farmor Anne…hun lyder som en gæv kvinde…trods skrøbeligheden…dejligt at hun er der for dig og dine børn…
Kh.Anne
Sikke et dejligt billede af dig…synes det ligner gelvaldigt
Faktisk hver eneste dag tænker jeg på hvor stor betydning mine bedsteforældre har haft i mit liv….specielt min bedste (farmor) som jeg aldrig nogensinde har hørt sige et ondt ord om nogen. Vitterligt! Og hendes lille, arbejdsomme krop som så virkede så skrøbelig, men alligevel indeholdt en styrke uden lige.
Hende savner jeg så meget og jeg kan til fulde følge den store kærlighed til din farmor. Hun lyder til at være ganske vidunderlig….
Tillykke med hende :0)
Elastikkerne, Lotte ja de er gode 🙂 Brillerne ligner faktisk Ray Ban, mon det er min far, der lige har været til smart der?!
Og du kan tro, at jeg også ønsker, at hun skal være med til at bevidne bare lidt endnu, hende farmor…
Tak for det, Anita, sødt skrevet 🙂
Hun er den bedste farmor, jeg har, Anne! Og billedet, ja jeg kan vist ikke helt løbe fra det 😉
Jeg tror, at mange af os har fantastiske minder om vores bedsteforældre, Ulla, de har haft den tid og den ro, som vores forældre måske ikke har haft.
Jeg vil gøre mit bedste for selv at blive en af slagsen, engang…
Tillykke til Farmor, 94 er godt gået og i den alder må man godt slippe et par eder eller tre :O)
Billederne er herlige, lige dig. jeg kan især lide det nederste…herre grineren, siger Sidsel 🙂
Det kan hun selv være, hende Sidsel 🙂
Prøv lige at tjek mit mellemrum mellem fortænderne, det er ren Kirsten Siggaard…
Kære Anne,
Hvor er du heldig stadig at have din farmor. Tillykke med hende og giv hende et knus. Skønne fotos også! Kh fra Tanni