Cirka 7 minutter klarede vi at være på stranden ved Ertebølle, det meste af tiden med armene viftende rundt foran vores ansigter og munden stramt lukket.
En million milliard mariehøns havde besluttet sig for at drage til vandet i det skønne sommervejr, og de forstod ikke, at vi ikke gad at snakke med dem, at vi havde nok i vores eget selskab.
De var overalt, i tusindevis, og det var altså ikke rart, faktisk var det da temmeligt anstrengede at æde to tre stykker hver eneste gang, man forsøgte at sige noget til dem, man var sammen med.
Vi sprang i bilen og kørte til Virksund, og ikke en eneste lille høne havde fundet vej til stranden der, nej der var bare blå blå himmel, brændende sol og svalende bølger, det var herligt…
4 Kommentarer
Jamen, Anne – dér var vi jo… eller vi var der i båden, altså – for dér ligger vores lille sejlbåd jo og vi nød både is og skygge.. æv, at jeg ikke vidste, at du kunne finde på at komme til “vores” strand/vand/havn….. sad bare dér og strikkede – og lod børnene slænge sig og finde ro i skyggen!
kh susanne
Ha, ha!! Vi sad og døjede med samme prikkede problem ikke langt derfra – nemlig i Hvalpsund ;0)
Emil opgav at spise sin medbragte frokost af samme grund….
Lige så søde de kan være, lige så TRÆLSE kan de være… Men staklerne kommer kun for at drikke af vandet. (har jeg ladet mig fortælle) Når det er SÅ varmt, søger de mod vandet, og jeg husker en sommer forn ogle år siden hvor de bed da vi var ved stranden. De var der i massevis, og man kunne slet ikke sidde der da de også bed – det kradser og klør! 🙁
Alla V.: Håber Emil fik spist sin mad senere?!?! 😉
Det skulle jeg lige ha’ vidst, Susanne, så havde jeg vinket til dig 🙂
Så var det godt, at vi ikke drejede af mod Hvalpsund, Ulla, men fortsatte lidt længere ned. Der var ikke en eneste lille forkølet mariehøne i Virksund…
Jeg synes, at mariehøns er vældigt søde og kønne, Helle, men ikke på stranden og slet ikke i tusindevis.
Og ja, det gør faktisk ondt, når de napper 🙁