Jeg sidder hjemme og arbejder med journalskrivning, jeg har ingen aftaler med familier på denne side af kl.15, så der er tid og rum til at fordybe og formulere, jeg nyder at kunne gøre det i mit eget stille arbejdsværelse, hvor der ikke er trafik af hektiske kolleger, hvor ingen kimende telefoner skal besvares og hvor ingen klienter råber højt og vredt og forstyrrer min koncentration.
Jeg tillader mig selv en smut omkring killingekassen og et vend omkring vaskemaskinen, når jeg trænger til at ryste hovedet og strække skankerne, og en stille kaffetårspause bliver også lagt ind nu, jeg trænger…
Jeg nyder at sidde her i et lidt regnvejrsgråt og dunkelt alrum, masser af stearinlys bløder mørket op og jeg sipper min kaffe og strikker en pind, mens jeg hører radio med ét ører og killingelyde med et andet, det er balsam for sjælen.
Den opmærksomme vil sikkert opdage, at der er strikkepinde og ikke hæklenål i garnet, men jeg trængte altså til et lille håndarbejde, der kunne skride lidt hurtigere frem, så nu strikker jeg pause-poncho, stribe efter stribe, rundt og rundt, det går med lynets hast, det er automat-strik, når det er bedst…
6 Kommentarer
Uhm… 🙂
Pauseponcho 🙂
Dejlige stemninger – du inspirerer til selvforkælelse med levende lys og te …
Mmmm… lækre lækre striber og farver…!
Den bliver lækker, glæder mig til at se dig i de farver :O)
Det er lige det rette ord, Liselotte 🙂
Ja pause må der til, Anne, den der hæklenål er lidt mere anstrengende end pindene…
Det er det vi skal blive bedre til, Et cetera, selvforkælelse, jeg øver…
Ja, det ser vist ikke så skidt ud endda, Birgitte…
Du bliver nødt til lige at vente 5 minutter mere, Hanne, jeg strikker ikke så hurtigt, som en vis anden…