Hvem søren sendte svaret ud af min mund, da jeg blev spurgt, om jeg ville tage nogle efterårsaftener i byens aftenklub?
Hvem var det, der tænkte, at jeg da selvfølgelig ville op og lave krea-projekter med 5. og 6. klasses børn??
Hvem pokker var det der sagde “Ja, det vil jeg da gerne, det kunne være hyggeligt, mandag passer fint!”???
Lær dog at holde din store kaje, Anne Stange…
17 Kommentarer
Det var Anne – ja det var det 😉 God fornøjelse. 🙂
Hmmm… jeg har endelig lært at tie i større forsamlinger, eller hva’ der nu skal til, for jeg kender det, Anne. Jeg kender det til hudløshed og vel er det sjovt, når man endelig er der, men… nogen gange skal man huske, at man også skal passe på sig selv, sagde hende, som er akkurat lige så dum – og god fornøjelse, ikke 😉
åh hvor jeg kender det 🙂
Du er uforbedrelig:)
hm, netop derfor har min mand for et år siden overtaget tjansen med div. forældremöder o.lign. – han sagde at han da i hvert fald ville have forstand på ikke at slide sig selv op som jeg har tendens til at göre. men, så er det nu alligevel sjovt og dejligt og alt det dér når först man er der.
kh.fra Island
Frida
bare det ligger langt nok ude i fremtiden, er der næsten ikke grænser for, hvad man kan overkomme … til den tid.
Hej Anne,
jeg kan fortaelle dig at jeg i mange mange aar var en ja-siger, i begyndelsen var det sjovt og belaerende isaer naar man er ny i et samfund og skal tvinges til at laere nye skikke. Efterhaanden bliver det en byrde og man siger til sig selv, ligesaa snart roeret er lagt paa telefonen ” Gid F – – — ha’ det, hvorfor sagde jeg ja?” . Heldigvis laerer man det med alderen og nu fungerer min hjerne perfekt, den er programmeret til det, naar telefonen ringer.
You are going to have fun!!
Ann
Ja, mig var det ikke 😉
God fornøjelse alligevel Anne.
…de vidste nok hvem de skulle spørge(-:
jeg lider også af det… der er ikke grænser for hvad jeg da lige i et svagt øjeblik får meldt mig til… jeg arbejder på det… det der med at sige nej… knus fra Ærø
Nej, nej og atter… ja.
Alt med måde – både ja og nej.
Håber det bliver hyggeligt både for dig og de unge. Trods alt.
Mon ikke du en dag lærer ?? 😉 Det der N E J , kan være en svær størrelse nogen gange 🙂
Jeg genkender, Anne … vi må lære at sige nej, nej og atter NEJ.
Derfor har jeg lært at sidde på hænderne og knibe munden sammen i visse øjeblikke.
Har nemlig været der alt for tit. ;o)
LOL – den skavank hænger også ved mig… Håber du havde det hyggeligt! 🙂 Og til en anden gang: gaffatape!
Men kan du andet, Anne??? Næhh, vel?
Det var selvfølgelig rigtigt hyggeligt, og det bliver det også de næste gange, det var herligt at se alle mine gamle børn.
Og selv om jeg øver, og langsomt bliver bedre, så bliver det aldrig min stærke side det der nej-signing, jeg vil jo så gerne det hele…