GLADE OG FESTLIGE DAGE…

Vi går stadig sådan og sunder os lidt, prøver at finde os selv igen og få huset helt tilbage i rette folder, vi er godt på vej og bare så glade og veltilpasse inden i efter de dejlige konfirmationsdage.

Alt forløb som ønsket og håbet, og vi er meget enige om, at sådan en lørdagsfest og så stille familiehygge på selve dagen er det helt rigtige for vores lille klan, det gav os plads til både mere spræl og også mere fordybelse og nærvær, så vi snupper samme model igen næste år i april, når det bliver Amandas tur…

Lørdag var en herlig dag lige i Lauras ånd, hun har igen og igen fortalt os, at ALT bare blev lige præcis, som hun havde ønsket sig, og hun havde såmænd slet ikke behøvet at bruge kræfter på at fortælle os det, for det strålede fra hende hele dagen.

Det blev en dag med plads til tummel i haven, hygge på terrassen, hele huset og haven summede af glade stemmer og alle de dejlige gæster gik fra den ene gode krog til den anden lune læplads og fik talt og grinet sammen på kryds og tværs.

Børnene susede rundt, vild leg på plænen, boldspil og bordfodboldturnering, hængekøjesvingeri og stille hygge i havehuset, store og små i en stor pærevælling og alle var gode til at få hinanden med til skæg og ballade…

Middagen i teltet vil jeg tillade mig at sige var helt perfekt, måske en anelse selv-fed når jeg nu selv havde kokkereret, men det var altså godt, og der blev spist igennem, så vi har ikke levet af rester i flere dage, bare i én og sådan skal det også være efter en stor fest.

Forresten blev serveret på runde hvide fade, der cirkulerede ved bordene og så var der alskens dippelse og dyppese i små kulørte plastskåle spredt som livlige farveklatter på de hvide duge.

På fadene lå bl.a. :

Tortillaruller med babyspinat, hvidløgsost og bresaola.

Serranoskinke og gode tørre italienske pølse.

Stegte tigerrejer i hvidløg og krydderurter.

Fuldfed feta og sprøde salater.

I alle de mange små skrappe skåle lå der så :

Pesto.

Hummus.

Tun-ræs.

Oliven.

Rød tapanade.

Ja og nok også et eller andet andet, som jeg har glemt igen!

Der blev spist og spist og spist med brød til…

Hovedretten så nogenlunde sådan ud:

Oksedeller.

Lune kyllingebryster i tynde skiver med masser af basilikum og citron på.

Kold kalveculotte.

Kartoffeltærte.

Squashtærte med nødder og andet knas.

Tzaziki.

Uretedressing.

Kold kartoffelsalat med ruccola og parmesan.

Melonsalat med sugarsnaps og peanuts.

Og så lige en blandet grøn-grøn salat…

Desserten var, som tidligere skrevet, is fra Okkels.

Laura havde valgt

Nocciola – altså hasselnød.

Cioccolato – den er til at gætte.

Cookies and cream – med knuste Oreos.

Og så Lampone – lækker lækker hindbærsorbet.

Det er simpelthen den skønneste is, begejstringen var stor og man kunne høre folks “Uhmmmm” og “Aaahhhhmmmm” i hele teltet, nogen kunne klare flere portioner og der var stadig noget at ta’ af, da aftenen gik på hæld.

Isen blev leveret i en fiks lille fryser, som kunne stilles op på ta’-selv-bordet, ikke meget arbejdet i det, og faktisk så har vi lige booket samme omgang til næste konfirmation, så Dessert 2010 – Tjek!

Og så var der kaff’ med en god venindes hjemmebagte kransekage og så selvfølgelig vores Bedste’s fedtebrød, som efterhånden er legendariske i vores vennekreds.

Og så var der ikke flere sprækker eller huller i maverne, der kunne fyldes noget i

– i alle tilfælde ikke før, der var en god og nygrillet pølse med stærk sennep til…

Under middagen gik alle børnene, små og store, til og fra, men de gjorde det fredeligt og uden at vælte hele teltet, og da alle sad samlet ved ét langt bord, ja så blev der ingen tomme pladser mellem de voksne, og det kunne jeg rigtigt godt li’.

Det var vidunderligt at se, hvordan små og store børn hyggede på kryds og tværs, at se de store hjælpe de små og at høre alle de glade stemmer gjalde i haven, mens solen gik ned, det trak bånd tilbage til barndommens ubekymrede og sommervarme aftener.

Laura var god til at bruge tid på både børn og voksne, hun fik snakket og hygget med alle de mennesker, der fylder i hendes liv og som har en stor plads i hendes hjerte, hun strålede og smilede og var en stor lykkebombe med en veltilpashed og indre ro, der spredte sig til os alle.

Hun var åbentlys lykkelig for alle de lækre gaver og kærlige breve, der flød i hendes retning og er endnu ikke kommet sig over hvor mange mennesker, der havde tænkt på hende den dag…

Hun ønskede sig ikke mere af den dag, og jeg er sikker på, at vi to halvgamle gjorde klogt i at følge hendes idéer til dagens program og rammer, for det var et ret godt koncept hun der havde udtænkt, den nu “voksne” Laura…