Behold bare gamle Ingrid og rosenknoppen Mary.
Hvis bare jeg kan fylde de hvide potter med sartrosa Nicolai, så er jeg helt og aldeles tilfreds og ønsker mig ikke mere at smykke mine karme med, når kalenderen står på sommer.
De vinterskalperede planter har samlet kræfter oppe i Amandas værelse og er nu klar til endnu en sæson hernede i alrummet, herligt…
Ude på terrassen står andre sorter, hvor der er ruttet lidt mere med farverne, dem kan jeg nu også godt li’, så længe de altså bliver derude, hvor der er højt til loftet, de vilde farver, tyrolerstemning hører til ude på terrassen.
Herinde vil vi ha’ fred, Nicolai og jeg, ingen svingende ølkrus og heller ingen lederhosen, ingen skrappe røde blomster eller hidsige pink, bare blid og blød blegrosa og en tynd tekop at sippe sirligt af…
7 Kommentarer
Det er pudsigt med pelargonierne og deres farver.
Mine navnløse palergonier som er aflæggere af aflæggere af….. af min farmors gamle, slanke pelargonier har en lyse-rødlig farve som nærmets er en blanding mellem Dronningen og Prinsen.
– men Prinsen er rigtig fin og tekoppe-agtig 😉
Åh så sart og smuk. Jeg forstår din forelskelse 🙂
det er fin en, det er det altså
Det er ikke svært at forstå. Nicolai er virkelig fin 😉
Jeg havde også engang en ældgammel overleveret pelargonie, Hanne, men jeg fik ikke passet ordentligt på den og nu har jeg kun dem, som er købt mens vi har boet her…
Det gør du garanteret, Liselotte 😉
Fin er et godt ord om denne blomst, Julia 🙂
Nemlig, Susanne…
Nicolai står også herhjemem og pryder i mit ene vindue i stuen og på terrassen på ungernes sort/hvide legehus. Det ser så fint og mormor dejligt ud. Er vild med ham.
Dorte
Den står også her, og jeg er vild med den sarte kant af rosa på blomsten. Skøn er den.
Yt.