Ingen tårer, ingen mavepine, ingen nervøsitet – bare en helt rolig og overskudsagtig Laura på vej alene ud i verden for første gang, hun var så klar!
Hun ringede hjem i aftes og gav første breefing:
Alt okay, sød værtsfamilie, herlig roomie, dejligt kvarter, god guide, godnat!
Hun er cool, hende vores skønne Laura…
12 Kommentarer
Ja for pokker hun er cool!
Hvor er det skønt 🙂
Jeg havde ikke så meget styrke, da jeg var 14, Lise, jeg beundre hende vildt og inderligt, lige så meget som jeg knuselsker hende, og det er ikke så lidt endda…
Nemlig, Pernille 🙂
Så kan du slappe af og tænke på hvor godt det er for hende – og Jer alle.
Hun skal nok klare sig og få den dejligste ferie derovre :O) Der bliver dog nok lidt stille derude i Engesvang :O)
Hvor er det bare fint! Den viljestyrke og beslutsomhed som Laura lyder til at have, vil garanteret bringe hende langt.
Den engelske værtsfamilie er heldig at få en pige som hende på besøg.
Skoent – det er altid dejligt at faa den foerste rapport overstaaet. Inden du taenker dig om, saa staar hun hjemme igen fuld af historier og gode minder. 🙂
Hvor er hun bare sej! Hvor jeg håber at hun får en skøn oplevelse.
Det er helt nostalgisk for mig at se de billeder. Det er snart 14 år siden jeg selv stod i lufthavnen – lidt ældre end Laura – og sagde farvel til min familie. Jeg skulle på min første flyvetur nogensinde og være i USA i et år. Det var den bedste oplevelse og jeg tænker stadig ofte på det år 🙂
Sej pige. Sådan en tur giver voksne selvstændige børn. Husker tydelig da vores søn en måned efter sin 18 års fødselsdag, pakkede bilen og kørte ombord på englandsfærgen for at ernære sig som som professionel speedwaykører. Der gik 2 måneder før vi så ham igen, og hvor var han forandret. Det var en meget voksen mand med “hår på brystet” der vendte hjem.
Hvor er det dejligt, at hun har lyst til at prøve kræfter med sig selv og den store verden. Jeg forstår så udemærket dine tanker omkring at slippe hende løs – jeg ville have det på selvsamme måde med sønnike og han er endda 17 år 😉 Uanset hvad så er de jo vores små guldæg og jeg tror ikke man nogensinde kommer til, at kunne lade være med at beskytte dem eller ihvertfald prøve på det.
Er dog sikker på, at hun får en fantastisk oplevelse og en rigtig god grobund for hendes videre færden i livet.
Jeg gør mit bedste, Tanni 😉
Her er meget meget stille, Hanne, på grænsen til det uhyggelige…
Jeg glæder mig sådan til at høre mere om den familie, Ulla, åbenbart en kvinde med et fantastisk overskud, hun har selv 3 hjemmeboende og nu også 5(!!!) sprogskolebørn. I aftes havde hun lavet sushi, krabber og friske rejer med pasta til dem…
Jeg ved det, Tina, jeg ved det, men uha som hun mangler her i huset…
Laura planlægger også sådan et ophold,Stine, jeg er glad for at hun starter ud med lidt mindre, så jeg får lidt mere tid at vænne mig i…
Det er dejligt med børn, der trasker ud i verden med mod og tillid, Ellen, og så må vi mødre bare lyne for munden og kramme ekstra når de så lander hjemme igen…
De er jo for evigt vores “små”, Suzanne 😉
Så morro:-)
Fantastisk at ei 14 årings jente kan få prøve seg:-)Også så flott at dere som foreldre støtter henne. Dette er trygghet på høyt nivå:-)
Blir spennende og følge med vidre fremmover nå.
Ellers har jeg smyg tittet her i bloggen din. Utrolig masse flott. Den siste jokken var bare nydelig:-) i flotte farger:-)
Klem Hanne