Med lækkersultne sommerbørn i huset var der basis for at gå i køkkenet og lege med røremaskinen, ingredienserne skulle være hvad køl og fadebur gemte, ingen tur til købmanden måtte indlægges.
Og opskriften skulle være ny og af egen avl, så egentlig var der dømt katastrofekurs, for at lave en bageopskrift kræver ofte 2-3 prøverunder, før den er i vater, i alle tilfælde, når det er mig, der leger bager.
Med udgangspunkt i en stor håndfuld mandler, en ditto blåbær og så det sædvanlige bagegrej som æg, sukker, smør og sådan, ja så lykkedes det faktisk at få rørt og bagt en stak små himmerigsmundfulde, der allerede nu ligger og vugger i børnenes maver.
Lige i skabet i første hug, det kan jeg li’…
20 BLÅBÆRMAZARINER
200 g marcipan
200 g sukker
125 g blødt smør
4 store æg
75 g. grofthakkede smuttede mandler
150 g hvedemel
Revet skal af en usprøjtet citron
1 tsk bagepulver
1 tsk kardemomme
150 g blåbær – de pæneste 20 tages fra til pynt
Marcipan, sukker og smør røres blødt og jævnt, æggene tilsættes ét af gangen med masser af omrøring imellem, så skidtet ikke skiller.
Mandler, mel og resten af ingredienserne vendes i og dejen fordeles i 20 muffinforme i mellemstørrelse.
Jeg sætter altid papirformene ned i en silikoneform, jeg kan ikke klare den der væltede form de får, når der ikke er hold på kanterne.
Bages ved 175 grader i ca. 25 min.
Afkøles og pyntes efter smag og behag og udvalg.
Vi gik hele vejen i dag og toppede med både et tykt lag mørk chokolade og så en lille glasurklat med bær på.
Håber at friste nogen, så jeg ikke er den eneste, der går i sukkerchok i dag, det er altid rart med lidelsesfæller…
18 Kommentarer
De må prøves og det snart….
Dorte :O)
Uhm Anne, du kan bare trylle lækkerier frem, men hvordan blev glasuren lyseblå?
Uhmenam… 🙂
arj mand… jeg spise de sidste blåbær på morgenmaden… øv. Men hey, i mit køkken laver jeg jo reglerne og så kan jeg jo bare sige, at der gerne må provianteres inden 😉
Uhmmmm og tak for opskriften, siger jeg bare. Det skal vi prøve i morgen!
Kunne godt sætte sådan en til livs NU! – eller tre 🙂
Så fin pynt – overskudsagtigt – som så utrolig meget andet på din side…
Tak for en god blog
Den må medbringes til Sverige i næste uge, hvor mine forældre beretter om store mængder blåbær. 1000 tak for opskriften!
Nej, bare rolig vi er vist flere der følger trop 🙂
Opskriften er gemt , Mange TAK !!
YT.
aj, så indbydende….. uhm…
papir ned i silikone?? her troede jeg lige at man bagte dem direkte i silikonen, kan man ikke det? de er godt nok ikke så nemme at få ud igen, og jeg ville ikke turde sende en med i madpakken ;o)
For dælen hvor lyder de lækre! De må prøves.
Tak for opskriften..og tipset med silikoneformene..jeg hader også de væltede “formkager”
Du kan roligt prøve, Dorte, de er go’e 🙂
Med det rene snyd og e-nummer, Sifka, det er blå frugtfarve, jeg måtte bare…
Lige sådan lød det, Liselotte, da vi satte tænderne i, uhmenam…
Reglerne sætter man selv, Kagekone, så hen til købmanden med dig 🙂
Velbekomme, Helle…
Tak for dine søde ord, Berit, det er altid dejligt, når nogen giver udtryk for glæde over skriblerierne…
Velbekomme, Nina, og rigtig god tur til Sverige, jeg er næsten ikke misundelig…
Velbekomme, Yt, godt jeg ikke er den eneste, der så ligger og er plaget af for højt sukkerindhold i kroppen 😉
Det gør man da også, Linda, hvis man gider at rengøre, smøres, duppe og dutte, og det gider jeg ikke rigtigt, så derfor papir i silikonen. Jeg synes, at de der er bagt direkte i silikoneformen er meget smukkere, uden de takkede kanter, men jeg gør det af ovenstående grunde kun, når jeg virkelig skal lave nydeligt bagværk.
I går skulle det bare smage godt, og det gjorde det 🙂
Jamen så go’ fornøjelse med dem, Britta…
Velbekomme, Kirsten, og ja de der væltede nogen, de ser så sjuskede ud, ikk’…
Der er nu bagt og smagt…. skønne himmerigsmundfulde.
:O) Dorte
OMG de ser gode ud, nu det ik fordi jeg betvivler dine evner i køkkenet, men jeg blir nød til at spørge hvilket kamera du bruger?
Ja undskyld, man er vel mand =)
De bedste hilsner
Faster Philip
Har bagt dem… dog med hindbær for det var hvad fryseren bød på. I nogle af dem kom jeg en klump nougat…
Mums… det er ikke sidste gang jeg har bagt dem. Takker 🙂
Faster Philip – det er et Nikon D40, men faktisk synes jeg selv, at mit lille gamle Ixus tog bedre madbilleder.
Uha som jeg egentlig savner det lommekamera…
Tak for svaret, og undskyld min meget sene respons…
Jeg brugte selv et d60 og det var nu egentlig også meget fint når man havde indstillet strengt taget alt! Og fuskede lidt i photoshop. Men nu jeg gået et par takker op af stigen, og har også købt en macro linse, og det gør en væsentlig forskel synes jeg. Men hvorom alting er, synes det er nogle fine billeder du har =)
De bedste hilsner
Faster Philip
[…] Og hvis du har lyst til en lille “sund” kage i eftermiddag, så lægger jeg gerne et godt ord ind for mine egne Blåbærmazariner… […]