Hold da nu helt op, hvor er jeg bare for dårlig til at sørge for forpligtelses- og aftalefri stunder i kalenderen!!
Forpligtelserne er ikke så let at slippe uden om – job, masser af job, sportsaktiviteter med børnene, skole-hjem-samtaler, forældremøder, madlavning, rengøring, havearbejde, koordinering af dette og hint og mere af den slags småtterier.
Det er vel en del af hverdagen, som skal klares, selvom det i periode har det det med at hobe sig, fuldt booket fra morgen til aften med bare bittesmå åndehuller på vej i bilen fra det ene til det andet.
Og ved siden af forpligtelserne er så lyst-aftalerne – alle de der gode ting, som jeg så gerne vil opleve sammen med veninder, vennepar og søde kolleger. Udstillinger, bio-ture, oplevelser ude i landet, middagsaftaler, brevskrivning, krea-dage, traveture, storbyoplevelser, garn, ler og planter, hygge med store og små børn af egen og fremmed avl.
Alt det, der gør livet godt og helt, alt det, som burde fylde mest, men som ofte kommer til at lide under ovenstående…
I disse dage er der overload af det hele, alt for mange forpligtelser og næsten også for mange aftaler omkring det lystbetonede, jeg halser afsted, også selvom jeg har svoret, at det skulle blive løgn, og nærmest har givet Ama’r-halshug på, at ro og restitution skulle få plads i min hverdag.
Hvordan pokker får man det lært?
Hvorfor bliver jeg ved med at tro, at mine døgn har noget der ligner 32 timer??
Hvornår bliver jeg klogere???
Nok ikke lige de næste par dage, for der har jeg aftaler om andet end indsamling af visdom…
12 Kommentarer
Å, eg kjenner meg så godt att i det du skriv. Eg kan ikkje gje svaret på kvar ein kan lære å få kvilepausene på plass, men eg kan seie at vi i vert fall er to som har det slik…… Men eg trur, at når eg er kome så langt at eg veit at eg treng pausane, har eg kome eit stykke på veg og då vil pausane snart finne plassen i kverdagen min;.)
Ha ein god kveld, med litt pause og pusterom;.)
Ja, det lyder også bekendt her 🙂 Måske handler det om, at man skal indse, folk godt kan lide en, selvom man siger pænt nej tak engang imellem. Man behøver faktisk ikke altid at være den, der lige bager en kage og strikker en sweater… 🙂
Lyder godt nok bekendt, jeg ønsker også tit at mit døgn havde dobbelt så mange timer…men tror egentligt ikke det ville løse det…næh løsningen ligger nok i mig selv et sted…men til tider er den løsning godt nok langt henne at hente…
Det er forbandet svært, Anne – også fordi den slags jo er tæt forbundet med hvilken person man ér: aktiv, kreativ, glad for at være der for andre …
Egen erfaring, har vist at det tager år at lære at begrænse sig. Måske kan man først rigtigt, når situationen ikke giver andet valg. Mine fysiske og psykiske kræfter blev af omstændighederne minimeret så alvorligt, at jeg til sidst delte så mange bidder ud af dét der var tilovers, at der ikke var noget tilbage til mine nærmeste – og slet ikke til mig selv. Når man er ved at miste sig selv – SÅ kan man nok lære det, men dén “metode” kan jeg jo ikke anbefale … – skønt jeg er glad (nok) for at den har lært mig, indimellem, at sige “nej” – forebyggende …
Jeg har det på akkurat samme måde – og tvivler nogen gange på, at jeg bliver klogere. Jeg tror, et cetera har meget ret i, at det hænger sammen med vores personlighed, og den hverken kan eller vil man sådan lige lave om på.
Men bevidstheden om, at man ikke skal kunne det hele, tror jeg, er et godt skridt på vejen.
Og nogle gange klumper tingene sig bare så meget sammen, at man har svært ved at få luft – forhåbentligt er der også åndehuller ind imellem og mindre hektiske perioder.
Nogle gange drømmer jeg om et års orlov, gerne sammen med en veninde, hvor vi bare kan sidde og drikke kaffe, hente børnene tidligt og gå i skoven. Men dels er jeg også meget glad for mit arbejde, og dels er det bare så forbistret svært at bryde ud af det trummerum, man får bygget op.
Håber du trods alt får nogle dejlige dage, med forpligtelser og lyst-aftaler.
Jeg ved ikke hvordan vi lærer det, for vi vil jo det hele :o) Men som et cetera siger: at sige “nej” forbyggende. Det lyder fornuftigt. Jeg er hørte noget omkring stress/travlhed på et kursus forleden dag, som jeg har tænkt meget over. Det er ok at have travlt, det er ikke stress. Det bliver først stress, når du ikke kan ligge de forskellige ting fra dig!
God dag
Å si nei er noe av det vanskeligstee som finnes og for noen av oss er det helt umulig.
Personligt synes jeg vi SKAL indføre 32 timers døgn, når det så er sagt – så må jeg sige at jeg blev dybt forelsket i dine lysestager. Selv på en travl og stresset skoledag med afl. osv gav de lidt ro og hygge og det blot på skærmen – tænk hvad de ville gøre i virkeligheden :o)
Tak for din super skønne blog – du skriver så inspirerende og morsomt.
Hejsa —-jeg kan nikke genkendende til alt hvad i skriver —–og ved at kroppen selv siger fra en dag , kan være på den mærkeligste måde 🙁 . For mit vedkommende –jeg var lærer på en skole –hvor der var drys fra loftet ( kaldes mineraluld ) blev sygemeldt ——har i dag
nedsadt hørelse .(Måtte opgive mit arbejde ) Se da sagde kroppen fra –jeg havde alt for meget om ørene –var så lettere modtagelig 🙁
Så Pas på jer selv —-kend det lille ord N E J
kærlig hilsen
jytte
Det kunne såmænd være mig der havde skrevet det indlæg – ja, for, som du skriver, det er jo også alle de dejlige selvvalgte ting som kommer til at fylde for meget. Der er ikke andet at gøre end at hugge bremsen i, evt. aflyse noget der er træls, men muligt at sige fra overfor, og så sætte tempoet lidt ned fremover.
Det er en livslang øvelse tror jeg, men så længe vi øver os er der håb. Søndag ?
Sidder i saksen som su gør. Vil det hele. Men har dog en indre længsel om ikke at ville det hele. En længsel om at leve og ikke bare overleve.
Jeg er i en proces. Jeg skal ned i tid. Arbejde og penge skal erstattes med livet.
Håber dog at du kan finde nogle huller i novembermåned. Jeg har blokeret nogle dage, som skal være MINE dage uden aftaler af nogen art. Glæder mig.