Jeg har haft alrummet for mig selv en stor del af formiddagen, og har nydt at sidde ved et bord badet i solstråler og fantastiske klare farver, som forstærkes af alt det kridende hvide udenfor.
Der er høj blå himmel og klar frost her på heden i dag, og det er en februardag lige efter mit hjerte.
Jeg længes ikke efter, at sneen skal forsvinde og foråret komme, jeg husker alt for tydeligt mange vintre med masser af mørke, regn og rusk, og det gør mig ærlig talt i lidt dårligt humør at leve alt for længe i den slags, så jeg hejser gerne flaget for sne og frost.
Forår skal det såmænd nok blive, lige pludselig er det april og alt begynder at vælte op derude…
Min søndag kommer til at være fyldt med lidt mere aktivitet end dagen i går, sådan er det vel altid, når der har været ferie og en ny fyldt uge venter forude.
Middelfart og arbejdsseminar fylder en god del af dagene, der ligger lige foran, så det skal jeg gøre mig klar til.
Jeg skal ha’ kigget en smule på noget konfirmations-noget og også ha’ tænkt et par tanker og lagt lidt planer for næste søndag, hvor jeg fylder 45.
Femogfyrre – 45 – firtifem, det er sgi alligevel en del.
Men det vil jeg undlade at dvæle alt for meget ved lige denne formiddag, jeg bliver så træt ved tanken, og det har jeg faktisk ikke tid til at blive, for der var jo også lige noget med en opskrift til Urtekram, en opskylning af et babytæppe, nogle knapper i en bluse og ikke mindst opstarten af en træ i voksenstørrelse.
Sæt i gang, kone, der er nok at tage sig til…
6 Kommentarer
Dejlig lys morgenstund. Jeg har det som dig, lad bare sne og frost blive en stund endnu. De våde vinterdage dem gider jeg heller ikke, mørket gør mig intet godt.
45 er da ingen alder – overhovedet. Jeg er også på vej den vej, og bilder mig ind at det er hel okay og at jeg slet ikke er så gamel endda. Da min mor fyldte 45 var jeg på vej hjemmefra, når jeg gør har jeg ikke engang sendt yngste i skole – men det er faktisk okay. Unge og fyldt med visdom, det er hvad man er når man er midt i 40’erne.
Dejlig med en stille start så er der mere lyst til alt det der venter.Kan se du har ranukler i vasen, syntes det er så smuk en blomst.45 år ingen aldre og når man læser din blog klarer du det flot og har fuld fart på livet. God søndag.
Jeg deler til fulde din glæde ved en rigtig vinter.
Sne giver lys og det er vidunderligt. Regnen må gerne vente med at komme for min skyld … og så tror jeg oplevelsen af forår bliver helt anderledes, når det har været rigtig vinter.
Til maj bli´r jeg 50 og det glæder jeg mig til. Jeg synes livet bli´r mere og mere mit eget, jo ældre jeg bli´r og det kan jeg rigtig godt lide 🙂
Smukke stemninger – smukke billeder … fra en smuk kvinde – for det ér du – også selv om du bliver 45 … eller 50 😉
Fantastiske stemningsfulde billeder og farver – er sikker på du klarer at runde de 45 år…
[…] nyder dem lige fra skålen som snack, i yoghurt, på grød, i salat, i kager og smoothies, blåt blåt […]