Jeg har hørt en historie i dag-
på én gang god og gyselig.
God fordi den fik mig til at grine.
Og gyselig fordi det i virkeligheden bare overhovedet ikke var noget at grine af.
Det var ikke et eventyr eller en løgnehistorie, men en historie fra det virkelige liv, selvom lige den virkelighed nu ligger et stykke fra min.
Måske er det bare mig, der er ved at være en halvgammel tosse, der ind imellem undres dybt over, hvad mennesker synes at det er okay at bede hinanden om, måske er det bare mig, der er ignorant og firkantet, måske.
I får historien her, og kan i så ikke lige hjælpe mig med at finde ud af, om det bare er mig, der er en helt urimelig mor, der tænker, at mine børn må tage ansvaret for deres eget liv, når de når alder og skelår.
Hjælp mig med at finde ud af, om jeg ikke har fulgt med tiden og bare ikke forstår!
Hjælp og husk lige, at det der kommer herunder altså en helt sand og virkelig historie, selvom den kan lyde nærmest løgnagtig…
Dagens fortælling handler om 2 unge veluddannede mennesker, der hver især er godt i gang med deres karriere.
De lever et godt liv med gode jobs, lækker bolig, spændende fritidsinteresser og et par herlige unger.
Lad os kalde de voksne Camilla og Simon, og mon ikke børnene kunne hedder William og Rose-Marie.
Camillas forældre er for nyligt gået på efterløn, de er et par der har haft gode travle jobs og nu vil de nyde at rejse, spille golf, opleve livet i et lidt langsommere og mere stille tempo.
Camilla og Simon ynder at komme på besøg i Camillas barndomshjem og nyder, at der altid er “høj service”, når de dukker op, intet er så godt og hyggeligt som mors og fars trygge lune stuer og gode hjemmelavede måltider…
Sidst de kom hjem havde de en plan med i tasken, en plan som de gerne ville forlægge efterlønnerne, ja Camilla og Simon mente nærmest, at det var så fantastisk godt et tilbud, at det ville vække jubel hos de “gamle”, der selvfølgelig ikke engang ville overveje ikke at være med på planen.
De unges tanker kommer her:
Mandag eftermiddag kunne mormor og morfar hente de vidunderlige børnebørn i hver deres institution, og tage dem med hjem i Camillas barndomshjem, hvor de skulle hygge, lege, spise, putte og nusse og så overnatte til tirsdag.
Tirsdag skulle mormor og morfar så aflevere William og Rose-Marie i institution, og efter endt dag der hente dem igen.
Hjem til barndomshjemmet igen, hvor Camilla og Simon så kunne dukke op ved aftensmadstid og få et lækkert måltid, inden de tog deres poder med hjem til sig selv.
Så kunne Camilla og Simon arbejde lidt længere om mandagen, når de nu ikke skulle hente, og samtidig få lidt voksentid til middag ude, bio-tur, café, vennebesøg og hvad de ellers nu kunne få lyst til, når de var børnefri.
Og det ville også være rigtigt lækkert, hvis de kunne spise der hos mormor og morfar om tirsdagen, for så var der heller ingen stress med indkøb og madlavning den dag.
Hyggeligt hyggeligt koncept –
og Camilla og Simon tænkte, at det ville være dejligt, hvis det var hver uge!
Altså som i hver eneste uge!!
Hver evig eneste uge – 2 dage hos mormor og morfar.
SÅ hyggeligt og en dejlig hjælp for Camilla og Simon…
Hold da nu for fanden op, mand –
og ja, jeg bander sgu, for hvad sker der lige her??!!
Børneparkering hos mormor og morfar 2 dage ud af ugens 7?!
Stram op!
Lige NU og find straks posen med forældreansvaret frem henne fra gemmeren, Camilla og Simon!!
Det er jeres børn, jeres ansvar, jeres tjans og det er det rigtigt længe endnu.
I kan eddermugme være glade for, at det ikke var mig, der var mormor her.
(Så er du advaret, Sophie)
Jeg ved sørme godt, at det kan være en slidsom affære at være småbarnsfamilie…
Jeg er udemærket klar over, at det kan være vanskeligt at finde tid til også at være sig selv.
Jeg kender godt den der kamp det kan være at få enderne til at nå sammen i hverdagen.
Jeg ved det, jeg har prøvet det, så rigeligt endda!
Jeg har også haft børn, der i en periode sov lidt dårligt, jeg har haft syge børn, aktive børn, for meget arbejde, for meget alenetid med børnene, for meget af det hele, men det betød fandermer ikke, at jeg hentede forstærkning ind 2 dage om ugen.
Jeg har også prøvet at vakle rundt i en døs af søvnunderskud og hvæse af børnene, fordi at det hele bare var for meget, jeg har prøvet at tude mig igennem madpakkesmøring og vasketøjssammenlægning fordi der bare ikke var for 5 øre energi tilbage i krop og psyke.
Livet kan være lortet, når man er overarbejdet overlæsset overvældet småbarnsmor og far, men altså helt ærligt – 2 dage om ugen?!?!
Jeg ved sgi ikke, om jeg skal grine eller græde…
Til hverdag møder jeg nogle af de allermest belastede familier, familier der kæmper så vild og hård en kamp, at det er mig en gåde, hvordan de holder sig på benene.
De slås med dårlig økonomi, arbejdsløshed, negativ social arv, sygdom, dårlig boligforhold, nedladende og afvisende og antirummelige omgivelser, lavt selvværd og svagt eller ikke-eksisterende netværk.
Jeg har ærlig talt meget svært ved at tage det alvorligt, når Camilla og Peter oplever, at de har brug for 2 dage aflastning om ugen.
Men som øverst skrevet –
måske er jeg bare en uforstående narrehat!
Og billedet – ja det har ikke en pind at gøre med historien, men det gør jo ikke morelblomsterne mindre kønne…
49 Kommentarer
Morelblomster er skønne.
Jeg er en uforstående narrehat.
Jeg kender nogen af Camilla og Simons venner 😉
Anne du er ikke den eneste der har det sådan, når jeg læser det tænker jeg hvad f….. har de gang i?????? Jeg er alene med 3 børn, den ene med adfærdsproblemer pga. for tidlig fødsel. Jobbet er der også, og netværket er lille pga. egen bopæl! Men jeg klarer mig, ikke at jeg at jeg ikke ind imellem er så udbrændt at jeg tænker nu kan jeg ikke mere – men det løser sig altid alligevel. Når jeg læser og sådanne privilerede mennesker kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er en temmelig forkælet generation (ved godt jeg måske lyder væsentlig ældre end dåbsattensen siger, men det er hvad livet har lært mig). Jeg kunne sørme også godt bruge lidt praktisk hjælp, men det er ikke muligt at få – og tid til venner er meget begrænset pga. min datters behov/problemer. Men jeg elsker mit liv med mine børn og de oplevelser vi har sammen. Det er ikke de store dyre ferie eller ture vi kommer på, fordi det kan min datter ikke rumme, og det er der ikke råd til som enlig forsørger. Men glæden ved de nære oplevelser sammen som f.eksempel plantning af blåbærbuske i haven/bollebagning eller cykeltur med madkurv er for mig det livet i virkeligheden handler om – og det er i disse situationer at der hentes energi til de til tider mere krævende situationer.
Oh, jeg brænder for at høre hvordan morforældrene så tog det. Kunne godt have en lille-bitte fornemmelse af, at det var hårdt at skulle pille nogle af de fem stjerner af plaketten, hvis de skulle sige nej.
Kender bestemt også nogle af de unge friske. Langtidsteens, kalder vi dem, der hvor jeg arbejder, i huset med mange narrehatte.
Suk ….
Tror jeg kender “Camilla og Simon” men hér endte “Du-og-jeg-torsdagen” i uvenskab og postyr. Bedsteparret ville pludselig “opdrage og blande sig” i børnebørnenes dagligliv !!!
Mod dumhed kæmper selv guderne forgæves ;-/
Ja, så må jeg være endnu en uforstående narrehat.
Nej, hvor kan sådan en historie dog provokere mig! Måske mest af alt fordi jeg kender et par – eller to – der tænker stort set lige sådan i forhold til børn og bedstforældre.
Og hver eneste gang jeg skal høre på dette pars klagen over ditten og datten i forhold til deres pasning og pleje – af deres EGNE børn – ja, så må jeg tage mig til hovedet af flovhed på deres vegne.
Hvorfor er det så stor en byrde at være sammen med sine egne børn og hvorfor kan man ikke tilsidesætte egne behov for en stund? Jeg fatter det ikke.
GODT at du hev Camilla og Simon frem – deres historie trængte i dén grad til at blive luftet…
Nej den gik ikke her og jeg er jo så heldig at være efterlønner, heldig fordi nu kan jeg alt det jeg ikke havde overskud til før, med et hårdt arbejdsliv. Glæder mig over mine 10 børnbørn og når de kommer forbi laver ind imellen hyggedage, når det passer i mine planer og det funker fint.
Syntes når man vælger at få børn må man være klar over så sætter man sine egne behov lidt til sidde i en periode, men som de vokser op kommer tiden til mange ting igen.
Og brænder det virkelig på hos famillien, så kan et syg barn selvfølig godt få besøg af farmor.
Jeg er fuldstændig enig med dig!
Vores gamle naboer afleverede deres to små børn til “Camillas” forældre HVER WEEKEND! og fik to renvaskede børn tilbage søndag aften. Sådan! Så havde “Camilla og Simon” tid til at slappe af i weekenden og være klar til hverdagens karriereræs. Stakkels familie.
UF da, havde det dog bare været en “and” men det er det desværre ikke, jeg kender også en del Simoner og Camillaer, og jeg vil bare sige at du ikke er en gammel tante der ikke er fulgt med tiden…
Den gik ikke hjemme hos mig 😉
Hva’ fa’en har de gang i? Jeg synes slet ikke, at man skal få børn, hvis man ikke selv har tid til at tage sig af dem!
… Men det ville jo være superhyggeligt, hvis det lykkedes…
Og så er det jeg tænker på den gang jeg fik børn og barnefaderen som det naturligste mente at hans forældre kunne passe i tide og utide… Jeg mente måske nok de skulle spørges og i øvrigt ikke virkede som om de havde lyst…
De kom nu aldrig til at passe særlig meget, de havde andre ting de ville bruge deres tid på, andre prioriteringer – og det skulle være deres valg. Til gengæld havde min mor den store et par timer en gang hver uge i et par år – men det var hendes plan og valg og tilbud og de hyggede sig de par timer tirsdag eftermiddag, så længe min mor synes hun havde overskudet til det, og jeg glædede mig voldsomt over det.
Der hvor jeg står af, er når småbørnsforældre (som min egen barnefader) forventer at forældrene står til rådighed for børnebørnene, som det passer småbørneforældrene.
Det er ikke i orden!
Nej du er ikke ignorant og firkantet eller uden forståelse 🙂
Nogle gange tror jeg, der er nogle ting man grundlæggende er uenige om. Jeg har et nært bekendtskab med nogle der har anskaffet en hund og flere gange bedt deres børn tage en uges ferie for at rejse 400 km (hver vej) for at passe dyret. Forholdene var ikke sådan at dyrepasseren fik betalt hverken rejse eller kost, men fik muligheden for at hjælpe nogle trætte forældre og få noget kvalitetstid med deres hund….Undertegnede havde aldrig sagt ja tak, som fattig studerende er det vel okay at bede om lidt til billeten eller det også urimeligt?
Måske ligger det bare i at nogle som udgangspunkt har mere ondt af sig selv og derfor kommer til at søge en masse medlidenhed hos dem, de ved de kan trække på eller i hvert fald være fornærmede over lang tid bagefter.
Håber det gav mening…
Uha de “Camilla og Simon” kender jeg vist et par stykker af. Jeg har ikke fået barn for, at mine forældre skal passe dem hver uge. Vi har første egoaften i over et halvt år på fredag.
Jeg er helt enig med dig!
Det havde jo været noget helt andet, hvis bedsteforældrene havde tilbudt det selv… Jeg håber sandelig at de sagde nej til det “gode” tilbud.
Klem fra
mette
Melder mig hermed som uforstående narrehat:)
Det må være tid til selvrangsagelse hos Camillas forældre – de må jo have forkælet hende helt urimeligt og båret hende frem indtil videre. Det er da klart, at tidens velstillede unge forventer, at “curling”-linjen fortsættes, selvom de nu selv er forældre.
Mange hilsner
Lone, Silkeborg
Kære Anne.
Må melde mig til gruppen af uforstående narhatte;o)
Børn er ikke deltidsarbejde – men et fuldtidsarbejde.
Desværre er arbejde blevet højere og højere prioriteret i det Danske samfund – end børnene og familien. Hvilket absolut er i den gale retning, efter min mening.
For børnene er dem der skal leve de næste mange, mange år, være glade, velfungerende mennesker. Bliver de mon det af at være kastebold imellem institutioner, bedsteforældre, au-pair, barnepige, forældre – og nåe ja, så skal vi også lige huske de skal GÅ til en heeelt masse om eftermiddagen (helst flere ting!).
Det handler om prioritering – desværre syntes jeg denne prioritering forsvinder mere og mere – for nu vil alle have ALT.
Blæse og have mel i munden – og så ender vi ud med “simon/camilla” modelen – for ellers hænger intet sammen.
Jeg er også med i gruppe af narrehatte..vi er vist snart mange der kender en Camilla og Simon…
Jeg må også påføre mig en uforstående narrehat…. Helt ærligt! Nogle gange må man korse sig over hvordan forældre kan være. Håber at bedsteforældrene sagde fra…. Jeg er selv MEGET heldig stillet, med en far der ALTID træder til når det kniber – men til gengæld VED han også at det ikke er et “krav”. Min far henter mine 2 piger tirsdag og torsdag efter skole – HVIS det vel at mærke passer ind i HANS kram. Min far ved godt at det ikke er død og pine nødvendigt, mine piger er også ved at nå en alder hvor der er andre ting der “trækker”… men han nyder at ha’ dem hvis han kan….. og det er MIG der laver maden og HAM der spiser med hos os :o)
Jeg vil da så sandelig håbe, at de bedsteforældre bankede i bordet og satte lidt ansvarsfølelse i de “store børn”. Eller måske har bedsteforældrene fået sig en gevaldig forskækkelse over, hvordan de egentlig har opdraget deres unger, siden de kan finde på, uden at finde det mærkeligt, at bede om sådan noget.
Ja, ja, det var godt nok noget af en historie :o)
hi…ja jeg har nogle dejlige svigerforaeldre der passer mine babyer fra 6 mdr til 2 aar 4 gange om ugen…det er ikke noget de er blevet presset til men et tilbud jeg/vi tog imod. Bedste foraeldre er forskellige…
(disse 2 arbejder – den ene som pensions-volontor paa hans gl. arbejdsplads og den anden som selvstaendig hjemme-frisor…saa de er fleksible men aktive)
Jeg er taknemelig og glad for den hjaelp de giver og det er paa deres premisser . de tager ogsaa del i opdragelsen…jeg er ikke specielt chokeret over historien, man skal bare huske paa at den anden part maa sige fra og til. i C og S’s tilfaelde siges der fra…og det SKAL vaere ok….
ps. den med overnattende babyer gaar nu heller ikke hos mine sviger!!! de vil ha ro og det kan jeg godt forstaa
Jeg er også narrehat…
og undrer mig gevaldigt over at disse unge mennesker har valgt at få børn, når de ikke er klar til at tage det anvar og fravælge nogle af deres egne behov i en periode, når man har mindre børn, er det jo dem der har det største behov – Naturligvis skal parforholdet/karriere også plejes, men det behøver jo ikke at lægge beslag på bedsteforældrene 2 dage om ugen… Men at forvente at kunne lave en fast aftale med forældrene? ganske uforståeligt. Håber ikke forældrene accepterede aftalen…
Godt skrevet, Anne! Vi kunne ikke være mere enige..
hm, jeg orkede ikke at læse alle kommentarerne…. jeg bor ved siden af “camilla og simon”. Camillas forældre henter børn 2 gange om ugen, og laver aftensmad de to dage. simons far kommer to andre gange og kokkererer. Og fredag henter store søn fra første ægteskab. Misundelig? lidt. kunne da godt bruge lidt aflastning en gang om måneden… men hvad der bringer mit pis i kog, er når camillas mor brokker sig over at JEG ikke fjerner skvalderkålen på min side af hækken. Moi, 3 børn, ingen hjælp, og en mand der rejser i lange perioder, skulle lægge på knæ hver dag og trække kål op fordi hun ikke synes det hører sig til i camillas perfekte have…
Tænk – jeg synes at lige præcis i den side af min have, skal skvalderkålen have frit spil. Hun skulle jo nødig komme til at kede sig….
Jeg kan heller ikke vælge om jeg skal grine eller græde – men hvis jeg var Camillas forældre ville jeg nok gøre det sidste!
Århmanner, hvor er verden dog lille! Tænk, at du kender noget af min familie… Det var nu meget pænt af dig at give dem Alias´er, for dém har vi altså ikke været for heldige med 😉
Se – det er jo langt ude…
Det hedder LIVET!
Sådan er det at LEVE!
Mor og Far og børn og arbejde og alt det som følger med.
At ynke over man ikke har “voksentid” – ja, det skulle man ha’ tænkt på inden man fik børn/famlie = LIVET – AT LEVE!
KH Lone
Man traf et valg da man som nyforelskede valgte at få 2 skønne unger…! 🙂 og det valg var at blive forældre, med alt hvad det indebærer af forpligtigelser og afsavn.
jeg kender også camilla og simon – eller er det mon deres venner som blot har fået en lignende ide?
Man forundres indimellem – hovedrystende hilsen fra mig!
Jeg kender lidt til et par, der også skal have farmor til at komme og hjælpe med at passse børnene, når far er på kursus eller lign. Ellers kommer mor og indlogerer sig og forventer at blive passe op i hoved og r..
Hun er har været indkaldt til tjenestelig samtale pga. for meget fravær på grund af børnene og nu planlægger de gud-hjælpe-mig at få barn nr. 4….. suk.
Hold da op! Tror lige jeg skulle prøve det med min Svigermor… 😉
Nej, du. Vi har faktisk et “stående” tilbud om bare at ringe, hvis vi gerne vil en tur i biografen. Farmor og Farfar vil gerne køre 60 km. hver vej for at passe poderne. Det har jeg så bare ikke samvittighed til at udnytte, for jeg synes da ikke, at det er rimeligt at de skal køre så langt og bruge så meget tid, for at vi kan komme ud og hygge os. Jeg har derfor kun været i biografen med Gemalen en enkelt gang de sidste 4 år.
Camilla og Simon/Peter må sgu tage sig sammen set med min optik.
En sådan hente og hygge og overnatte-løsning vil da være en skøn mulighed. En gang imellem. Når bedsteforældrene SELV foreslår det. Da ikke som noget fast. Ugentligt. End ikke engang månedligt ville jeg “pålægge” vores bedsteforældre det som en pligt.
Hov! Stopper lige, før jeg får skrevet mig “varm” 😉
KH Frau Putz
Du rammer hovedet lige på sømmet – og jeg er helt enig i dine betragtninger. Og gu’ er det til tider hårdt at være småbørns-/storbørns – eller bare familie. Men for f….. hvis man forventer at familielivet er lyserød lykke 24/7 – så er man enten meget meget naiv – eller ikke parat til at få børn.
Og tænk – jeg kender sørme også “Camilla og Simon”. I min version har de så bare 3 børn, hvilket jo bare komplicerer deres liv så meget mere. De forventer også mindst 1 bedsteforældre-dag om ugen. Og så synes “Camilla” da også at det er rimeligt at hendes søster kører ældstebarnet (som er konkurrence svømmer) til svømning 3 gange om ugen. For Moster har jo hverken mand eller børn selv – og dermed er hendes liv jo let og ukompliceret, ikke sandt? …. så det manglede da bare at hun så forpligter sig til at tage sig af “Camilla”s børn, ikk’?
Hrmmmmm….. hvorfor får den slags mennesker overhovedet børn?
Jeg synes jeg kender en del Camilla og Simon’er – fx blev min svigermor fornylig svagelighedspensionist, grundet mange års kronisk sygdom, hvorefter hun straks blev udnævnt til dagplejemor hos sin datter 3 HELE dage om ugen!!! Vi ryster på hovedet, og glæder os over at vi er ene-opdragere til vores børn 🙂
Så ja, Anne, du må gerne blive forarget, det er vi tilsyneladende mange der er!
Hmm..min mand og jer er pensionister..kan ikke rigtig vænne mig til denne titel..men ok vi er glade pensionister.Vi passer børnebørn lige så tit, forældrene ønsker det…ved sygdom,lukkedage,ferie eller blot hygge, og vi elsker det.Vi betragter det som en stor gave at være så meget med i deres opvækst, være med til at præge dem,og så får vi så meget tilbage.Min søn sagde forleden:” Det er paradis for os efter at I er gået på pension.” Hvem vil ikke gerne give sine børn den følelse.:-)For os er det en win-win situation.
PS Der er ikke og bliver heller ikke tale om en fast aftale.Det ville vores børn aldrig finde på.Det er jo nok her den store forskel ligger.
Vh glade bedsteforældre
Måske ku´Mormor også lige komme og gøre rent en af dagene!?
Jeg synes de “store børn” skulle se at blive voksne. Far, mor og børn er ikke noget vi leger, men noget vi er.
arrgghh, jeg bliver bare så forarget når jeg hörer den slags historier. jeg er selv bedstemor og synes det er noget af det bedste jeg har oplevet. men, at forpligte mig til at passe/hente nogle bestemte dage, det vil aldrig komme på tale. og jeg havde for en sikkerheds skyld en alvorlig snak med min datter og svigersön inden barnet blev födt. naturligvis kommer hun den lille her ofte, men det er når vi inviterer hende til hygge og overnatning, eller når noget uventet kommer i vejen hos forældrene, eller når hun selv ringer (man er vel ved at være stor) og spörger om ikke hun må smutte over på besög. det kapitel med alle de forpligtelser der fölger med i at have småbörn, det har jeg afsluttet og har ikke tænkt mig at optage det igen. jeg håber bare de bedsteforældre fik givet dem et fornuftigt svar.
kh.fra Island
Frida
Jeg HAVDE engang en veninde som praktiserede denne form for forældreskab!
Venskabet røg i svinget, da jeg gav min uforbeholdne mening om deres udnyttelse af bedsteforældrene og deres manglende tid/nærvær med barnet!
Når det så er sagt, så skal jeg ikke pudse mere glorie. Der har da været tidspunkter i mit liv som mor til tre (tre børn på mindre end tre år, – og ja, jeg ligger som jeg har redt, det var fuldt planlagt…) hvor jeg nok ville have slået til, hvis der bød sig en sov-igennem-nat til ego. Det gjorde der så bare ikke, og jeg har også selv været for meget løvemor til at bede om det!
Jeg har enormt svært ved at afgive tiden med mine børn til andre, – men er nået dertil nu, hvor jeg nyder en alene-dag hvis vores bedster i en ferie tager ungerne med på tur 😉
HA!!!! Findes der så naive og krævende personer derude, så skal de måske også lige tage vasketøjet med, nu de er i gang. Hvis de bedsteforældre “tager imod” så er der ikke kun noget galt med den opdragelse, som Camilla og Simon har fået af dem gennem tiden, men også med hele deres opfattelse af hvad man kan byde andre mennesker. Jeg kan lige se typen for mig!!!
Håber de får ren besked!!
Min kommentar: “Øv jer, meget gerne i LANG TID!!! Løb hornene af jer!”
Betal til et barn i verden, hæng billedet på væggen, SE det dagligt, snak dagligt med barnet (billedet) og skriv ofte til barnet.
Få kun barn/børn NÅR I ER KLAR til 24 timer 365 dage ARBEJDE – I MANGE MANGE ÅR!!!!!
Barn/børn er åbenbart mere eller mindre “statussymbol” idag!??
Uhh, JEG MÅ HELLERE STOPPE NU………. 😉 Jeg kunne jo blive vedvedved.. hmm…….
God dag til dig og dine herfra 🙂 🙂 :-O
Hvorfor bruker ikke Camilla og Simon prevensjon (prævention)?
Uhhh ha da da da som vi er mange narhatte herinde… jeg tror ikke helt jeg forstår konceptet – og jeg har ellers haft en del år at øve mig i… altså man får børn som man så først overlader til institutionerne og dernæst til sine egne forældre… hm… men så må man da glæde sig såre over at det nu fra politisk hold spilles ud med mere arbejde til alle og mere åbne og fleksibel institutionsforhold så vi alle sammen kan arbejde mere og holde hjulene igang og opretholde den høje levestandard…!!!! Hjæææælp… tror lige at jeg lukker mig selv og familien inde i en lille klokke af roligt nærvær, fællesskab og kærlighed….
Håber da inderligt, at mormor og morfar sagde NEJ, ihvertfald til NOGET af planen…..
Jeg har “Camilla og Simons” barn i dagpleje.. 😉
Jeg ved sg da ikke… hvis Camilla og Simon/Peter og morforældrene bor tæt på hinanden og alle synes det er en fænomenal ide – så må de gøre præcist som de har lyst til. Alternativet kunne være at forældrene er nød til at lade sig skille – og deles om ungerne – 1 uge hos far/ 1 uge hos mor. For så er der både tid til karriere/cafeer/kærester i de barnløse uger… Hmm… 🙂
Ja og vi er nogen der skal lære Camilla og Simons børn noget i skolen…Nogen forældre skulle parkeres langt væk fra deres børn, for børnenes skyld..stakkels børn!
Måske kunne man tviste tankegangen en omgang.
Det er da skønt med børnebørn,her hos os er de en gave og ikke et arbejde eller en belastning.Vi ser dem som familiens børn,som vi alle gerne vil passe og være sammen med.Vi forstår godt de unge familier i dag.De er ofte spændt hårdt for, og livet behøver da ikke at gøre ondt…så vi hjælper,det er ikke et offer,men helt naturligt af kærlighed.
Som bedsteforældre er vi da glade for at vores børn synes,det er godt for børnebørnene at lære af os. Vi har tiden til alle de gode eventyr..og masser af tid til os selv.
Jeg synes at mange af jeres indlæg har sådan en lidt fordømmende og hård tone. .
Det forstår jeg slet ikke at I som den yngre generation reagerer sådan.Her hos os opfattes pasning af børnebørn ikke som “ydnyttelse af de gamle” 🙂 Det er naturligt familieliv mellem generationer.
Alt i alt en win-win situation…de unge får hjælp og vi er tætte med børnebørnene,som er det bedste vi har.
Vh fra en bedsteforælder
Hmmm…
Er her også lidt ked af den fordømmende tone. En veninde uden så meget familie fik et ønskebarn sent i livet, jeg har haft ham ca. hver fjortene dag siden han var ret lille. Henter ham – nu fra skole – fredag og har ham til sent lørdag eftermiddag. Midt i et veluddannet liv med job og forhold og eget firma mm. Mit eget valg, jeg synes det er et privilegium, at være en del af et barns liv igen – min egen er snart 30 🙂 Han er glad for mig, jeg for ham, og moren er glad for den stabile frikvarter og for at hendes barn har flere gode voksne i sit liv. Der er lidt moderne storfamilie over det. Win, win, win…
En hurtig lille hilsen til jer, der synes at mærke fordømmelse og hårde toner –
det er ikke sådan oplægget til debatten var, det var mere et stort WHAT inden i mig, der ikke helt kan greje det unge forældrepars behov for så massiv aflastning og deres idé om, at det ville være fint for de ældre forældre at skulle afsætte faste 2 hver uge til at hjælpe.
Man må gøre som man lyster i familierne ude omkring, det skriver jeg også herover, men det betyder ikke, at jeg ikke vil ha’ lov at undres.
At tonen kan blive skarp er altid en mulighed, når mennesker med forskellige holdninger debatterer, men jeg finder ikke kommentarerne herover grænseoverskridende og har læst alle, for og imod, med lige stor glæde…
[…] par dage siden skrev skønne Anne fra bloggen “Hverken fugl eller fisk” dette indlæg: http://www.hverkenfuglellerfisk.dk/2010/05/5275/. Kort fortalt går det ud på, at de to veluddannede og tjekkede unge mennesker, Camilla og […]
Forargelse er en skøn ting 😉