Lidt af hvert

NYUDNÆVNELSE…

15/05/2010

Lørdag morgen her hos os plejer at køre efter en bestemt skabelon.

Mor tidligt op –

far og tøsebørn snorkende under dynen.

Mor på torvehandle og i supermarked før kl 9 –

far og tøsebørn gassende under dynen.

Mor hos bager og blomsterhandler –

stadig intet liv i dem under dynen.

Mor kører hjem på “landet” igen –

og snart kommer der små øjne hos dem under dynen.

Sådan kan vi li’ det hver især, jeg er en lærke, der er tidligt oppe og nyder luften under vingerne, de andre er nogle ugler, der tuder sent om natten og trækker morgenen lang i de kølige værelser ovenpå.

Hver sin lyst og rutine –

plads og rummelighed i forhold til det –

trivsel for alle på en lørdag morgen…

Men denne lørdags første timer har stået i nyudnævnelsens tegn, jeg har været lige så tidligt oppe som sædvanligt, været på morgenrunde i have og drivhus, men i stedet for brusebad, oppudsning og indkøbstur har jeg erklæret denne formiddag for aktivitetsløs.

Jeg sidder i blødt tøj, med skævt hår og krøllet hus, jeg strikker og lytter til Mads og Monopolet, kigger på de små hurtige stære, der fouragerer i min græsplæne, tænker tanker om stort og småt.

Sådan en lørdag er god at ha’ engang imellem.

Indkøbene løber ingen steder, måske får jeg ikke lige præcis den udskæring hos slagteren, som jeg kunne ha’ tænkt mig, måske er den buket, som skulle smykke den kommende uges dage også solgt til anden side, men vi overlever, det er jeg helt og aldeles sikker på.

Lørdag formiddag er min, jeg trækker vejret stille og helt ned i maven, passer på ikke at skramle for meget med kop og pinde, jeg vil nyde aleneheden og glæde mig over, at det er let at udnævne enkelte dage i livet til at være helt som det lige passer for nu.

Jeg vil strikke lidt flere kulørte bobler og regne på, hvordan størrelse 2 også kan blive til 4 og 6…

You Might Also Like

20 Kommentarer

  • Reply yt 15/05/2010 at 09:09

    Det lydder som en rigtig god lørdag morgen 😉
    De er guld værd, og i får sikkert mad og hygge aligevel

    YT

  • Reply Helle K. 15/05/2010 at 09:42

    Man kunne jo kalde det mors dag 😉 God lørdag.

  • Reply mette b 15/05/2010 at 09:43

    Sikke en dejlig udnævnelse, du har givet dig selv.

    God lørdagsnydning fra
    mette

  • Reply unikarina 15/05/2010 at 09:52

    Det er dejligt at vi er forskellige – og at der er plads til det. Nyd dagen – og skønt strik du har gang i. Det ser rigtig dejligt ud – glæder mig til at se resultatet.

  • Reply jeanette hegaard 15/05/2010 at 09:57

    Nogen gange er det bare dejligt, at det ikke er som det plejer 🙂
    Skønne bobler!

  • Reply Liselotte 15/05/2010 at 10:12

    Ind imellem skal man bare lade verden gå og selv gå i stå et øjeblik… og så hoppe på igen, når man er klar 🙂

  • Reply Ulla V. 15/05/2010 at 10:16

    Du har startet lørdagen i den rigtige bane…den slags dage er der bare behov for ind imellem.

    Er det den vidunderlige “Little Bubbles” du er i gang med? Den er jeg rendt over flere gange og hver gang får den mig til at sukke og “åhhhh’e”.
    Hvor er det i hvert tilfælde uhyre smukt det du strikker….Det var da bare utroligt som farverne spiller sammen på den helt skønne måde.

    Jeg håber resten af dagen bliver lige så herlig…og fuld af bobler. 🙂

  • Reply Sifka 15/05/2010 at 10:36

    Herlig læsning. Jeg er lige landet efter min første fitnesstime i laaang tid:)

  • Reply Anne 15/05/2010 at 11:01

    Ja mon ikke, at vi finder et eller andet at putte i gabet, Yt 🙂

    Ja da, Helle, det er da lige det at det er, mors dag, uhmmm…

    Tak og i lige måde, Mette…

    Forskellighed er ganske udemærket, Karina, det meste af tiden 😉
    Jeg strikker på livet løs, så måske varer det ikke så længe endda, før der kan vises mere…

    Det er sundt at sadle om engang imellem, Jeanette, bare for at få rystet vanerne lidt.
    Har set vi skal på smykke-søndag sammen, hyggeligt 🙂

    Nemlig, Liselotte, og sådan en morgen blev i dag. Nu har vi alle lige spist “morgen”mad sammen og lagt planer for, hvad der var lyst til. Nogen bliver hjemme, andre tager i Ikea efter sorte rammer og en dvd-reol til Laura.
    Jeg er i bilen, der kører mod øst…

    Jeg kendte ikke Little Bubbles, før du skrev her, Ulla, så det er ikke den, jeg har lige luret på Ravelry. Mine bobler sidder forneden, og ovenover bliver det bare smalle striber i nuancer tæt på hinanden.
    Jeg har haft lyst til kulørte bobler til småbørn siden Liselotte legede sømand…

    Skønt, Sifka, det er så rart at få gang i kroppen, også med fitness…

  • Reply et cetera 15/05/2010 at 12:00

    Dejlig og klog lørdags(ned)prioritering, tror jeg – og så er det gule lyshus forresten helt fantastisk – I’m in love! 🙂

  • Reply Kirstenk 15/05/2010 at 12:03

    Dejlige kulørte bobler… god lørdag til dig

  • Reply lise 15/05/2010 at 12:55

    Åhh bare det ikke altid var mig,der lå og boblede under dynen.

  • Reply Helle 15/05/2010 at 13:25

    Sikke nogle skønne bobler, jeg er vild med dem, og nyd DIN lørdag, jeg vil også svinge pindene og slå stængerne op.

  • Reply djohanne 15/05/2010 at 14:45

    Jeg elsker når du beskriver de der tidlige morgner.
    Er alt for meget natteravn til at de realiseres særlig tit, men når det lykkes er det saligt.

  • Reply Wong Wai 15/05/2010 at 21:12

    Som sadvanligt FLOT strikketøj og det ser spændende ud 😉
    Herligt “du har afslappende morgenstund”, super 🙂
    God nat til dig og dine herfra 😉 🙂 🙂

  • Reply Malene 16/05/2010 at 18:45

    Hvor ser det hyggeligt ud. Hvor er den fine, gule stage fra?

  • Reply Britta 16/05/2010 at 19:44

    Jeg er også forelsket i det gule lyshus..åhh og de glade farver med sprællende bobler..morgener er skønne!

  • Reply Anne 16/05/2010 at 20:16

    So am I, et cetera 🙂

    Ja de ser da rappe ud, som de sidder der på række, Kirsten…

    Det er aldrig mig, Lise, og det kan faktisk være irriterende, en sjælden gang imellem 😉

    Der bobles i stor stil her i huset i disse dage, Helle, det er vanedannende…

    Jeg “raver” også rundt om natten, Hanne, men vågner alligevel tidligt.
    De sene nætter bliver dog færre og færre, måske er det alderen der trykker…

    Det er et spændende lille stykke strik, WW, jeg hygger mig sådan med det.
    Og godnat til dig, når den tid kommer…

    Den er fra Superspace, Malene.
    Kan købes på deres hjemmeside eller i t.i.n.g. – min yndlingsbutik 🙂

    Det er også let at forelskes i, Britta, og morgenstunderne ligeså…

  • Reply Hanne 16/05/2010 at 20:31

    Boblerne bliver helt rigtige og skønne med den lyse grønne også.
    Tak for hjælpen til kagerne, de blev guffet til sidste krumme og der var ros til dig :O)
    Godt du har nydt en Annemonedag :O)

  • Reply Malene 16/05/2010 at 21:54

    Tak for tippet, Anne.
    Omend det var et farligt tip – for min pengepung 😉

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.