SVINKÆRINDE…

Forleden da jeg kørte hjem over broen ved Vejle, så jeg, at der var masser af mennesker ude på hvalsafari, de havde nok hørt om det stakkels forvildede kræ i bilradioen, da de var på vej hjem, og tænkt, at et enkelt svinkærinde omkring blæsehullet var på sin plads.

Ikke mig –

jeg kørte bare videre, afsted med næsen i retning af 13’eren, der løber til Viborg.

Afsted i den lille Panda med hovedet fyldt af ny lærdom og hjertet fyldt med savn efter min smukke mand og skønne døtre.

Afsted og bare lige ud…

I alle tilfælde lige indtil jeg så et skilt, der viste “Uldum” til højre, afstand noget i omegnen af 6 km.

Uldum – som i noget med “Der bor Karen Noe vist!?”

Skarpt sving med hvinende dæk, for pludselig fik jeg også en fantastisk trang til svinkærinder.

Og hvilket et af slagsen altså, ja jeg siger det bare, den sødeste søde betjening og lækkert garn i kilometervis.

Tak til mig selv, fordi jeg tog en lynhurtig beslutning om at dreje af i stedet for at køre målrettet mod målet, tak.

Der var garn af alle slags, men jeg styrede med stjerner i de brune øjne direkte mod det merceriserede bomuldsgarn, for jeg havde bare dagen før set og følt og sukket i Garniture, men var gået uden, og det var en fejl…

Jeg blev inviteret med på lageret og fik lov at plukke af de kasser, som fristede allermest, valget var vanskeligt, og så alligevel ikke, for når målet var en sommertop til naboens Frederikke, så måtte der lyserødt og andet sart til.

Så 3 smukke smukke farver kom med hjem og sammen med dem en opskrift på en Alfepige, jeg er ikke gået i gang endnu, men det kan ikke vare længe, for det er jo nærmest sommer i disse dage og det kalder på korte ærmer og sorbetfarver.

Jeg nænner bare næsten ikke at ta’ hul på de små spoler, de er så fine og sirlige, at det næsten ikke er til at bære at flå i dem.

Men man kan vel hente nye en anden dag, eller…

Jeg må så absolut give Karen Noe og hendes uldne værksted den allerbedste anbefaling, ikke nok med, at strikkedamerne var meget meget imødekommende og søde, de lod mig også gå med garn og hele molevitten uden at betale, for plastickort var ikke med og kontanterne rakte ikke.

Hvor tit sker den slags lige? Ikke ret tit, heller ikke selvom man bor i Jylland.

Super service –

og garnet er selvfølgelig efterfølgende betalt med glæde og varme tanker til dem, der lod mig gå med det, som jeg bare måtte eje NU.

Jeg vender snuden mod Uldum igen, jeg må ha’ mere af det blanke bomuld, 10 nuancer, mindst!

Og hvis jeg nu kunne lokke Hanne til en deler, så kunne vi måske få 20.

Hva’ Hanne?

Der kunne laves rigtigt meget smukt og lækkert af dette her.

Tror du ikke, hva’ Hanne…