5 OM NOGET ANDET END I GÅR…

Here we go again!

5 facetter fra samme skuffe, den om Anne, jeg har bare hevet nogle andre op end i går.

Jeg får den ondeste mavepine af overfladiske mennesker.

Jeg elsker at møde nye mennesker, jeg elsker at være i selskab med gammelkendte, jeg ville ikke være i live uden kontakter i øst og vest, jeg er et socialt væsen, der trives og udvikles i relationerne.

Jeg føler mig lige så godt tilpas blandt ludere og lommetyve, som jeg gør i et muntert lag med grever og baroner, jeg har som sådan ingen præferencer, jeg lærer rigtigt meget om livets mangesidighed ved at bevæge mig op og ned og på kryds og tværs i samfundet.

Jeg kan tåle at høre om det, der gør ondt, jeg kan tåle at være i det sammen med den, som lider. Jeg er ikke bange for menneskelig smerte eller afmagt. Men jeg elsker selvfølgelig også at være med på de dage, hvor alt er lyst og godt, og hvor glæden og kærligheden ligger lige for.

Jeg kan det hele.

Alt – undtagen at være i selskab med mennesker, der kun viser den blankpolerede overflade, dem der øjensynligt aldrig har oplevet en eneste lille skidt ting i deres liv, dem der med kvindrende stemmer kindkysser og ler, men gør det med triste tomme øjne.

Jeg hader, når der spørges til hvordan det går, og det eneste svar der duer er “Super!”

Jeg krymper indeni, når folk spiller livets rolle efter en drejebog, der er opstået i en sammensmeltning af Alt for Damerne, Chris McDonald og positiv psykologi og så med et lille stænk Bo Bedre på.

Mit jeg er ikke fritflyvende i selskab med intetsigende klonede kopier, jeg bliver stiv og akavet.

Jeg trives allerbedst i selskab med ærlige originaler, og de er heldigvis til at opstøve både her og der, når bare man tør kigge…

Jeg var verdens værste teenager!

Virkelig, sådan for alvor, slet og ret skrækkelig som i S-K-R-Æ-K-K-E-L-I-G!!

Jeg turede og festede, jeg drak mig stangBarcardi i sprut fra grænsekioskerne, jeg blev ude hele natten og var respektløs som ind i helvede. Jeg huggede andres kærester og sked på alt og alle. På mennesker, på normer, på livet, jeg var Pippi på syretrip.

Jeg vil ikke undskylde, men jeg vil beklage, jeg vil ikke sige, at det ikke var med vilje, for det var det ind imellem, men jeg vil gerne sige, at det ikke var meningen.

For hvad var egentlig meningen for en ung pige, der i løbet af 3 mdr mistede de to mænd, som betød allermest for hende, havde noget overhovedet en mening?

Først et forventet men smerteligt farvel til min morfar, som havde taget mig til sig, som var jeg hans egen.

Kort tid efter et uforståeligt brat So Long til min far, som nok er det menneske, jeg ligner allermest.

11-12 år og ulykkelig, med knust hjerte og stort set ingen mulighed for at få hjælp til at reparere det. Ladt tilbage i et amputeret liv med en sorgtynget mormor og en ikke-nærværende mor, det var rædselsfuldt, skrækkeligt og bare ikke i orden.

Jeg hev og sled i verden, i mig selv og livet, og kunne kun for alvor mærke noget, når det gik alt for vildt for sig.

Jeg græder ikke over det mere, jeg lærte en masse af det, det var dengang og nu er nu, her og nu.

Mit hjerte, min sjæl og min psyke er måske nok hullet som en schweitzer-ost, men for pokker altså, det er jo ikke i hullerne at den gode smag sidder, og jeg synes faktisk selv, at den rædselsfulde unge er blevet et godt og hæderligt menneske…

Nu er vi oppe på 7!

Jeg er et frygteligt tudefjæs!

Nogen siger, at det kommer med alderen, hos mig kom det sammen med mit første barn og der var alderen som bekendt ikke ret høj.

Jeg har siden 1985 tudet mig igennem mange afsnit af Det lille hus på prærien, snøftet til Marley & Me og i tusindvis af andre mere eller mindre romantiske film. Jeg græder, når børn synger, jeg græder, når orgelet spiller i kirken, jeg får stram hals, når jeg ser mine 3 skønne pigerne gå afsted sammen, jeg går om juletræet med tårerne trillende.

Der er åbenbart altid alt for mange liter vand i mine tårekanaler og de får bare lov at flyde, de er ustoppelige.

De flyder til latter og glæde, til kys og kærlighed, i varme og nære situationer, rigtigt tit og rigtigt meget.

Men til gengæld aldrig når jeg bliver ked eller skuffet.

Hvis jeg såres dybt trækker jeg en sabel og ikke et lommetørklæde.

Hvis jeg overfuses eller trampes på, så er mine øjne så tørre som Sahara men min mund smurt og klar til angreb.

Jeg kan græde af raseri, men først når jeg er alene.

Hvis du har set mig græde af andet end rørstrømskhed og kærlighed, så er du en af de meget meget få, en af dem der tæller mindre end en håndfuld.

Det er ikke med vilje ej heller af angst for at vise –

men en rendyrket skræk for at miste fodfæstet.

Det magter jeg nemlig ikke.

Kontrolfreak – måske – men af nødvendighed…

Og for at det hele nu ikke skal sende afsted til et østrigsk institut for psykoanalyse, så slutter vi lige af med et par af de mere letbenede.

Jeg har nærmest på dato været ikke-ryger i 12 år!

Det var godt for mig at holde op og jeg savner det ikke i mit hverdagsliv, egentlig heller ikke til fest.

Men når jeg er 84 og det hele bare kan være skide lige meget, så skal i se mig skubbe rollatoren ned til købmanden for at hente en pakke cigarillos.

Jeg er sikker på, at de vil gå godt til portvin, maltbolsjer og blåt hår…

Jeg vejer 10 kilo for meget, er ved at være ret grå i toppen, jeg har fine rynker ved øjnene og et par leverpletter på hænderne!

Men det er alt sammen helt okay, jeg lever med det, og når jeg ikke gider det mere, så finder jeg sikkert ud af at gøre noget ved det.

Jeg synes, at 40’erne er et vidunderligt årti, der er ro og overskud på en anden måde end tidligere, børnene er godt på vej, jeg er mere i balance og mere tilfreds, end nogen siden før.

Livet var hverken sjovere eller bedre dengang, da brysterne stadig kunne stå af sig selv.

Jeg er 45, mere end halvvejs i livet, så skidt med rynkerøv og et enkelt stykke appelsin på låret, der findes sgi så meget pænt og lækkert tøj, der kan dække.

Anne – raw and unplugged.

Det er vel egentlig okay…