OVERRASKELSER I CYKELKURVEN…

Pakkeposten havde igen benyttet sig af vores ekstra “postkasse”, da hun læssede af i går.

Jeg holder som sådan ikke øje med kurven, og er måske endda gået forbi et par gange, før jeg pludselig så, at der lå en dejlig stor brun kasse deri.

Ingen pakker var bestilt af mig, og jeg var ret sikker på, at Torben heller ikke havde, så hvem – hvad – hvorfor?

Spændende…

Den store kasse var til mig og straks jeg så afsendernavnet bredte der sig en stor varme inden i.

Weller –

hvem fa’en vil ikke gerne ha’ pakker fra Weller?

Jeg vil i alle tilfælde og da især når de kommer som en herlig overraskelse…

I den store kasse lå forkælelser til mig fra Liselotte, Kenneth og Oline, dejlige dejlige forkælelser, som jeg nærmest ikke synes, at jeg havde fortjent, men for pokker hvor var de da skønne at få alligevel.

Jeg sad bare der og sad og nåede allerede inden læsningen af kortet at blive så rørt og varm, den omsorg og betænksomhed der ligger i sådan en comfort-box er helt vidunderlig.

Mens jeg læste de vidunderlige ord, som de havde skrevet til mig, tænkte jeg sådan på, hvor tilfældigt menneskers vej kan krydses.

Helt tilfældigt –

eller er det nu også det?

Kan der være en mening med, at vi ind imellem dumper ned i nogens liv på et særligt tidspunkt.?

Måske.

Jeg har været utrolig heldig med at dumpe, helt vildt heldig, og jeg tænker, at de med W, der kalder mig et rivejern og en solstråle, måske også tænker, at det var ret godt ramt…