SOM SAND MELLEM FINGRENE…

Min ferie glider stille og roligt fra mig, i korte øjeblikke går jeg lidt i panik over alt det, som jeg gerne ville, og som ikke bliver, men jeg kommer hurtigt over det og tænker pyt.

Dagene bliver, som de bliver, og det er heller ingen katastrofe, hvis dørkarmene  – og jeg –  må leve med kattekløersskrammer en tid endnu.

Jeg trænger mere til fred end til nymalede karme, og jeg øver mig jo vældigt i at lytte til min krop, så derfor lader jeg bare tiden gå.

I alle tilfælde det meste af den…

Torsdagen blev brugt på lidt forskelligt, dels en lille kommen-til-mig-selv efter en parfumefremkaldt migræne onsdag aften, dels en dejlig dejlig tur til gode venner i sommerhus.

Gode venner, der også bare trængte til at sidde stille og snakke, og sludre, og tale, og pludre, man kan sidde længe sådan bare at være i hinandens gode selskab og nyde at det er tilladt at være stille sammen, når snakken i øjeblikke forstummer.

Der blev sippet kaffe, spist gode kager og dejlig aftensmad. Der blev lagt planer for en italiensk sommerferie og lagt en stak brikker på et puslespil.

Dagen forsvandt som sand mellem fingrene på os, men det måtte den godt…

I dag har her været spontant og hyggeligt besøg, en god lang snak ved bordet i alrummet, samtale med plads til ro og fordybelse, og  også gode fif til at tæmme en krasbørstig 6-årigs temperament blev givet.

Jeg har strikket, læst, slået brød op, jeg har Ajax’et, bladret i møbelkataloger og taget mål til rammer til stort og småt.

Vi har krammet og smilet og fået os en mellemmad.

Jeg elsker livet –

med fart og tempo, fest og farver og fuld musik.

Jeg øver mig i også at elske de stille dage –

jeg er ved at vænne mig til dem og kan mærke, at de gør mig rigtigt godt.

Jeg lader dem glide fra mig uden at hvirvle efter de tabte timer i stress og jag.

Jeg er her bare og det er rigtigt rigtigt dejligt…