For hjerte og sjæl

HVER FUGL SYNGER MED SIT NÆB…

25/03/2011

Men hører vi mon hvor smukt det egentlig lyder?

Hører vi nuancerne?

Værdsætte vi de andres stemmer og tænker vi smukt om vores egen?

Eller er vi bedre til at vende ørerne mod de toner, der ligger i et andet leje og ind imellem klinger skævt ind på vores tone?

Er vi optagede af kun at brumme og mumle med, fordi vi synes, at vi ikke synger smukt nok til at give slip og at de toner, som kommer fra os ikke har en værdi?

Hver fugl synger med sit næb  –  sådan er det!

Og alle toner har plads i det store verdens kor og alle toner bidrager smukt med hvert deres  –  sådan er det!

Og det skal vi stå ved og værne om og også blive meget bedre til at fortælle os selv og hinanden.

Kompetencer er personlige og både de store og små har værdi og vi skal være stolte af det, som er hver vores…

Skønne Anja har ledt mine tanker i retning af toner, nuancer og kompetencer her til morgen, hun skriver så fint om, hvor svært det kan være at slippe tankerne om alt det, vi ikke er gode til. Det er forbasket svært.

Anjas indlæg med de skønne og stærke kommentarer har fået mig til at reflektere over, hvad jeg i virkeligheden – uden pis og jantelov – synes, at jeg er god til. 5 ting.

Det ville være lettere at skrive en liste med de 100, som jeg stinker til. Meget lettere.

Men 5 af de gode?!

Jeg forsøger…

1     Jeg er god til at kæmpe for det, som jeg tror på.

2    Jeg er god til at se styrker og muligheder i de og det, som trænger.

3    Jeg er god til at lytte efter det, som mennesker i virkeligheden har på hjertet, men som ikke siges.

4    Jeg er god til at skabe trygge og smukke rammer i vores hjem.

5    Jeg er – helt uden pis – god til at lave mad. Pissegod faktisk.

5 gode.

Og 1 vigtig, som jeg vil øve mig på og forsøge at blive bedre til:

At passe bedre på mig selv.

For uden egenomsorg slipper kræfterne til omsorg for andre op.

Og jeg har brug for dem.

Jeg håber, at fredagen ville vende jeres ører mod jeres egne gode og stærke toner, og at tankerne om disse vil bringe et stolt og stærkt smil på jeres læber og i jeres hjerter…

You Might Also Like

23 Kommentarer

  • Reply Sandra 25/03/2011 at 11:47

    Kære Anne,
    tak for en reminder om at huske det gode, værdsættelsen af ens eget værd.
    Rigtig skøn weekend til dig og dine.

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:50

      Jeg tog bare tankerne og idéen med fra Anjas side, trængte til at dele lidt godt på denne fredag…

  • Reply Anja 25/03/2011 at 12:38

    Åh hvor er det fint Anne. Så fint så fint så fint. Tak fordi du tog bolden op og forskønnede den yderligere med dine smukke ord, og sikke dejlige 5 ting du er god til! Hvor fedt.
    Det her indlæg vil jeg gemme i mit hjerte, for det rammer mig lige der hvor det betyder noget. Mange tak.

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:50

      Selv tak, Anja, for at lede mig i den retning på en dag, hvor en anden vinkel let kunne ha’ fået overtaget…

  • Reply Frau Putz 25/03/2011 at 12:39

    Yep. Meget nemmere at skrive den lange liste over alt det, jeg ikke er så god til 😉

    KH Karina

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:51

      Jeg kunne lave en på flere meter, Karina.
      Om mig selv altså 😉

  • Reply Ulla V. 25/03/2011 at 13:56

    Du har ret. Det er en svær øvelse at føre til dørs.
    Det er 5 fede ting du er god til, Anne. Ting der batter i forholdet mellem mennesker og styrker der hvor behovet er – ting som gør en forskel. Du kan være mere end almindeligt stolt af din liste.

    Nu har du sat gang i tankerne. Jeg vil have skrevet 5 gode ting om mig selv og mine kompetencer inden dagen er omme…

    Rigtig god weekend. 🙂

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:51

      Gad vide hvad du skrev, søde Ulla…

  • Reply Tante T 25/03/2011 at 14:52

    Tak for et godt indspark. Det skal der da lige tænkes videre over…
    Og hvor har du bare ret, de 100 stinkende ligger lige til højrebenet…
    Men stærke 5 du fandt frem, Anne. Heldige dem i din nærhed.
    God fredag 😀

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:52

      Det tror jeg nu ikke altid at de tænker, Tante T 😉

  • Reply Anette Andersen 25/03/2011 at 15:47

    Hej Anne 🙂

    Dejligt du har ladet dig inspirere af Anja – jeg har også været forbi hendes blog 🙂

    Rigtig dejlig weekend til dig og dine.

    Ønsker dig masser af egenomsorg og dejlige madoplevelser 🙂

    Kh
    Anette

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:52

      Det blev en dejlig weekend, Anette, jeg håber at din blev ligeså…

  • Reply Marie 25/03/2011 at 16:33

    Håber dem i din nærhed- tænker på og skønner på.
    hvor heldige de er med at kende dig!

    Jeg har også tænkt over, hvad mine 5 ting er… det er sundt at få noget så vigtigt på plads.
    Det man ikke er så god til, kan desværre ellers fylde så meget.

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:53

      Måske tænker de det en sjælden gang imellem, Marie, men de tænker helt bestemt også noget andet 😉

  • Reply mette b 25/03/2011 at 19:47

    Vi glemmer hurtigt det, vi har brug for hele tiden at huske. At vi er gode til noget. Og du er meget god til mange ting. Sætte ord sammen, fx.
    Klem og god aften til dig,
    mette

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:53

      Tak for det, Mette og klem tilbage…

  • Reply Jani 25/03/2011 at 20:13

    Det er nu engang bare sådan,
    at hvis man bruger hele livet på den negative side…
    Ja… så er man en sørgelig skid!
    Så hvorfor ikke se på den lyse, jeg tror den menneskelige natur
    kommer os i vejen nogle gange.. øv.
    Men hvor fedt at skrive sådan en liste… man burde
    lave den med en flot font, sætte den op på fint papir, printe ud og hænge op…
    -“Because I´m worth it!” 😀
    Knus herfra 🙂

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:54

      Jeg gider sgu ikke at være en sørgelig skid, Jani, så jeg ser helst på det lyse.
      Because WE are worth it…

  • Reply Sidsel 25/03/2011 at 20:31

    6. Super til at lave blog.
    7. Inspirerer andre til kreativiteter.
    8. Er et varmt og givende menneske.

    Og det er så rigtigt og ikke mindst vigtigt med den der egenomsorg.
    Tak, fordi du er dig.

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:54

      Velbekomme da, Sidsel, jeg gør hvad jeg kan, også selv om det ikke altid rækker…

  • Reply Lone H 27/03/2011 at 09:05

    9. har stor sans for design

    …og så fortæller Peter Lund Madsen i sin egenskab af hjerneforsker, at negative tanker lagres øjeblikkeligt i hjernen og positive tanker kræver 30 sekunder mere for at hænge fast.
    Det kan jo ihvertfald forklare noget om hvorfor det er så svært og hvorfor vi igen og igen skal minde os selv om det gode.
    Vi må lære at dvæle lidt længere ved de positive ting.

    • Reply Anne 28/03/2011 at 21:55

      Vi må blive bedre til at dvæle, Lone, når det nu er videnskabeligt bevist, at vi har brug for det for at huske det positive…

  • Reply Annette 29/03/2011 at 17:25

    Et dejligt indlæg…
    Og hvor er det nogle skønne – og vigtige ting, du er god til!

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.