OMSORGSDAG…

Torsdagen er grå og våd udenfor vores vinduer, skyerne hænger nærmest nede i græshøjde og selv om solsorten fløjter for mig, så har jeg alligevel svært ved at finde forårsfornemmelserne i dag.

Jeg har undladt at stemple ind i arbejdslivet i dag, det er bedre tjent uden mig i dag, det overlever og endda godt, det fortæller jeg mig selv.

I stedet for journaler, samtaler, handleplaner, coaching, sparring, evaluering, registrering, mere samtale, støtte og rummelighed vil jeg fylde min dag med omsorg for mig selv.

Bare fordi…

Jeg har rigget til med dyner og bløde puder i sofaen ovenpå, brygget mig rygende varm og velduftende kaffe med masser af mælk, ristet lidt rugbrød og toppet det med brie og skarp orangemarmelade. Jeg har Mad Men at frydes over og stearinlys der bløder gråvejret op, jeg har dugfriske magasiner at bladre i og en udsigt at svømme væk i.

Der er tid og ro til bare at være og lade være.

Tid og ro.

Jeg trænger…

Når klokken bliver sen eftermiddag må jeg tage en time i arbejdstøjet, Oregon kalder, jeg har en coachingsession, der ikke var let at skubbe med, men jeg er sikker på, at det går og også sikker på, at de er ligeglade med, at jeg er klædt i blødt og hyggeligt tøj og sidder i mit eget arbejdsværelse.

Og det er jo bare en enkelt time.

En time, der gør godt, når det står op og så sandelig også bagefter, især hvis de er tilfredse med mit arbejde.

En time –

det er let at holde til, når der nu er masser af andre at bruge af denne torsdag.

Omsorgsdagen…