“Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint’rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.”
Verset herover er ikke med i Albertes udgave af Den blå Anemone.
Derfor får i ordene lige her, for jeg synes, at de hører med.
Der findes ingen blomst, som jeg elsker lige så meget som anemonen.
Og nu står den her på bordet – endelig…
19 Kommentarer
Ja, nu er de her endelig. I skoven, i ådalen og når jeg har gravet nogle op et hemmeligt sted, vil de også være i vores have… til næste år.
God tirsdag til dig
Jeg skal også ud med en lille bitte skovl, Mette, jeg har lige det perfekt skyggested nede bag i haven.
SÅ næste år – der har vi vores egne…
De findes også i min have – blå og hvide – og når den første lille blomst kommer frem, så er foråret her 🙂
Det er nemlig bare indbegrebet af forår, Helle…
Det en skøn skøn sang med fine hentydninger om 2. verdens krig der endelig stoppede 🙂
Det er det nemlig, Lisen, og selv om vi ikke var der, så fornemmer vi nok glæden ved den nye tid…
Ja, aemoner kan gøre og gør hjertet glad!!!
Lige præcis, Marie…
Vi elsker den, gør vi! 🙂
Vildt og inderligt, Liselotte…
De er bare så søde de anemoner, og den lille hare ligeså.
Dobbelt op på sødt, Sonnie, og haren er fra Schleich…
Anemoner, suk- de er det smukkeste. Måske også fordi vi trææænger :0)
Jeg har dem også i haven , i kæmpestore tæpper:)
Vi trænger til lyse lune dage, Marianne, og det er anemonen med til at love os.
Jeg vil også ha’ tæpper…
Hvor fint de klæder hinanden, de to, lige til at få påskekuller af (@:
Pipgokpåskeplim…
Rigtig dejlig forårsbuket 🙂
Og der skal plukkes hver eneste dag, så længe de er at finde i skoven, Anette…
Der sker bare noget med os, når vi ser dem. Anemonerne. De smukkeste af foråsbebuderne. Jeg fandt en lille plet med anemoner under dagens løbetur og blev nødt til at stoppe op og fotografere.