Et brus af hvidt på træer og buske og blå blå himmel smykker min morgenstund.
Hvid energi i skålen, yoghurt med æble og blåbær, som har været gemt på frost siden vi sidst havde sommer.
Og i mappen sidder hvide sider, der fortæller mig, hvordan dagen skal bruges.
Disse dage giver et lille flashback til ungdom, eksamenslæsning og forsømte forårsdage, jeg sidder herinde og må nøjes med at kigge ud til solen og alt det nyudsprungne, mens jeg gennemser timevis af dvdoptagelser af mit eget arbejde og skriver mine noter og analyser, som skal sendes afsted, så jeg kan blive certificeret PMTO terapeut…
Der er meget formalia, der skal være på plads og jeg tjekker og tjekker igen og så lige igen for at sikre mig, at de rigtige papirer følger de rigtige dvd’er med de rigtige numre, datoer, identifikationer og så videre.
Det bliver godt at komme på posthuset med hele stakken sidst på eftermiddagen.
Afsted med det og pøjpøj…
Senere venter weekenden, der byder på fejring af Amanda, der bliver 15 på tirsdag.
Hun har indbudt til kagebord i morgen eftermiddag og vi glæder os til at bage og arrangere og ikke mindst smovse og måske er vi endda så heldige, at vi kan dække op udenfor i en krog med læ og sol på.
Lidt havearbejde kommer nok også på programmet i løbet af de to frie dage, der venter om hjørnet og også et visit ved en 70 års dag længere nede i landet.
Der bliver tid til det hele og også til strik i sofahjørnet og solbadning og bruning af næsetip og skinneben.
Men først –
hvid og slidsom fredag.
Ha en dejlig dag, i andre…
12 Kommentarer
Det ser meget spændende ud med din uddannelse – det er virkelig noget, der er brug for! Hav en god dag i alt det hvide!
Tak skal du ha, Charlotte, det blev en god dag og nu er ALT til min certificering færdigt og sendt. Phew….
Pøj-Pøj Anne med din PMTO-certificering!!!
Og…nyd nu weekenden der venter bagefter i fulde drag 🙂
Tak skal du ha’, Bodil, pøj-pøj er altid godt at få med.
Weekenden har været god også selvom jeg måtte arbejde med skriverier til cert. til kl 02 i nat 😉
God, slidsom fredag til dig – og en fantastisk weekend tillige med 🙂
Det var en god dag og weekenden endnu bedre 🙂
Pøj pøj og god weekend.
Tak, Heidi, og i lige måde, selv om weekenden nu er gået…
Pøj pøj, knæk og bræk, rigtig meget held og lykke, Anne 🙂
Hvor er det sejt gået!
Og hvor lyder det skønt med kagebord i morgen og sol på næsen…aaahhh!
Mange kærlige hilsner
Eva
Send alt det held efter mig, som du kan støve op Eva, jeg har på fornemmelse, at der er en del af materialet, der har rigtigt meget brug for det…
Pøj, pøj med det, Anne.
Kommer du så ikke til Middelfart mere ;(
Knus Yt.
Det gør jeg faktisk ikke, Yt, ikke i den forbindelse i alle tilfælde, men jeg kan jo godt drage afsted til Garniture alligevel…