“Når forandringens vinde blæser vil nogen bygge læhegn, andre vil bygge vindmøller”
Jeg har brugt nogle måneder på at ligge bag læhegnet nu, jeg har grædt og tudet om kap med vinden, jeg har klamret mig til de pinde, som jeg kendte i hegnet, holdt fast af sorg, angst, længsel, usikkerhed og stædighed.
Nu har jeg sluppet med den ene hånd, jeg har rejst mig op, forblæst og lidt fortumlet, ikke lykkelig og heller ikke hel, men dog stående – sådan nogenlunde.
Jeg holder fast i hegnet, men også fast inden i mig selv, i respekten, livsglæden, viljen og modet, jeg slipper ikke den jeg er, for det er det eneste, som er sikkert her i livet –
at jeg er…
Støbningen af fundamentet til den vindmølle, der skal drive mig fremad i mit nye liv, er i gang. Jeg tager beslutninger, for mig selv og af mig selv, ikke nødvendigvis beslutninger, som andre synes er gode, men jeg har mærket godt efter og ved, at de er de helt rigtige for mig.
Forankringen i mit liv bærer jeg inden i, det ved jeg, men for en stund troede jeg at den var i min familie, i min mand, i mit hus og det vi kaldte hjem, at det var der jeg fandt styrken og energien. Sådan var det for en stund, mens jeg lå der bag hegnet og ikke magtede at løfte hovedet og kigge op og ud, det sled.
Men mens jeg fik lov til at ligge i fred, fordi det var det jeg bad om, så kom jeg også i tanke om andet end alt det, som rev og sled og smertede.
Jeg så igen noget af det indeni, som gør mig til mig, det som for nogen er svært at tage livtag med, men som for mig er kernen, substansen og som jeg gerne vil stå ved og stå op for.
Så det gør jeg –
står op –
men stadig med en hånd på hegnet og også med en bevidsthed om, at et voldsomt og uventet pust sagtens kan få mig til at springe i flyverskjul igen.
Men kun for en kort bemærkning –
for jeg er mest af alt
MOR og mig…
63 Kommentarer
Larmende smuk skrevet… Tanker herfra
Tak for tanker…
Hvor er det stærkt tænkt og godt formuleret Anne. Jeg tror på, at der er dejlige tider i vente for dig.
Det er jeg også nødt til at tro på, Mona, men det er ikke lige let alle dage…
Fantastisk formuleret! Der er nogen der er heldige at have dig!
Det håber jeg, at “nogen” husker…
Anne, jeg er fuld af respekt. For dig og at du tør være i det som ikke er rart. For at DU kan vise respekt for ham som trods alt stadig er far til dine døtre. For at du tør lade Laura være Laura og sætte hende fri, selv om du sikkert har lyst til alt andet lige nu. For at du tør lytte til dig selv og den du er. Jeg er sikker på at du nok skal finde fodfæstet i et andet liv som er godt for dig.
Det bliver en proces at falde ind i og på plads i et andet liv, end det jeg havde og gerne ville have beholdt, Helle, men jeg får nu også mere og mere øje på de ting, som bliver anderledes på den gode måde ved at slippe det der var.
Jeg tør godt at være i den grimme og ulykkelige, for er jeg her ikke nu, så kommer jeg det senere og det vil ikke være lettere på det tidspunkt, tvært imod måske.
Respekten vil jeg kæmpe for at beholde, for Torben har igennem mange år været en skøn kæreste, og det kan jeg godt værne om, selvom han nu er noget andet, og ja, han vil altid være pigernes far, på godt og på ondt….
Jeg tror, at du har helt ret i, at det er i én selv, man skal finde forankringen. Men hvor kan det dog føles svært (det synes jeg i hvert fald). Det kan føles så ubeskriveligt skrøbeligt at skulle finde styrke og forankring i sig selv – og ikke i andre mennesker (eller ting, for den sags skyld). Men KAN man det – – så tror jeg til gengæld, at man har fundet den stabile, undelæggende, rolige lykke…. Og jeg håber, jeg lærer det en dag.
Kærlige hilsner.
Jeg er sikker på, at du lærer det, Eva, når bare du har øje for, at det er sådan det er.
For nogen af os i alle tilfælde…
Du bærer helt sikkert forankringen indeni. Og det er godt at vide med sig selv.
Men forandringer som du er midt i, kan få enhver til at vælte omkuld – for en stund.
Nogen har engang skrevet/sagt at “Gud mildner luften for de klippede får”.
Jeg håber sådan at de milde vinde og den lune luft må blæse i din retning i meget lang tid.
Jeg må så absolut være pilskaldet lige nu, Sanne, for hvor kan det føles frygteligt koldt og stormende lige her lige nu…
Stærkt og dejligt!
Nu har du jo så også mere udsyn. Det kan blæsten ikke ta.
Håber, du en dag ser noget smukt på den anden side af hegnet.
Kun hvis blæsten river brillerne af, Ann 😉
Din genfundne kerne, dit mod og din vilje er imponerende, og en dag så slipper du hegnet helt 🙂
Måske, Hanne, men jeg er sikker på, at det varer en rum tid før jeg bevæger mig ud i ret lang afstand af det…
Knus og kram til dig du – Anne!
Tak du Ella…
Anne – du skriver så det piber i krogene.
Den vind der blæser i dit hår lige nu giver dig en ny frisure.
Og jeg takker dig af hele mit hjerte for at dele alle dine tanker med os. Det er så fantastisk at finde en blog, der tør beskrive livet og stormvejret. Og ikke blot præsenterer en forestillelse af pastel-farvet livskvalitet. Og jeg elsker også dine hæklerier, mad-opskrifter 🙂
Man kan såmænd godt holde af pastel, hvis bare den er autentisk, kan man ikke?!
Og egentlig får jeg lyst til at skrive “Det var så lidt” omkring det at dele, for det er det faktisk, jeg kan slet ikke lade være, for alle de kommentarer her og de mange mange mails, der er dumpet ind hos mig i den seneste tid viser os alle, at vi kan blive meget bedre til at lukke op for det, der er svært. Og deles det så føles det også lettere at bære og være i…
Jeg nøjes lige med en rigtig varm tanke i din retning, mens jeg synker klumpen i halsen…
Tak, fordi du deler.
Velbekomme…
Om hjørnet venter fremtiden. Jeg ved, at den glæder sig til dig, Anne. Tag bare hul. Blæser vinden for stærkt, er det kun for en stund. Der bliver altid vindstille igen og plads til at trække vejret. Jeg ved det.
PS – ved du godt, at du er sikret op til orkan? Det er du. Virkelig.
Virkelig?
Det er godt at vide, Liselotte, for jeg føler altså at jeg gik kold allerede ved de hårde vindstød…
Smukt skrevet om en hård tid der har været, der er, og som ikke er ovre.
Du ønskes alt det bedste for dig.
Jeg har på fornemmelsen, at den ikke har tænkt sig at smutte sådan lige med det samme, Marianne…
God vind, til din spændende fremtid 🙂
Tak fordi i hjælper med at puste, Therese…
Jeg gleder meg til å se vindmøllene dine! Du er sterk og god! 🙂
Jeg er spændt på, hvordan de kommer til at se ud, for byggevejledningen må jeg vist opfinde undervejs, Karen…
Hold da op…. hvor er du fantastisk Annepige?
Det tror jeg ikke, at jeg er, Anne, jeg er bare –
Anne 🙂
Der skulle så have været et hjerte og ikke et? – sorry
Hjerter er gode at få, så tak…
Også tanker herfra syd til dig!!!
Du får nogle tilbage herfra, Bodil…
Du er en klog kvinde, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at du nok skal klare det. Men…. ting ta´r tid!
Ja og tiden kan gå frygteligt langsomt, når man er i noget, der ikke er let og lyst. Men jeg har tid til at snuble lidt i mørket, for jeg ved at der er skønt og fint, når jeg får tændt for den stærke pære igen…
Anne. Du er. Du kommer igennem. Du kan og du vil. Der er lys forude….. Bedste krammer til dig <3
Det gør jeg, Sidsel, lettere, klogere, skrøbeligere, men stadig Anne…
De åbne vidder venter forude.
Kram og karma fra hegnet
Kan vi gå i hegnet sammen så, Hanne? Med både hulk og grin…
Kæreste Anne
Der er liv på den anden side af hegnet – også af den gode slags – Det ved vi med hjernen – det er instinket og kroppen, der søger beskyttelse bag hegnet.
I forandringen og opbruddet ligger kilden til udvikling, men det er blod, sved og tårer, der er i spil, når vi udvikler os, omdefinerer og organiserer livet i “nye kasser” – Nogen gange kan det være svært at skabe forbindelse mellem det “vi ved” og det “vi føler” – Forbindelse bliver skabt bid for bid og i små spring.
Gid din storm må give dig god medvind 🙂
Kærlige tanker
Fornuft og følelse.
Jeg går i gang med at tygge mig igennem afstanden mellem dem…
Kære Anne
Nyd blæsten
Gem hegnet
Det er godt at ha
Kh Siffe
Husk Fugle letter mod vinden – Fisk svømmer mod strømmen
Vindblæsthed kan godt se smukt ud, Siffe.
Tak fra fuglefisken…
Hvor kan du dog udtrykke dig stærkt. Jeg sender de bedste tanker og ønsker til dig 🙂
Tak for begge dele, Dorthe…
Jeg sender dig et stort knus, og jeg beundrer dig stadig lige meget.
Ro og fred er godt – på de rigtige tidspunkter. Du skriver bare så smukt.
Alt det bedste fra mig til dig.
Jeg forsøger at skabe mig den fred, som jeg mærker er så nødvendig for ikke at vælte helt, jeg tror det lykkes mig, jeg håber…
Anne du er godt på vej og bliver endnu smukkere, husk blot på´….
“Når jeg længes efter at leve uden besværligheder,så mind mig om
– at egetræer vokser sig stærke i storme
– og diamanter bliver skabt under hårdt pres !!! ”
God rejse, med kærlige tanker herfra.
Diamonds are forever…
Tak, fordi du deler så svær en periode med os, det giver anledning til lige at stoppe op og revidere i egne række.
Varme tanker og en ordentlig portion medvind herfra.
Kh Helle
Jeg vil blive bedre til at revidere undervejs i mit nye liv, Charlotte, så bliver overraskelserne og reparationsarbejdet måske ikke så voldsomt…
Selvom vi nok alle helst farer ud af livets landevej med medvinden i ryggen, er det nu ikke altid medvind, der skaber, de mest mindeværdige ture. Modvind og bakker gør medvinden ekstra dejlig, når den så en dag kommer – for det gør den jo på et eller andet tidspunkt. God weekend – med håbet om at solskin og milde briser snart vil strejfe din vej.
Solen er her og briserne over heden smyger sig om krop og sjæl, Pollyanna.
Også god weekend til dig…
Dejligt at høre du er ved at finde melodien igen – du er fantastisk til formulere dig
Ha’ en rigtig god weekend 🙂
Jeg øver mig i alle tilfælde i melodiens første strofer, Anette…
Been there… jeg lå på bunden af den sø jeg selv havde grædt og kiggede op på de lys mine fyrtårn sendte til mig; min krisepsykolog og mine Rasmilla groupies. De viste mig at de var der, og at der var fast grund. Men jeg skulle selv finde vej op og ind på det tørre. Jeg synes jeg har siddet længe på kanten af søen og tørret… jeg tror mine ben kan holde nu, men jeg vil vist helst blive siddende lidt endnu.
Jeg har tænkt så meget på dig i tiden der gik fra den 8 marts. Men min egen tsunami var for overvældende til at række nogen hånd frem. Jeg håber – næh, jeg tror at der var nogen, der ville dig det bedste. Fordi du er dig.
I tankerne vakler vi vel afsted på samme nye og usikre grund, Linda, vi finder vej og lys, det er jeg sikker på.
Men det er vist ikke tid for at slippe stokkene endnu…
Dine sidste ord i dit indlæg får mig til at tæke:
ANNE – MONE – MOR
Og på teksten i Kaj Munks gamle sang :
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus,
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
Varme og milde vinde herfra! 🙂
Du er vidunderlig, Susanne, tak for det…
TAK 🙂 🙂 – og i lige linje, Anne. 😉