De sidste svar på nattens mange God tur sms’er sendes afsted fra dansk jord.
Derefter de sidste formaninger, knus, kys og kærlighedsord fra far, mor og søstre.
Og så var hun væk.
Afsted op af trappen til første del af en lang flyvetur.
Kastrup – Stockhom- Chicago – Milwaukee.
Når klokken slår midnat her hos os sætter hun for første gang sine trætte ben og sin store kuffert i sit nye hjem i Hartford Wisconsin…
Jeg er nærmest lige væltet ud af dynerne med højt hår og hævede øjne.
Var retur fra Kbh kl 10 efter 28 timer med høj puls, skræk og forventning.
Det var en udfordring at køre hjem i morgentrafikken i det vilde regnvejr med ømt morhjerte og følelserne i laser, lettelsen var stor da jeg smed Panda’en i carporten og mig selv i sengen.
Det gik rigtigt fint med at få hende afleveret i hyggelig og rolig stemning, hun var så glad, spændt og meget meget parat og det hjalp os andre rigtigt meget i forhold til at give slip.
Men det er da fuldstændigt uforståeligt lige nu, at jeg ikke skal have hende inden for krammevidde i de næste 11 mdr, at jeg ikke kan give et blødt kys på det varme hår, mens hun sover og ikke tage hende ind til mig, når hun oplever noget, der er lidt svært.
Svært –
men man vænner sig vel..
Måske…
35 Kommentarer
Nu er jeg jo ellers lidt af en tough cookie – men hold da op, hvor giver det, du skriver bare stik i hjertet. I nat vågnede jeg gud-hjælpe-mig ved femtiden og tænkte – åh nu sidder Hverken fugl eller fisk familien i Kastup – gulp om 14 dage er det dig – gulp. Hvor kan jeg bare sætte mig ind i, hvordan du venter på jeg-er-landet-og-har-det-godt telefonopringning/sms fra USA…
Jeg skal tænke på dig, Pollyanna, når du nu står derude i lufthavnen om et par uger med rystende knæ.
Opkaldet var helt vidunderligt, jeg faldt i koma-lignende søvn bagefter 😉
Nej hvor bliver det spændende for hende. Uha’ jeg er glad for at mine endnu er for “små”, har brug for et par år mere til at “forberede” mig, eller helt klar bliver man måske aldrig til at slippe dem?
Helt klar bliver man nok aldrig, Lene…
pyy, bliver helt rørt og om om hjertet…fantastiske måneder vil hun få..du og hun vil savne hinanden, men det går!
(Siger jeg der har en datter hjemme igen og det “kun” fra efterskolen på fyn)
Det går, Anne, det ved jeg, det går endda godt og fint og flot, men jeg kommer til at græde snot af længsel ind imellem og vores nuværende ret triste familiesituation gør det ikke nemmere for sos/mig.
Men det går…
Hold da op…. uhh sikke et par fotos…igen og igen , fotos siger mere end ord .
Et varmt knus til ømme dig 🙂
anita
De der søstre-hænder, der holdt så fast om hinanden, det var næsten ikke til at bære.
Det var det hårdeste for Laura, at skulle sige farvel til Amanda, der jo bare er 13 mdr yngre, de er hinandens med hud og hår i tykt og tyndt…
Jeg sender kærlighed og et stille “jeg holder lige om dig lidt”, for hjertet gør ondt, når man husker, at man skal savne…
Det gør det bare, Liselotte, det ved du alt for godt…
Åh, Anne. I dag må du gerne have hævede øjne. I morgen er du allerede en dag tættere på at få hende hjem.
Inden vi når at blinke, så er hun her igen, Eva, næsten…
Dine billeder siger alt og din tekst fylder mine øjne med vand, men alligevel på den gode måde.
På den gode-og-fyldt-med-kærligheds-måde, Sonnie, sådan er det at være mor, det forstår vi alle os der er det…
Meget sigende billeder.
Nu kommer der en tid, hvor hullet efter hende runger, men også det finder sin form.
Hvor er det dejligt, at der findes mobiltelefoner, e-mail, skype, dropbox mm.
Det fandtes ikke i 80’erne. Jeg boede nærmest længselsfuldt i postkassen i 2 år dengang.
Telefonsamtaler kostede det hvide ud af øjnene.
Det er måske lige før, vi kan få et amarkansk billede at se her på bloggen en dag!?
Jeg har lige gået rundt oppe på hendes stille værelse, Ann, der plejer at komme meget larm ud derfra. Mærkeligt.
Og du kan bare lige regne med, at jeg er glad for teknologien, jeg glæder mig nok allermest over Skype, hvor jeg kan se hendes skønne fjæs, når vi skal tale sammen.
Og mon ikke vi får billeder at se, det tror jeg. Hun har også planer om egen blog, jeg linker selvfølgelig her, hvis hun kommer i gang…
Det er svaert, ved det fra mig selv – det der med at vaere langt vaek og savne, men heldigvis gär 11 mäneder jo hurtigt og inden du fär set dig om er hun hjemme igen med kufferten fyldt med gode oplevelser 😉
Det kommer til at gå lynhurtigt, det ved jeg godt, Annemette, jeg vil tro at de første og de sidste dage vil være de sværeste at komme igennem…
Pyha, Anne…du gør det så godt.
De allerstørste klem til dig
Jeg gør det i alle tilfælde så godt som jeg kan, Ulla, det er vigtigt for mig at gøre.
Men nu er der altså snart heller ikke mere at gøre med, så tak for alle de gode tanker, som du altid sender mig her og andre steder…
Åhh, jeg kan godt følge dig. Har selv prøvet det for nogle år siden. Sendte min søn til Peru, han valgte selv at tage til et land så langt væk og så eksotisk som muligt. Jeg var grædefærdig da han lagde sin mobiltelefon i min hånd og gik igennem døren til security(uden at vende sig om).
Men som du også skriver – det er nemmere når man ser hvor klar de er. hvor meget de glæder sig.
Man har lige lyst til at løbe efter dem for at få et sidste knus, ikk, det havde jeg i alle tilfælde, men måtte nøjes med et luftkys, som Laura sendte afsted til mig oppe fra trappen.
Hun var og er SÅ klar, det har jeg ikke tvivlet på et eneste sekund…
Pyyyyhaaa… Det er sgu svært. At være hudløs og med tudseøjne. Det er ok. I vokser begge 2. Det skal nok gå. Jeg ville tænke, uanset hvad, så kan I ses indenfor 48t. Heldige er vi med fly. Og ikke et halvt år med med sejlskib. Men jeg føler med dig… Kram til dig.
Uanset hvad! Og gud ske tak og lov for det, Sidsel.
Skål i g&t…
Der er vist ikke så meget mere at sige, end alle de kloge damer
her skrevet.
Så du får lige et varmt knus istedet 😉
KNUS Yt.
Tak for det, Yt, det er også dejligt at få…
Du skal også have et stort cyber-knus af mig. Du formulerer dig så fint og stærkt, så man som mor kan kende alle de følelser. Hun er godt afsted! Glæder mig med dig over det. Det bliver en spændende oplevelse for hende, og det er uerstatteligt. Men jeg ville også tælle ned allerede fra i dag, hvis det var mig… 🙂 Læs evt. dine læseres knus én gang til, når du savner hendes fysiske!
Jeg vil genlæse, det kan du regne med, jeg har fået mange gode og stærke ord med mig herfra i den sidste tid, Karina, og de betyder ganske meget…
Å du beskriver det så vakkert. Det er ganske grusomt å sende dem av gårde, og jeg kalrte ikke holde tårene tilbake da min datter reiste for to år siden. Men, hun klarte seg supert og hadde et flott år. Hun ble til og med noen uker lenger fordi hun likte seg så godt 🙂 Lykke til.
Laura har allerede advaret os om, at vi nok ikke skal regne med, at hun kommer d.16.7., som returbilletten ellers lyder på. Hun vil søge om 2 uger ekstra, mere kan det ikke blive til, for hun skal hjem og blive klar til gymnasiet…
Puha, får helt tårer i øjnene på dine vegne. Føler mig lige sat et år tilbage i tiden, da jeg sendte Nanna afsted. Een ting er hvad fornuften siger, en anden er hvad ens indre gør ved een 🙂 Jeg må ærligt indrømme at jeg gik rundt i en boble, i uger efter at Nanna var rejst …. selvom alt jo gik godt hele vejen igennem året 🙂 Meget underlig fornemmelse at sende sin pode så langt væk hjemmefra… Knus til dig og familien og varme tanker til hende over there 🙂
Den boble fornemmer jeg, Tina, men hele mit liv er sådan lidt pseudo-agtigt lige nu, så det er svært at skille hvad der er det ene savn og hvad der er det andet.
Det er meget meget surrealistisk at forestille sig, at jeg ikke ser hende før sidst i juli næste år.
OMG…
For 20 år siden (1991) tog jeg turen til Canada, tænkte faktiks ikke dengang over at mine forældre nok savnede mere end mig. Husker godt “farvelmorgen” i Billund. Alt det min mor havde lært mig blev så meget mere markant mens jeg var væk…men nu er jeg mor og tænker mere på dig end det heldige barn…god fredag til dig og dine…
Lad os så håbe, at det jeg har lært hende er godt, Britta, ellers har jeg sgi et problem, hvis det bliver tydeligt nu, hvad hun har med herfra 🙂
Har på fornemmelsen at du kan tage det helt roligt….det næste år…