Sophie går og sukker efter sin Amanda, hun fryser skrækkeligt og synes vist, at november er koldere end kold og tænker, at alle hendes genvorligheder på det kuldskære områder vil fordufte i samme øjeblik, som hun kan trække i den hjemmestrikkede lune.
Men det er bare som om, at det strikketøj der bliver ved med at være en udfordring for mig!
Nærmest fra første maske har det drillet, det skidt, og det skal det åbenbart blive ved med.
For hvad sker der lige for den mini udgave af en rude der på ærmet??
For f****** f*** da oss’…
Da jeg gik i gang med ærmerne, kunne jeg hurtigt se, at de var alt alt for brede, og at de måtte gøres smallere, hvis Amanda skulle blive en yndlings for Sophie, og det skulle den jo gerne, når den nu var så ønsket og længe ventet og sørme også et snoningshelvede at komme igennem.
Så jeg fiflede og tilpassede og ærme 1 blev fint og smalt og godt, og der blev taget noter på en lille syregul Post-It seddel –
som så selvfølgelig forsvandt under flytningen tilbage omkring d.1.9.
Den dukkede op mellem en stak personlige papirer i sidste weekend – åh fryd åh jubel – og jeg tog mig selv i nakken og aftalte at 1.12. var deadline for dette projekt.
Men jeg har vist strikket hurtigere end hovedet og selvjustitsen har kunnet følge med, for ruden er nærmest halv størrelse.
Så om igen, Sulejma, igenigenigen.
Jeg har da virkelig noget “fornøjelse” ud af den uldne Amanda.
Det er godt at den af kød og blod er noget lettere at tumle…
20 Kommentarer
Du er f…-fisme sej sådan at trævle op.
Jeg ville helt sikkert have kaldt det unika og fiflet videre;)))
Kærlige hilsner
Det klarer jeg ikke, Hanne, jeg ville blive ved med at få øje på den lille rude, der sidder der imellem de store…
Måske Amanda-trøjen er ligesom brænde – det giver varmen mange gange inden endemålet;-) Men det er dødirriterende, når der sker sådan en fejl og man bare ved man selv vil se det, hver gang man kigger på trøjen.
Uha som jeg har det varmt så, Pollyanna 🙂
For fanden da, Anne 🙂
Ja det er endda pænt sagt, Liselotte…
Du må være i besiddelse af utrolige mængder tålmodighed…jeg havde kastet den hen i et hjørne og havde trampet på den!
Jeg tramper ikke, men jeg skuler ondt til den engang imellem, når den ligger og “hviler sig” 🙂
Det er f******* irriterende. Jeg beundre at du stadig klør på. Bare et ærme, så er du færdig, Sulejma
Jeg bliver kaldt Surlejma. Det er da for sjovt:-) (kun af min søskende….)
Bare ét ærme og så hele bærestykket med maaaaasser af snoninger, Sidsel! Men den bliver smuk og jeg skal nok blive færdig…
Ja, en gang imellem kunne man godt have lyst til at trævle et lille stykke af en teenager op og strikke det om igen, men det går jo ikke:)
Du er tålmodig med dit strikketøj, og mon ikke også du er det med dine piger.
Amanda bliver så flot! Jeg hepper.
Tålmodighed er en dyd, Eva, men jeg er ikke altid lige dydig 😉
For mig at se minder den lidt om Sidsels lap fra Fanø. Tænk på den og grin lidt. God dag.
Uha ja, Ellen, det er da det, at den gør!!
Jeg griner allerede så…
Den er nu ellers meget sød den mini rude 🙂 Nogen gange får jeg også meget ud af mit garn, men bestemt ikke frivilligt.
Håber du når din deadline.
Det vil kræve en målrettet indsats, Sonnie, men hun fortjener bare at den bliver færdig, så jeg strikker kun på den – næsten da…
Klø på, seje qvinde! Den bliver smuk og uundværlig!
Det satser jeg på, Charlotte, for ellers er det mere surt end pissesurt…
Det er da godt at du ikke har de samme problemer med din Amandapige…
Pyha Ulla, det ville ikke være godt, det måtte blive kostskole så…