Julekalender, Tosserier

8. DECEMBER…

08/12/2011

Mine piger er vokset ud af drillenissealderen.
Der kommer ikke flere strikkede udgaver af Tiske og Taske med hjem fra børneren eller skolen, vi er ovre den slags.

På én måde befriende og på en anden måde også en smule trist, for jeg har nu hygget mig vældigt meget med at arrangere nissedrilleri om aftenen, når pigerne var kommet i seng.

Måske lige undtagen den december, hvor både Laura OG Amanda havde Tiske med hjem fra børnehaven i to på hinanden efterfølgende weekends. Hele 6 overnatninger med dertil hørende dril plus det, der sådan kunne ske i løbet af dagen.

 

De fleste, der læser med her, er sikkert forældre til nogen, der ikke længere har nisser med hjem, men det skal ikke afholde mig fra at give enkelte idéer til, hvad disse hueklædte drillepinde kan finde på.

Måske er der nogen, der kan bruge bare et enkelt tip?
Måske har nogen et sødt nabobarn, der kan blive inviteret over og opleve de mystiske nissedrillrier, der er foregået i hjemmet?
Måske har nogen et kært lille barnebarn, der skal nisses…

 

Klassikeren over dem alle må være farvet mælk! Nogle dråber god frugtfarve i mælkekartonen inden sengetid, så morgenens Havrefras bades i græsgrøn mælk.
Den er lige god hver gang!

Alle husets tøjdyr til kaffeselskab ved sofabordet. Fin opdækning med servietter, kopper og sådan. Gerne en tom kagedåse og lidt slikpapir på bordet.

En del af stuens møbler stablet i en pyramide og pyntet med lyskæde. Den vakte total lykke hos os, vi har en videosnas med Laura, der bare er åben mund og polypper og som ikke ved, om hun mon skal grine eller lade som ingenting.

Bøger i køleskabet har vi også haft! Al maden skubbede vi ind bagerst i køleskabet og fyldte så fronten op med bøger. Det var sjovt.

Vi har også skrevet små breve til pigerne og lånt svigerfars gamle polaroid kamera og taget billeder af nissen i alle mulige og umulige situationer og så lagt billederne i pigernes seng og puttet nissen under deres dyne.

Der er også blevet bagt i vildskab med mel og redskaber spredt ud i køkkenet og med et meget meget rodet køkkenbord efterladt til oprydning af moderen og så vigtigst af alt: En dåse  friske småkager, som Tiske havde skrevet en lille seddel om skulle tages med til uddeling i børnehaven…

 

Der har også været bundet gavebånd om det tøj, som pigerne skulle have på om morgenen, ikke bare et par meter, men nærmest en kilometer, som de så havde meget sjov ud af at vikle af og vikle af og vikle af.

Nisserne kan også finde på at hænge underlige ting på juletræet, hvis man har fået sådan et stille op, når de kommer med hjem. Køkkengrej i røde bånd! Eller familiens undertøj?! Eller maaaaaaannngggeeee meter toiletpapir rullet om træet.

 

De kan også ha’ lavet en lang guirlande, der hænger i loftet over børnenes senge.

Eller ha’ givet hunden neglelak på nogle af forpoternes negle…

 

Der er løjer i de nisser og det er en fryd at se børnene både grine og gyse over det, der kan være sket i huset om natten, mens de lå der og sov deres sødeste søvn.

 

Nissen her fandt jeg hos Farmor, da vi ryddede op i skabene og nu står han her og venter på, at der kommer børn forbi, der kunne trænge til at opleve et enkelt nisseri.

Han ser ret fredelig ud, som han står der med hænderne i lommen, nærmest lidt kedelig, men jeg har lært, at man ikke skal skue hunden på hårene.

Hvem ved, hvad vi risikerer at vågne op til på en fredelig december morgen…

 

 

 

 

You Might Also Like

17 Kommentarer

  • Reply Ellen Lund 08/12/2011 at 07:32

    Sikke mange gode ideer. Det indlæg skulle lige være kommet forr to dage siden. Mit barnebarn havde Ingolf med hjem fra børnehaven i forgårs. God dag.

    • Reply Anne 09/12/2011 at 10:07

      Jeg har faktisk ikke helt styr på, hvilke indlæg, der kommer hvilke dage, Ellen. De fleste er skrevet for en tid siden, og jeg tror, at jeg har lagt dem i en lidt vilkårlig rækkefølge.
      Men forhåbentlig er der stadig nogen, der skal have drillenisser med hjem…

  • Reply susanne vestergaard 08/12/2011 at 09:09

    Du er en guldgrube af vilde, skøre dejlige påfund – for børn og voksne, Anne…. gid nogen får dig til bedstemor en dag! Kram fra Susanne

    • Reply Anne 09/12/2011 at 10:08

      Uha Susanne, det håber jeg sandelig også, jeg vil så gerne være måmår!
      Men mon ikke også det lykkes med hele 3 døtre til at levere.
      Kram tilbage…

  • Reply Tante T 08/12/2011 at 09:15

    Smiler og genkender, – men også her er ungerne så store, at de godt ved at det er mig, og ikke nissen, der er småtosset 😀

    • Reply Anne 09/12/2011 at 10:08

      Man må altid gerne være lidt tosset, Tante T…

  • Reply Marina 08/12/2011 at 09:23

    Sikken mange skønne ideer. Jeg er særligt vild med den med neglelakken den har jeg aldrig hørt om før mens jeg efterhånden har været igennem hundredevis af ideer i de snart syv år vi har haft drillenisser. Vores nisse bor jo hos os hele december og ungerne elsker ham så der skal findes på og findes på….

    Ideen med køleskabet har jeg engang brugt med klodser, bamser og andet legetøj men jeg har ikke prøvet bøger det kan være jeg skal prøve det i år.

    Må jeg gerne tage den med hundens neglelak med på min liste over nissedrillerier? Jeg synes ikke det giver så meget mening med et link for du har jo ikke noget billed folk kan se så det er jo næsten lidt at hugge.

    Til gengæld havde jeg dine fine fyrfadsstager som hemmeligt lovelink den anden dag. Det er noget af det fineste jeg har set med masking tape.

    Hav en dejlig dag.

    • Reply Anne 09/12/2011 at 10:09

      Marina, dit søde væsen, du må bruge alt det du kan herfra, med eller uden billeder.
      Og tak for link forleden.

      God weekend til dig…

  • Reply Marianne 08/12/2011 at 09:29

    Ja, mit barnebarn ringede i går og fortalte hun havde juleluna med hjem. Den havde allerede nået at farvemælken :0)

    • Reply Anne 09/12/2011 at 10:10

      HUn har sikkert ikke været let at styre, hende Luna…

  • Reply Bodil 08/12/2011 at 09:46

    Sjovt hvordan ideer spreder sig. Tiske og Taske er åbenbart et nationalt fænomen – i min søns børnehave fandtes de også, dog i en syet udgave. De kom også med hjem, den ene nisse holdt endda jul med os, fordi den kom med hjem den sidste dag før jul. Da nissen skulle tilbage til børnehaven efter jul, var min søn blevet så glad for den, at jeg syede en Tiske og Taske til hem – så nu har vi vores egne nisser. Det er heldigvis ikke drillenisser, men de bliver levende om natten, hvor de spiser grød og gemmer sig bagefter.

  • Reply Nina 08/12/2011 at 11:10

    Hvor var det nogle fine idéer. Jeg gemmer dem, så der også kan ske nisserier, når hende den lille 1-årige engang får en nisse med hjem. Indtil da kan moderen bare smile og glæde sig til det. Tak for det 🙂

  • Reply Erika 08/12/2011 at 15:51

    Åhhh, tusind tak for at dele ideer. Som mor til 4 (heldigvis pt. dog kun et børnehavebarn) er jeg efterhånden pænt udfordret i forhold til at finde på nyt. 😀

  • Reply Irene 08/12/2011 at 16:06

    Åååh, hvor er det herligt 🙂 Min dreng er stadig lille, men jeg håber, jeg kan huske nogle af allle disse nissestreger, du her fortæller om, når han blir stor nok 🙂

  • Reply Marie 08/12/2011 at 20:26

    Tak for alle drillenisseideerne, jeg må se at komme igang hos børnebørnene. Ditte på fire år så på mig med store brune øjne og fortalte, at de havde sat risengrød ud til nissen—-og det var SPIST næste dag, men den havde ikke skrevet brev , som den plejede. Det er en værre nisse, der er kommet på besøg hos dem nu i 14 år. I morgen holder Sofie fødselsdag, så vil jeg skifte deres tandbørster (5stk.) ud med en nissseslikkepind. Det vil lave ravages i deres lille verden, for vaske hænder og børste tænder er noget man aldrig snydder med i den familie!

  • Reply Marie 08/12/2011 at 20:48

    hov… der kom så lige et d for meget med i anden sidste linie!

  • Reply Joan 09/12/2011 at 00:10

    Hvor ER du fuld af sjove ideer!

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.