I lørdags var jeg på besøg i en hyggelig julestue, en af de lækre af slagsen, med en samling af dygtige håndværkere og idémagere, der havde skønne ting at sælge af.
Lækre rulamsluffer med sølvtryk, julepimpede Marilyn Monroes, flotte grafiske tryk, smukke hæklede tæpper i dæmpede farver, topstjerner i hør og andet flot stof, smykker, guirlander, lysestager og meget meget mere.
Julemarkedet blev holdt i Linked Inks superflotte lokale. Ind gennem porten, over gården, op ad trappen og så stod man ellers der midt i alle lækkerierne.
En lille café var åben i dagens anledning og der var en så god og rolig stemning med summende stemmer og varme smil.
Jeg kunne ha’ købt mig mere fattig, end jeg er i forvejen, men fornuften fik lov at råde og mine investeringer var beskedne men til gengæld helt sikkert langtidsholdbare…
Det køb, som jeg er gladest for, er spillet Lynhistorier.
Det er SÅ fantastisk et påhit og jeg kan slet slet ikke vente med at komme til at høre en hel masse historier fra børn, venner og bekendtes liv!
Jeg vil ikke skrive en hel masse om selv spillet, men vil i stedet anbefale et besøg på hjemmesiden her, hvor det meste af det, der er værd at vide, er at finde.
Jeg har dog sakset en lille snas fra siden, som jeg har lyst til at dele, bare lige som et lille stykke lokkemad:
Hvad går det egentlig ud på?
Det bestemmer du selv. Vi synes det er et godt redskab til at dele sin hjerne og sit hjerte med andre mennesker. At stoppe tiden. At nyde. At mindes. At lytte bare for at lytte, og at fortælle bare for at fortælle
og alle har deres fortællestemme.
Og JA for pokker, vi har alle historier, gode historier om små men betydelige hverdagsoplevelser, fra før og fra nu, historier om os og de mennesker, som har gjort indtryk, om oplevelser, som har været helt særlige, om dit og dat og en hel masse andet.
Historier, der kan fortælles og give liv til nye, historier, der rører og inspirerer. Jeg elsker dem, historierne, uden dem var livet mindre farverigt.
Så jeg er klar!
Hvem vil spille?
NU…
Jeg fortalte om spillet på mit job i dag og i løbet af bare få øjeblikke var der gang i snakken om, hvordan vi også kunne bruge det professionelt, på den ene måde og på den anden måde, til børn og til voksne, med og uden os og vi fik os talt rigtigt varme på nogle idéerne.
Og også på tanken om, hvordan det kommende spil – Styrkespillet – også bare vil være en gevinst i vores familiearbejde.
En af mine kolleger fik gang i sine erindringer om sin barndomshelt, Sølvpil, om de orange holdere, som han havde bladene i, om de små Dymo-mærkater, som hans mor havde sat på holderne.
Han behøvede bare lige det lille stikord og så var han ellers i gang.
Jeg havde også en barndomshelt.
Jeg vender timeglasset fra spillet og skriver om ham i 3 min – præcis – for det er den tid, som en lynhistorie må vare.
1-2-3- skriv!
Da jeg var barn boede der en dreng, der hed Paul, i huset bag mig. Han boede sammen med sine forældre og sine to søstre, den ene hed Britta og den anden hed Marlis. Tror jeg.
Paul var en lidt lang og ranglet dreng, 6-7 år ældre end mig, han havde blødt brunt krøllet hår og han kunne fløjte. Han spillede fodbold og kørte vildt på cykel, endda uden hænder.
Jeg syntes, at Paul var helt vildt klog, for han kunne både tale og forstå ægte synnejysk, som jeg bare syntes var et rigtigt svært og udenlandsk sprog.
Pauls far hed Henry, han var en lille mager mand, der var skomager med egen butik og han havde et blåt forklæde, der var helt stift af lim og han lugtede rigtigt stærkt af skocreme og sikkert også giftigt lim.
Pauls mor hed Mutti og var dagplejemor, hun var stor og trind og kunne råbe meget højt, også på synnejysk, og ja Mutti hed hun jo nok ikke, men jeg ved faktisk ikke, hvad hun hed, når hun ikke var mor.
Paul havde seje venner, der kom og spillede fodbold med ham, ind imellem susede alle de store drenge ind i gården og smed deres cykler op ad murene og stod der og slog lidt på hinanden. Lammere var det vist og hestebid blev det også til, mens de hylede op. Jeg sagde ikke et ord, jeg gloede bare.
Når de havde moslet lidt rundt, så gik Paul over under vinduet til sin mors køkken og råbte op til hende:
Mutti mutti kyt lie æ bul u a æ vinne!
Mand det var en sej måde at få sin fodbold på, sådan lige kastet ud af vinduet af muttis store overarm.
3 minutter.
Slut.
Ikke mere historie om Paul.
Men for pokker, hvor jeg da glæder mig til at spille en hel masse Lynhistorier i ferien. Pigerne bliver tvangsindlagt.
Hva’ med jer andre?
Har I også lyst?
Måske kan I nå at få et spil i postkassen inden det bliver d.24.
Måske årets mandelgave…
8 Kommentarer
Fedt tip! Tak! Jeg tænker også allerede i professionelle sammenhænge – og privat er der da ingen tvivl om at det er hyggeligt og spændende at samles om 🙂
Super – jeg ved allerede, hvem jeg skal spille det med 🙂 og så tænker jeg på, at jeg også var vild med Sølvpil…
Det lyder som et skønt spil. Du kan ikke være det bekendt, først lokker du mig ind på Wordfeud (uh, det er GODT og tidsrøvende), og nu et nyt spil…. (blinkesmiley).
Sæt i gang, Anne.. lad os spille en heeeeel lang dag! Det gad jeg fandme godt:-)) Nu køber jeg det spil! Uha, kan ikke vente. Perfekt, sjovt og givende… gad vide hvor Paul er i dag?.
Jeg er fyr og flamme efter at have læst dit indlæg og været inde og kigge lidt på spillet. Tænker det også ville gøre sig godt i undervisningen af de store elever – til at skabe et godt og trygt rum, hvor man deler – til at styrke dem i den mundtlige fortælling. Det spil må jeg bare have fingrene i – hurtigst muligt – og er allerede nysgerrig efter styrkespillet. Tak for inputtet 🙂
Fedt spil! Jeg elsker den slags, der pirrer fantastien og styrker fortællinger.
Vi har historie-terninger (kan ikke lige huske hvad de hedder) – købt hos Den Gamle Skole. De hitter også stort.
Ih altså. Så røg der lige en bestilling afsted fra mig. Det lyder til at være et fantastisk spil, glæder mig overdrevent meget til at fortælle historier. Jeg tror jeg vil introducere min dramalærer for det 🙂
Tusind tak for de pæne ord, det er så dejligt at høre at det bliver brugt i forskellige sammenhænge. Vi holder offentlige arrangementer hvor man sidder fire mennesker omkring et bord og spiller spillet. Det er en fantastisk måde at bruge en aften, og så givende både at høre de andres historier, men også at opdage egne nye historier og erindringer blive vagt til live.
Man kan se mere på vores hjemmeside http://www.lynhistorier.dk og man kan tilmelde sig her:
http://hvemkommer.dk/lynhistorier11jan2012
Vi har en drøm om at få ambassadører der vil afholde den slags aftner over hele landet, og er så småt igang i forskellige byer.