MENS JEG TÆNKER…

Jeg har brug for lidt tid til at overveje, hvordan bloggen her skal køre videre og mens jeg går og grubler over det, vejer for og imod, så får  i andre en bid af det forår, som trives i min stue og i verden udenfor.

Dagene bliver lysere og lysere, løgplanterne i haven vælter op, giver masser af fyld til de små vaser og jeg glæder mig hver dag over, at koret af fuglestemmer her uden for mit vindue underholder fra tidlig morgenstund.

 

Jeg har nydt lune dage på verandaen uden overtøj, ladet Nugga bade i søerne igen og løbet mine morgenture i det allerførste gry.

Masser af momenter at være lykkelig i, masser af dage, der sluttes af med varmt hjerte og smil om munden…

 

MEN  –

for der er et men, ellers ville jeg jo ikke ha’ brug for at overveje om fuglene og fiskene er en uddøende race i den form, som de har nu.

Der foregår ting omkring mit og pigernes liv, som bare ikke er i orden; jeg kan tackle det – ikke uden pulsstigning og hvæs men dog sagtens lægge arm med det  –  men det er rigtigt rigtigt svært for mine piger og da det er i deres trivsel at jeg tager mine beslutninger, så må det lige nu være sådan, at dette lille vindue til en del af vores liv lukkes i for en tid.

 

Der er for meget usikkerhed, for mange frustrationer og for meget sårbart i det, som de må tåle lige nu, og det er nødvendigt at tage dette skridt for at passe på dem og værne om den tyndhudethed, som de lever med i dette afsnit af deres liv.

Det tager jeg alvorligt ligesom jeg også tager mine egne små prik af tvivl meget seriøst…

 

Egentlig er beslutning om at trykke på pauseknappen slet ikke svær, ikke når den tages med udgangspunkt i pigerne, og der er jo heller ingen, der mister noget virkeligt væsentlig ved ikke at kunne få et fix herfra vores lille liv.

Men det betyder jo ikke, at der ikke er en vis sørgmodighed og snert af ærgerlighed forbundet dermed.

Jeg elsker at skrive her, finder ro og indsigt, når ordene kommer fra hovedet ned gennem armene til tastaturet, en reflektionsproces om stort og småt, noget ligegyldigt og andet rigtigt betydningsfuldt.

Jeg nyder den sparring og det fællesskab, som opstår omkring bloggen og dens indlæg, den reflektion som jeres kommentarer sætter i gang og den glæde det er ind imellem at få andre i proces.

 

At dele ord, billeder, opskrifter og inspiration er en glæde og jeg har nydt at have denne linie ud i verden, det har været rigtigt givende og rigtigt sjovt.

Og jeg er også rigtig ærgerlig over og ked af, at Laura, som bruger bloggen her som en hurtig opdatering på vores gøren og laden, nu for en tid ikke vil ha’ denne mulighed.

Men sådan må det være lige nu, mens jeg tænker…

 

Jeg kunne selvfølgelig bare begynde at billedblogge, at poste uden ord, jeg kunne også undlade alle de indlæg, som handler om mine betragtning på livet og dets udfordringer og herlighed, jeg kunne nøjes med kageopskrifter og et link til en god butik, men det er ikke den måde, som jeg har lyst til at være blogbestyrerinde på, så hellere undlade.

 

Måske kunne det være sådan for en periode, jeg kunne prøve om jeg kunne komme overens med det, men lige nu er der kun et at gøre og det er at sætte det hele på stand by.

 

Det, der er skrevet, er skrevet og forsvinder ingen steder hen, jeg sletter ikke eller lukker ikke, det, der er her, bliver her.

Og det kan også sagtens være at beslutningen bliver, at det hele fortsætter som før, men jeg skal mærke godt efter og det skal der ro til at gøre, ligesom der også skal ro til at støtte mine piger i at sætte de grænser, som lige nu overskrides big time i deres liv.

 

Om 14 dage har Laura fødselsdag og lige meget hvad, så skal det markeres her, men før og efter det, da må I vende forbi i ny og næ og se, om jeg er blevet mere klar på, hvordan bloggen her kan eller ikke kan formes.

Jeg håber, at vi ses…