ALSISKE LYKKEFUND…

Amanda og jeg brugte Kr. Himmelfarts dag på en tur ned til den sydligste spids af Als.

En smuk tur ned igennem min barndoms landskaber med lysende gule og bølgende rapsmarker og store gård, med Mojn på tankstationen og velkendte navne på skiltene, der pegede fra motorvejen ind mod byerne syd for Kolding.

 

Vi havde vendt snuden mod syd for at tage i audiens hos en ny pelset ven, der skal hjælpe med at fylde hullet i Amandas hjerte og give glade og grin i vores hjem, der ikke føles rigtigt uden et kattedyr.

Han tog os  –  selvfølgelig  –  med storm og om et par uger kører vi turen igen for at hente ham med til Silkeborg. Lillebitte, blød og grå og med meget store ører. Alfred/Albert/Buster bum  – vi glæder os til han kommer.

Så han er lykkefund nummer 1.

Lykkefund nummer 2 bragte næsten, men også kun næsten, et lige så stort smil på min mund.

 

For 100 gode danske kroners vidunderligt alsisk loppelykkefund.

En tysk julepyramide…

 

Vi kørte ikke forbi nogene Loppesalg på vejen, faktisk ikke et eneste før 3 km før destinationen og jeg nåede at spørge Amanda, om de mon ikke loppede den på Als, hun smilede skævt og så egentlig godt tilfreds ud, da jeg konstaterede genbrugstørken på øen.

Men men men  – stort set i samme sekund, som jeg havde sluppet ordene ud i luften, så vi skiltet. Lige sådan et skilt, som får mig til at smile bredt.

 

Muligheden for at holde ind var dog IKKE tilstede, for der var én og kun én plan for turen, nemlig killingekæl og med målet så tæt på, så vidste jeg godt, at det var noget nær grusom børnemishandling og hjerteløst omsorgssvigt at bede Amanda om 5 minutter til loppekøb.

Så jeg styrede mig og styrede bilen væk fra lopperne og direkte i mål…

 

Men på trods af hygge og kaffe, katteparadis med ååhhh og nnååårrrhhh og snak med gode mennesker, så slap jeg ikke helt tanken om lopperne, vendte endda mulighederne for andre lokationer af den slags med vores værter og tanken om slet ikke at skulle holde ind på tilbagevejen var næsten for grum.

 

Så grum at rattet i den lille bil nærmest ikke kunne dreje fra de få meter før loppemarkedet, som den skulle ha’ gjort for at holde os på rette rute, den kørte næsten helt af sig selv ind til siden, næsten.

Suk sagde Amanda  –  5 minutter sagde mor.

 

Og hvilke 5 minutter.

Hurtigt ind og hurtigt ud men med en kasse guld under armen.

Tysk gammelt guld af træ og klare farver.

En julepyramide.

 

Et ældre tysk par på hyggetur i det sønderjyske fik vist noget af hyggen spoleret af en ninjahurtig og langarmet midtjyde, der overhørte deres samtale om en Weihnachtspyramide og om de (tudegrimme) fyrfadsstager de nu stod med kunne stå sammen med den.

Jeg sendte gode og hyggelige tanker afsted mod den pyramide, som Liselotte og Kenneth forærede mig for nogle år siden, tænkte at de sludrende tyskere da var heldige også at ha’ sådan en derhjemme, indtil deres spørgsmål om pris på pyramiden fik min puls til at stige mærkbart.

Pyramide?

Her?

Som loppe?

 

Ohhh mein Gott!!

“Ein hundert kronen” sagde de.

Og min indre stemme messede “Tagdenikke-tagdenikke-tagdenikke-denskaljegha-denskaljegha” og det selv om jeg faktisk ikke kunne se den.

 

Scanne scanne rummet med lopperadaren og der, næsten skjult bag en gammel overfrakke, stod pyramiden og blinkede til mig.

Hundrede kroner, hundrede kroner, hvad er det mon i euro, regne regne frem og tilbage på tysk, skal vi skal vi ikke, hvad synes du og den mangler jo også en lille figur, bumbumbum.

De havde god tid, de to, meget god tid, ulidelig meget god tid for mig, der nu stod klar til at hapse, hvis de ikke gjorde.

 

Og det gjorde de ikke.

De daffede tilbage til fyrfadsstagerne og en gammel kagedåse og så røg pyramiden op i mine arme.

Vil man købe, må man slæbe med, for ellers slæber andre måske.

 

Og det gjorde jeg.

Og det med verdens største smil om mund og i øjne…

 

Tyskerfar sukkede ærgerligt og sagde god fornøjelse med den og jeg sagde Vielen dank.

Og pakkede mit lykkefund ned i den dertil indrettede kasse med sirlig håndskrift på.

 

Kassen i sig selv er nærmest de 100 kroner værd, synes jeg, sendt afsted fra Tyskland til en familie i Sønderborg med formaninger om at være forsigtig, når der pakkes ud.

Og forsigtige har de været, for pyramiden er rigtig rigtig gammel, en fineste én fra Erzgebirge, og har sikkert snurret lystigt mange juler i det sønderjyske. Så mange, at en enkelt figur er snurret helt af og at julemanden har tabt sin sæk. Men jeg ved lige hvor, at jeg kan finde en lille reservefigur og når julen i år kimes ind, så vil der være fuld hus på pyramiden.

 

Årets hidtil bedste loppe.

Og så lige ovenpå de første kram af vores lille nye kat.

Lykken smilede til os på Als i torsdags.

Og vi smiler faktisk over det endnu…