Lækkerier, Opskrifter

KARAMEL-IS MED HAVSALT…

25/05/2012

For tiden har jeg en fimmel med kombinationen sødt og salt. Cookies med saltflager, brownies med saltflager, chokolade med saltflager og nu og is med saltflager.

Is der til i disse dage, jeg elsker elsker elsker is, alle slags, fløde, mælke, frugt, sorbet, granité, ALT is.

Og især den gode hjemmelavede slags.

Og Okkels.

Og Ryå.

Og Hansens.

Og min egen.

 

Min egen saltede karamel-is…

 

Måske er der nogen, der kunne fristes til at lave en portion og servere den her i pinsen med dejlige jordbær til. De første danske er på hylderne, skøn kombination siger jeg bare.

Måske orker du ikke at lave en vanilleparfait, som skal bruges som basis for denne is, men det er også bare helt okay, engang imellem er det så fint at springe over, hvor gærdet er lavest.

 

Og det kan du gøre her ved at købe dig en ordentlig vanilleis i supermarkedets frysedisk. Ikke noget med at snuppe den i pap til en tyver, det går ikke, det er ikke is, men klamt etellerandet. Brug hellere lidt flere mønter og så få én, der er lavet på ordentlige råvarer.

Hiv den med hjem i fryseren og lav så din karamel-creme og rør den i købeisen, vupti bum, is så englene synger.

Du kan servere den umiddelbart efter sammenrøringen som en lækker blød is eller også komme den tilbage i fryseren i nogle timer, så du har en mere fast i, som ikke render af tallerkenen med det samme…

 

Portionen her passer til 2.5 liter is.

2.5?!  tænker du måske  –  underligt tal. Ja måske, men mange af de gode ismærker ligger i bøtter, hvor der er lidt mindre end 1 liter. Det er måske for at narre fjenden, eller rettere køberen, lidt og få det til at se ud som om, at prisen er næsten den samme.

Lav roligt denne lidt omfangsrige portion, den forsvinder som dug for solen og sol er der masser af i denne pinse.

 

Start med at lave en karamel som den til julens brunede kartofler.

Smelt forsigtigt 150 g sukker på panden og tilsæt så 125 g smør.

Når dette er smeltet sammen med sukkeret hældes 2.5 dl fløde på og massen koges godt igennem.

Træk panden væk fra blusset og lad det køle let. Rør så 1.5 tsk flagesalt i og voila så er karamellen klar til isen.

Når den altså lige er blevet kold.

 

Vælg at bruge en ordentlig flagesalt, snyd ikke med fint bordsalt eller groft kokkesalt, smagen bliver ikke den samme.

Når jeg rører is, gør jeg det altid med “spaden” på min røremaskine, den har flere kræfter og kan hurtigere få isen kørt blød. Håndmixer kan selvfølgelig også bruges men ind imellem bliver isen alt for blød, fordi maskinen tager for lang tid om at “tygge sig igennem”. Tilsæt evt et lille bløp fløde for at forkorte røretiden.

 

Den er god  –  karamelisen med havsalten.

Jeg garanterer!

Og så jeg da vist hellere selv få lavet en portion mere.

Nogen har spist det, som stod i min fryser…

You Might Also Like

11 Kommentarer

  • Reply jeanette hegaard 25/05/2012 at 19:18

    Og nu får man da slet ikke lyst til at lave karamelis, vel…..

  • Reply Bodil 25/05/2012 at 19:19

    UHM, det ser lækkert ud…og passer jo perfekt til vejret lige nu 🙂

    Det må jeg da vist prøve en dag…Okkels er jo ikke lige i nærheden…og der er jo også noget særligt ved hjemmelavet is 😉

    Rigtig god pinse 🙂

  • Reply Tante T 25/05/2012 at 19:58

    Måske er det en af de laster, man bare IKKE skal begynde på…

  • Reply Ulla 25/05/2012 at 20:00

    Mums – tak for tippet med røremaskinen, min KA må i sving 🙂

  • Reply Dorthe H 25/05/2012 at 20:08

    Mums siger jeg bare, som også elsker elsker elsker is (og ikke rigtig kan tåle det 🙁 )

  • Reply Sidsel 25/05/2012 at 20:59

    Du går mig i bedene, ismutter Anne 🙂
    God is er værd at betale for. Og med salt? Tror måske Læsø laver en… Checker lige. Men genialt at prøve nye veje 🙂 Kom du trygt herover….

  • Reply helle petersen 25/05/2012 at 21:44

    Anne hvis du kommer forbi bondegårds is ved kibæk så prøv lige deres lakridsis. den er fantastisk.

  • Reply Gitte K 25/05/2012 at 21:44

    Det lyder godt nok lækker, er desværre megt mæt lige nu, eller så kunne jeg da godt finde på at gå ned og tænde ismaskinen. Her hjemme er vi MEGET glade for is og eksperimentere også gerne og det er blevet endnu lettere efter vi sidste år købte en god ismaskine med kompressor.

  • Reply Eva 26/05/2012 at 07:38

    Søde fristelser. Og det lyder ikke helt uoverskueligt. Men jeg kommer vist til at spise det hele selv, så måske skal jeg lade være…..

  • Reply Ulla Røjkjær 26/05/2012 at 18:05

    Nu må jeg simpelthen have is… Omgående…. Godt manden har købe Ben og Jerry i dag…. Nok ikke samme kvalivarer som din lækre hjemmerørte, men ikkeså ringe af en købeis….. Hvor jeg trænger. NU

  • Reply Ann-Christine 27/05/2012 at 06:33

    Uhmmmm! Lyder fantastisk! Jeg er også helt skør med salt/sød kombien

    Har du i øvrigt prøvet karamelleriet´s saltkarameller? Pas på, det er stærkt vanedannende 🙂

  • Leave a Reply

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.