10 HVIDE MÅGER OG MANGEL PÅ VEDLIGEHOLD…

Hvem sagde lige, at man fik mere tid til sig selv, når børnene blev større?

Ikke nogen, der kendte mine, tror jeg.

Og hvem sagde lige, at de foretrækker at leve på deres sumpede værelse uden ret meget kontakt til resten af familien?

Heller ikke nogen, der kender de 3 frøkener med samme efternavn som mit.

De er her, lige midt i sofaen med grin, tusindvis af ord, der skal deles, tanker om kærester, liv, fremtid, mad, nye klude og ønsker om transport, livretter, spil, film og samvær.

Og for pokker hvor jeg da bare nyder det, suger det hele til mig og elsker hvert eneste minut. Også dem med riv og kras i ordene, for helt sukkersødt behøver det hele ikke at være. Og er det heller ikke, det kan enhver mor til 3 piger vel skrive under på…

Jeg fræser afsted i Panda’en med snakkende passagerer, mod efterskole i øst og gymnasie i vest, mod venner, fester, sport og spas.

Hver gang jeg tænker, at nu er alle i mål, så er der lige én, der har sat sig et nyt og tænker, at verden ser bedre ud på en anden destination.

Jeg sniger mig til et stille øjeblik i en krog af lejligheden og lige når jeg puster ud og tænker frikvarter, så er der en, der kalder.

Og det skal de bare. Kalde alt det de vil.

For inderst inde ved jeg jo godt, at jeg lever sammen med dem på lånt tid. Lige om et åndedrag, så er de sidste to på vej ud i voksenlivet og så bliver her stille for alvor.

Indtil da vil jeg ha’ det hele med. Alt. Også selvom så bloggen kommer til at passe sig selv og balancere på kanten af omsorgssvigt. Også selvom nogen vil mene, at jeg også skal leve mit eget liv i højere grad end jeg gør nu.

Det bestemmer jeg heldigvis helt selv og jeg vælger meget bevidst at leve så meget som jeg kan i det univers, der skabes her, lige her i en tryg lejlighed med smukke tøser indeni…

Det er en gave, et stort privilegium at blive valgt så meget, synes jeg, at blive valgt som sparringspartner på tanker om stort og småt, at blive valgt til at græde ved og til at grine med. Jeg er en heldig mor.

De 3 har forskellige tanker om, hvad der er den gode måde at hænge ud med mor på.

Ind imellem er der overlap, især når det handler om noget med sofa, tæpper, tætsidning og film. Andre gange er der prust og suk og støn over den enes forslags, som de andre ikke findes så tillokkende.

Vi finder vej og sørger for, at der bliver plads til både det ene og det andet, til piger i flok og til piger hver for sig…

Sophie og jeg har især én ting, som vi altid “får lov” at gøre uden selskab af Laura og Amanda.

Loppemarkeder, retroture, genbrugsguld og roden rundt i folks gamle ragelse.

Det er bare lige os og bare lige overhovedet ikke dem.

De bliver hjemme eller i bilen og så fortaber vi to ældste os i gamle fade, teaksalatsæt og mærkelige dimser.

Plastbøtter, måger, Wiinblad og bakker.

Den ene af os er en købmand og den anden betaler, hvad der bliver forlangt, den ene er en garvet rotte og den anden i lære.

Det er skønne stunder og vi kommer sjældent hjem uden et virkeligt fund.

Vi har stadig plads til dem, de gode ting, men en dag løber vi vel tør for både plads og behov og så må tingene pushes videre til andre, der kan li’ smukt og brugt…

Sophie har en skøn samling af gamle kongelige tallerkener, både af de fine og sarte og af de mere robuste hoteludgaver. Der er megamussel, almindelig, blå blomst og nu også en stak måger.

Også noget Koka med den brede blå kant kommer med i opdækningen. Det virker.

Jeg har også været blå, samlet fade og skåle med blå mønstre og kanter, men måske var det i virkeligheden en fejl, for jeg er nok bare mere hvid med et twist af lertøj. Så lige om lidt vil jeg gå ud og samle stakken med blåt og gøre det klar til at det kan komme med hjem i Sophie og Simons hyggelige køkken.

Og så kan jeg bruge et par uger på at finde det, der skal afløse.

Jeg ved hvor jeg skal kigge.

Så måske vedligeholdes bloggen ikke.

Men samlingen af fade og skåle gør.

Og allermest vedligeholdes den varme, som jeg hver dag mærker i vores lille klan.

En mor med 3 skønne møer.

Men altså også en mor, der har givet sig selv besked på, at nu er det nu.

Et mere jævnt vedligehold af fuglene og fiskene.

Også selv om det så må foregå efter det, der er sengetid, for dem, der sover mere end den gamle…