I weekenden var der kul på. Alt foregik i højt og koncentreret tempo uden tid til ret meget fordybelse og reflektion, det var ren produktion men af den gode og energigivende slags.
Når man altså lige får hvilet ud – og det har jeg fået nu. Helt og aldeles og er nu Anne-i-fin-form igen. Ikke nogen værkende led eller ømme hænder. Godt nok.
Søndag var hviledag, mandag og tirsdag røg med i samme pulje, når arbejdsdagen sluttede så kaldte sofa og ro og take away.
Nu er det onsdag og armene og energien er til havegravning og efterårstrimning af potter og lavendelhæk. Lige om lidt.
For først er der tanke at dele, ret personlige af slagsen, men nogen som banker på for at komme ud og ned på skrift, for og til mig og dem, som synes, at noget kan vække genklang eller sætte tankerækker i gang…
Weekenden var fejring af 2 menneskers nye lykke og samtidig også en mærkedag for mig og mine piger. 1 år i jomfruburet, 1 år som familie i ny form, 1 år så anderledes og så alligevel så velkendt og trygt.
Den første weekend i september 2011 flyttede jeg fra huset på heden med Amanda, min hund og mit habbengut. Jeg efterlod det liv, som ikke blev det jeg havde forestillet mig, efterlod det hus og den have, som jeg havde elsket så højt, de smukke rum og de gode ting, som måtte blive stående fordi ikke alt kunne blive mit. Jeg efterlod en lille katteflok og et dejligt nabolag, jeg efterlod det, som indtil kort forinden havde været sikkert og godt.
For nogen af os i alle tilfælde.
Det der kommer nu er min historie. Mine oplevelser og min sandhed. Ikke nødvendigvis den eneste, men min.
Noget er fortalt tidligere, andet ikke, noget er kolde tørre facts og andet er fornemmelser og tolkninger. Mine.
Så ingen andre kan eller skal stå til regnskab. Og synes nogen, at de vil stille mig til regnskab, så er de velkomne, jeg står ved mine ord og mine oplevelser også selv om nogen kunne være uenige…
Da Torben sidste sommer fortalte pigerne og mig – på samme tid – at han ikke ville mere, at han ikke troede på vores familie, at han ønskede noget andet og fortjente noget bedre, gik min verden for et kort øjeblik i sort.
Jeg blev sendt direkte tilbage i de svigt, som jeg meget meget tidligt i mit liv oplevede, en anbringelse uden for hjemmet, et fravær af en mor og en far, et chok og et traume i et lille spædbarns system, en tid, der for evigt er en del af mit landskab og som i hele mit liv har luret i alle valg og alle fravalg.
Lige ned i de allerstærkeste følelser af frygt, forladthed, angst, raseri og afmagt. En eksplosion ude af kontrol. I bare et lille øjeblik.
I det lille øjeblik som det tog mig at kyle 2 smukke kopper i gulvet og skrige min panik ud. For det var panik, hele mit system kæmpede for at det ikke skulle ske, for at jeg ikke skulle blive sendt ind i armene af de traumer, som jeg bærer i mig.
Bare et lille øjeblik –
for sammen med alt det ødelagte jeg havde inden i, der havde og har jeg også en styrke, som intet i verden kan knuse. Ingen mand, ingen hændelse, ingen mennesker, ingen svigt. Jeg er en fighter, en overlever, en kæmper, en kriger og inden bilen kort efter havde forladt indkørsel med en far og lige-om-lidt-exmand inden i, havde de seje kræfter taget over og jeg var i gang med at feje, vaske, trøste, ordne og holde sammen på de piger, som blev hos mig…
Men det som man med en meget sigende ord kalder for re-traumatisering buldrede i hele mit system, jeg trak vejret fordi jeg skulle, jeg sørgede for pigerne fordi ingen andre gjorde, jeg gjorde det som kunne gøre automatisk og jeg gjorde det alene.
For hvem kan man lukke ind, når alle de, der egentlig havde lovet at blive i livet, var skredet. Var døde, var gået, havde efterladt.
Ingen. Ingen overhovedet.
For selv om skønne veninder og gode mennesker tilbød alt, ville gøre alt, hjælpe med alt og ordne alt, så var det “alt” de kunne få lov til at hjælpe med det praktiske. For ind i det inderste, ind i det som for alvor var på spil kunne ingen inviteres ind.
Vi talte selvfølgelig om det, der skete, meget endda, andet ville ha’ været utænkeligt, der var også tårer, vrede og afmagt men aldrig åbent indtil de steder, hvor alt var på spil og kampen for overlevelse i gang…
Jeg vidste heldigvis selv, at det var de gamle traumer, der brølede og jeg vidste, at nu var der ingen vej uden om længere, nu skulle de på plads, jeg vidste, at den sorg, som jeg følte, og den forladthed, som jeg bar med mig alt, var meget mere bundet i alt det gamle end den var i opløsning af det familieliv, som jeg ellers tænkte var det vigtigste i verden.
Så jeg fik hjælp, fantastisk hjælp, til at se på alt det gamle, til at hive det op af rygsækken og kigge på det, tale med det, sparke til det og kramme det og i det forløb mærkede jeg så tydeligt, hvordan mit sædvanlige alarmberedskab lagde sig ned og faldt til ro.
RO –
det ord, som nu beskriver min stemning og mit sind allerbedst. Ro inden i, vidunderlig ro, væk er den sitren og den utilpashed, som jeg har haft med mig hele mit liv, den er død og borte, og jeg bevæger mig i verden på en ny og for mig meget særlig og stadig lidt ukendt måde.
Uden på er jeg den samme, ingen vil spotte forandringen ved første øjekast, men de, der ved hvordan man kigger ind og som også sanser stemninger, de ved det, de mærker det og mange har benævnt det.
Jeg kan næsten selv høre roen, væk er den elektriske summen, som kom af en psyke, der altid var i højeste alarmberedskab, væk er den følelse af ensomhed og isolation, som har været en livslang følgesvend, nu er jeg bare mig, i ro og nærmest svævende, det er jeg taknemmelig og meget meget værnende om.
Jeg kom ikke hertil på en enkelt eftermiddag men dog så uendeligt meget hurtigere, end jeg havde troet muligt.
Havde jeg vidst det havde jeg måske taget turen for mange år siden.
Turen tilbage til roen…
Roen inden i har også givet mulighed for for alvor at få kigget på det familieliv, som har været så vigtigt for mig, det som jeg kæmpede for og ville ha’ gået til verdens ende for.
Jeg har i årevis fortalt mig selv, at vi var en stærk familie, at vi var en enhed, at vi ville dette her og at alle gjorde deres til, at det skulle være det det var.
Løgn.
Løgn og selvbedrag.
En sandhedsforvridning, der måtte til, for havde jeg kigget med ærlige øjne og uden støj inden i, så havde jeg set det, som jeg hurtigt begyndte at få øje på, da familien fik en anden form, så havde jeg set, at det jeg ønskede var et fælles projekt var en solo sejlads, hvor jeg havde ansvar for både båd, proviant og kurs.
Jeg ville den familie så meget, at alt andet var lige meget, jeg kunne ikke holde ud at tænke på, at jeg ikke kunne give pigerne det, som jeg havde manglet, ro og tryghed, far og mor og børn, kontinuitet og sikkerhed.
Jeg lukkede øjnene og fortsatte.
For os. For pigerne. For Torben. For mig. For os.
Det var mit valg men også et valg uden ret mange alternativer, når man er et menneske med den slags bagage som min.
Man kan enten gå eller blive, og at gå er ikke et valg, når man ønsker andet for børnene end det man selv fik.
Ikke et bevidst valg men et valg styret af det ubevidste, som har uanede kræfter til at styre os afsted i livet…
Jeg har den jo stadig den familie, som er mit livs lys og lykke.
Nu er det bare pigerne og jeg.
Og basen er jomfruburet.
Her bor vi og her er vi og vi tænker Hjem, når vi står på fortovet og kigger op mod vinduerne, når vi træder ind ad døren til hund og kat og dufter af mor, som pigerne kalder det.
Pigerne er her – altid – for der er ikke værelser eller hjem til dem andre steder end her. De er her til hverdag, i weekender, i ferier, til højtider, fødselsdage og mærkedage. Her.
Eneforsøger er jeg.
Ene om alle beslutninger omk pigerne.
Ene om alt det praktiske omk pigerne.
Ene om at lytte, trøste, forklare og sørge for.
Eneforsøger.
Enehusholderske.
Madlaverske, rengøringskone, hyggeoptænder, ordnemajor og mor.
Det fungerer. Rigtigt godt endda.
Jeg har mange års øvelse for den del af familielivet er ikke ny, det er en gammel velkendt traver.
Men roen –
den er ny.
Allerede højtelsket af mig og mine og den skal blive sørget for, passet og plejet.
For mange år er gået uden ro.
Jeg vil leve resten af livet med.
Intet er for sent.
Tro, håb og kærlighed.
Og ro…
136 Kommentarer
Godt!
Ja det kan man da sige, Laila, godt 🙂
Dejlig læsning
Udfordrende at skrive, Laial, men også godt at læse for mig selv…
Anne, hvor er det fint skrevet.Det er så vedkommende, selvom man ikke kender jer, – set her fra slet ikke udleverende, og man sidder ikke og tager stilling for eller imod nogen, men bliver nok mest klogere på sit eget liv…., og på, at du er særdeles levende. Flot og stærkt.
At blive klogere er ingen skade til, Eva, jeg prøver at tilegne mig lidt hver eneste dag 🙂
Kære Anne
Du er et utroligt positivt menneske med et “sund” menneskesyn. Du er fantastisk, en overlever, du har ret, intet er forsent. Jeg beundrer din evne til at ville noget andet end det du bliver budt, og du gør det. Stor respekt fra mig og et stort kram.
Tak for både det ene og det andet, Lykke, det betyder en del at få anerkendelse for den indsats, der er lagt i forandringnen…
Så godt at læse Anne 🙂
Også rigtigt godt at mærke, Helle…
Hvor er du sej og modig.
Det ved jeg ikke om jeg er, Gitte, men det er bestemt to ord, som jeg godt kan li og også ind imellem tænker om det, som jeg holder til…
Så fint og meget inspirerende at læse.
Ikke enkelt at formulere, Charlotte, for meget der er indlysende og enkelt for mig kan let blive diffust og broget, når det formuleres på skrift, men jeg har forsøgt at holde mig på,sporet…
Min søde, dejlige veninde ! Hold kæft hvor er det sejt og måske også befriende at få det sagt! Min største respekt og de største kram og tanker. Hold fast i din ro, den har du da så meget fortjent og brug for. Det er SÅ stort og modigt at lukke alle ind i din fortid og dine følelser.
Jeg er så stolt af dig – du er en rigtig morkriger og en Annekriger!
Knus
Kram tilbage til dig søde Anette. Fra den ene kriger til den anden….
Tillykke!!!!’
Har prøvet noget af det samme. Nu sidder jeg på 5. år med min nye mand og kan slet ikke forstå, der har været et liv før.
Jeg ønsker dig og dine piger al mulig held og lykke i JERES nye liv. Go for it 🙂
Vi er på vej, Tine, på dejligste vis, men ikke uden kampe, tårer og bandeord, men det klarer vi sammen…
Jeg er bare så glad for indlæg af dig som denne! Jeg er plejemor for en lille dreng og jeg ser og fornemmer ofte den uro han har over ikke at vide hvad der er sket og hvorfor. Vi taler om det men han er på vagt og holder krampagtig fat i mig – hans nye mor. Jeg skal give ham roen – roen til at være sig selv med den baggage han nu engang har fået. Roen til at stole på jeg altid bærer ham i mit hjerte selvom jeg ikke har båret ham under det. Ro til at kunne lære og leve. Tak Anne for din åbenhed 😉
Velbekomme, Tina, kan mine refleksioner og tanker sætte noget i gang i andre, så gør det mig meget glad og taknemmelig…
Så kneb jeg en tåre eller to….
Anne, du har så ret i alt det du beskriver. At vi tåler ikke svigtet. Det er prøvet i en tidlig alder, og gør for ondt! (jeg er også et omsorgsvigtet barn)
Så vi har 2 valg. Enten går vi ned, ellers kæmper vi fordi vi vil give vores børn det bedste! Det GØR du, i sådan en grad, i sådan en fart, at jeg bliver helt åndeløs. Men jeg ved at det koster.
Anne, søde Anne. Vi må snart indtage en G&T og få verdenen vendt! Mange kram til dig <3
Ja for fanden, Sidsel, lad os nu få den gin, en ordentlig en som vi kan skylle livet ned med…
Kære Anne! Hvor lyder du som en fantastisk kvinde. “Kender” dig også kun fra din skønne og inspirerende blog. Det lyder som en sej kamp, du har været igennem – og nu formår at hvile i dig selv, med din piger. Jeg ville ønske, jeg var lige så sej og stærk som dig! Jeg øver mig og er godt på vej – med stor inspiration fra dig 🙂
Jeg er ikke lige sej og stærk hele tiden, Lene, det kan man ikke være, men jeg er det, når det gælder og det gjorde det nu.
God rejse…
Tak fordi du deler din historie.
Det er dejligt, at der, trods alt, er kommet noget godt ud af en træls situation. Jeg har fulgt dig herinde de sidste år og har været ked af det sammen med dig og glædes med dig, når alting flasker sig.
Jeg deler gerne, hvis jeg tænker, at det giver mening og det gjorde dette her, det måtte ud i rummet, ud af tankerne for at blive klarere og det glæder mig, at nogen røres og spejler sig, Signe…
Meget rørende indlæg, Anne. Vækker til eftertanke og ransagelse… vækker følelser og kalder på lidt fugt i øjenkrogen. Synes det er så fint af dig at dele dette SÅ personlige og er glad for du gjorde. Jeg vil læse det mere end én gang og jeg vil forstå ting fra mit eget liv lidt bedre. Tak Anne!
Velbekomme, Anne-Mette, og lysten til at forstå er en stærk drivkraft…
Sådan skal det være! ?
Ja det skal så Liselotte…
Hov, ingen spørgsmålstegn her fra… uden et, som ved en fejl sneg sig med 😉
Fejl er der plads til, her og der og i livet, de fleste kan vi rette op på 🙂
Meget spændende og gribende indlæg – sejt gået!!
Jeg trængte til lidt kant, Julie, der var gået lidt for meget “fluff” i den…
dejlig læsning, Anne! gennem de mange år jeg nu har fulgt med hos dig har du jo fortalt i små bidder om din barndom, og den med din solo-sejlads i familielivet har man jo sådan set kunnet lure af ved at læse med gennem lang tid, så der blev jeg ærlig talt slet ikke undrende. du er bare så sej og fornuftig og super dygtig så det er en fryd at fölge med i udviklingen. jeg er selv en af dem der voksede op under i hvert fald ikke de bedste forhold, kan jeg spörge hvad det er du har gjort, hvilken vej har du taget mod din nye ro?
kh.fra Island
Frida
Jeg har taget vejen tilbage til alt det grumme, Frida, for så derfra at gå frem til alt det smukke, som livet også rumme. Jeg har arbejdet rigtigt meget med at acceptere at man ikke kan forandre andre men bare sig selv og at man ikke kan styre det, som andre gør mod én, men der imod styre hvordan man vil tage imod det og reagere på det.
Jeg har haft et ret kort forløb hos en terapeut, 3 krisesamtaler, og derfra så et supervisionsforløb hos samme kvinde. Jeg var lidt foran og på hjemmebane pga min uddannelse, så mange af processerne var velkendte og jeg behøvede ikke meget opmuntring eller støtte for at gå vejen…
Hvor er det enestående at du deler din historie med os andre. Jeg føler mig som noget ganske særlig, at du giver mig muligheden for at komme så tæt på – følte da jeg læste, at du skrev til lige præcis mig. Det er en vidunderlig evne du har 🙂
I mit eget hoved har jeg erstattet – ene – med – enestående – Jeg er ikke enlig mor, jeg er enestående mor, ikke enlig forsøger – men enestående forsørger…. osv. Det giver mig en anden og mere positiv oplevelse i maven 🙂 og om noget er du enestående kære Anne.
Tak for indblik, fordi du delte og fordi du rørte noget dybt i mig og garanteret også i andre
Kærligste tanker til dig
Enestående –
fantastisk ord. Det brugte min oldemor ofte, hende havde jeg spillevende i mit liv til jeg var 21.
Jeg vil tage det i brug, i alle tilfælde i min fortælling til mig selv om det jeg gør og klarer…
Stærke ord fra dig, smukke, kloge, varme, stærke, skønne krigerAnne. Det gør mig så glad på dine vegne, at roen har indfundet sig lige der, hvor den gør allermest godt. <3
Tak Erika – jeg har jo haft kloge kvinder omkring mig, der har lagt ører til undervejs, ikk’ 😉
Tak fordi du deler, Anne. Det sætter tanker i gang i forhold til at være mor til 2 adopterede børn med alt hvad det indebærer og i forhold til at være voksen kvinde midt i processen af at bearbejde fortidens spor.
Vi bliver nok aldrig færdige med at undersøge og forandre og bearbejde, Helle, men bid for bid kan vi bevæge os igennem vores tunge ting og få dem til at veje mindre…
Hatten af for dig 🙂
På med den igen, der er efterår på vej, Hanne 🙂
Vi er jo desværre nok en del, som går rundt med ridser i lakken fra vores barndom. Flot, at du nået så langt, for det præger os, som du skriver, i både valg og fravalg. Selvom vi på ydersiden kan virke stærke, så bærer vi tit uroen indeni. Jeg ville ønske jeg var nået lige så langt som du. Tillykke med roen 🙂
Jeg elsker den, Anna, og ønsker for dig, at du også vil mærke din mere og mere…
Stærke ord og tanker!
Tanker herfra…
Tanker tilbage til dig, Karina…
Kender dig ikke…
Vil bare sige det er befriende stærkt at du som du gør, fedt at se og høre den side af livet også…det gir styrke, til dig, til andre og til troen på livet;-)
Tak og god vind
Tak og selv tak, Louise, jeg vil bruge vinden til at holde mig svævende over uroen, jeg er blevet god til det…
Fantastisk læsning. Det gør mig glad, at læse dit indlæg om din vej og vilje!
Glæde er godt, Olines, det vil vi ha’ i vores liv…
Jeg har så stor respekt for, hvad man lærer af livet. Jeg kan genkende så mange af de ting, du beskriver. Jeg ønsker dig alt det bedste fremover.
Livets skole kan være hård og til tider ubarmhjertig, men også smuk…
Tak for din stærke historie.. Den vækker tanker, følelser og genkendelse. Og godt gået af dig! Dine døtre har en vidunderlig mor..
Tak Rikke, det skal jeg fortælle dem næste gang de hvæser af mig…
Åh ja, Anne, sådan er det nogen gange, så skal man igennem megen modgang, inden man kommer styrket ud på den anden side. Hvor jeg dog under dig den ro og balance du har nu – det har du fortjent.
Jeg er sikker på, at du er den bedste og varmeste mor, man kan være – dine piger er heldige, at de har dig som mor.
Det siger de faktisk tit til mig, Hanne, meeeeen træerne gror ikke ind i himlen og jeg får også de samme hug som alle andre mødre får, det er i orden…
Meget fint formuleret. Du er et klogt menneske, er jeg sikker på – du står så også i første række til alle de gode oplevelser og til pigernes fortrolighed. Det vil de ALTID huske dig for, og altid være dig evigt taknemmelige for.
Lige præcis det med at få lov at være så tæt på pigerne er det jeg elsker allermest, Trine, alle historierne, alle smilene og grinene og de ansigtsudtryk som ikke kan genfortælles eller forklares. Jeg ser dem, jeg er der, jeg elsker det…
Godt at høre du er på vej videre sammen med pigerne.
Du er en slidstærk kvinde med masser af livskraft.
Jeg er altid på vej, Sonnie, nu bare på en bedre måde, jeg løber ikke mere…
Det er stærkt at turde se sine spøgelser i øjnene og tage livtag med dem. God kamp!
De kan bare komme an Pollyanna, de ved ikke hvem de lægger sig ud med 😉
Tak for din stærke fortælling. Som din læser, har jeg ikke på nogen måde forventet den, men tak fordi du lader os se dit billede. Fortællinger om, at det hjælper at gøre noget ved fortidens spøgelser, kan vi ikke få for mange af. For det hjælper! Altid! Men så hårdt det er at læse om, hvor barskt livet kan være.
Fortsat: Fred og alt godt til dig. Og til dine!
Velbekomme Charlotte. I må gerne kigge med, se og lytte til historierne. Det kan være vældigt befriende at dele, noget bliver lettere at bære, når man oplever at der ligger anerkendelse og forståelse i modtagernes hjerter..
Det er sterkt å lese, men og godt.
Godt at du har funne ro og glede i livet. Du er sterk og står støtt i livet.
Det er godt både for deg og jentene!
Nyt livet!
Solklem
Og solstråler tilbage her fra det gode rolige liv…
[…] Jeg blev SÅ berørt af dagens indlæg hos Anne. […]
Sidder her med gåsehud,sitren og samtidig dyb varme.
Dit indlæg har ramt mig lige der, hvor dybe tanker og følelser bor.Gennem lang tid har jeg læst med her og har set mig selv og min mor i mange af dine indlæg.Min mor fik samme “ægteskabelige”skæbne som dig.Jeg er i dag 67år men mine erindringer om min barndom er fra i går.
Det var andre tider dengang.Min mor stod fuldstændig ribbet uden arbejde,bolig eller penge med lille mig ved hånden.Alle sladrede om os,ingen andre var skilte.Jeg vidste det og levede med det.Min mor var en overlever som dig,gik på aftenskole ,kæmpede sig til en god stilling på kontor, og jeg har haft den mest vidunderlige barndom med en dejlig mor,der ville et godt liv.Fattige var vi,det opdagede jeg først mange år senere,som barn betød det intet.
Jeg synes det er så flot af dig at skrive som du gør.Vi sidder jo mange derude bag skærmen som forstår dig og dine følelser,din handlemåde,beundrer din fight,for vi er mange, der selv har en rem af huden.
Jeg gamle kone vil sige til dig Anne, at du har givet mig så mange gode øjeblikke,når jeg har læst dine skriverier.Tankerne er fløjet tilbage,jeg har glimtvis savnet min for længst afdøde mor,smilet når jeg så dit håndarbejde.Min mor strikkede og syede altid.Din dybe kærlighed til dine tre dejlige døtre, minder mig om den kærlighed som jeg selv fik af min mor.Det har gjort at jeg har kunnet få et dejligt familieliv som voksen. Du gør dine børn til overlevere.Din måde skaber nye fightere.Dejligt at du også selv har fundet roen.Det fortjener du.
Det var bare det jeg skulle have ud,lidt rodet måske,men jeg håber at du kan mærke varmen til dig bag ordene.
Tak for din historie, Lise, den er dejlig at få med.
Varmen mærker vi alle der læser dine ord, så tak fordi du skrev dem…
Wow, så stærkt, så smukt.Respekt!!
Kram og tanker til dig og dine.
Ikke helt let, Helle, men nødvendigt.
Tak for det du sender afsted til os…
Kære Anne.
Selvom mit liv, på så mange punkter, er forskelligt fra dit, er dine velskrevne og velvagte ord alligevel rammende.
De kradser lidt i overfladen og kalder på eftertænksomhed. Og det er ingen skade til…
Tak, fordi du lukker os ind, og tak, for en meget respektfuld måde at sætte ord på et sårbart emne.
Tak fordi du er!
Nej, Tante T, det er ingen skade til, det er sundt og godt at dvæle og reflektere.
Jeg er, jeg kan ikke andet…
Roen er SÅ vigtig, er jeg overbevist om….
Men også vanskelig at indfange, Helle…
Ordene som du har skrevet er gode at blive kloge på…nu blev alt det kloge som jeg lige havde planlagt, at skrive væk, men en dejlig indlevende og absolut ikke udleverende tekst har du skrevet…Varme tanker til dig herfra
Klokken var også mange, Kirsten, da du lagde dine ord her, så du er lovlig undskyldt 🙂
De mennesker, som har dig i deres liv, er virkelig, virkelig heldige! Er ellers helt tom for ord, for du har jo sagt det hele. Du skriver, så hårene rejser sig!
Jeg havde ellers meget mere at sige, Birgitte, skal jeg bare stoppe?!
Arj vel…
TIL LYKKE!!!
Jeg er dybt bevæget og kan ikke finde andet at sige end …..TIL LYKKE!
……og TAK!!
Og selv tak, K-V…
Sådan!
Ja!
Stærkt!
Og udfordrende!
Jeg har svært ved at sætte ord på mine tanker om dit indlæg, men du for mig at se et enestående stærkt menneske og jeg håber virkelig at lykken vil følge dig og dine piger fremover.
Det håber jeg også, Susanne, og tror. Vi arbejder på det…
Stærkt og tankevækkende indlæg – du er en meget speciel og stærk person.
Et mælkebøttebarn vil nogen nok sige, Bodil…
Dit blogindlæg kalder på flere gennemlæsninger og din tilgang er beundringsværdig.
Tak fordi du deler…
Det gør jeg gerne, Louise, og du er velkommen til at læse alle de gange du vil…
Kære Anne
Hvor er det stærkt at læse, og ingen bliver på nogen måde udstillet … det er jo rene fakta der oplyses 🙂
Jeg er igennem samme forløb med at “slutte fred” med barndommens traumer … det er så hårdt, og samtidig så forløsende – og din fortælling går lige i hjertet på mig, så tårerne løber … men jeg synes det er så stærkt at du deler det med alle os der læser med hos dig – tak! …. og et stort hjerteligt kram til dig, fordi du er lige den du er 🙂
Lykke til dig, Lisette, og mod og styrke og forløsning…
Kære Anne.
Beundring, respekt og KNUS fra mig.
Hele tre gode ting, Dorthe, tak for dem…
Hvor er du god og hvor er det godt at du har det godt – fortsat god vind og medvind fremover
Det er nemlig bare rigtigt godt at ha’ det godt, Camilla, jeg har ventet alt for længe…